Povl Dissing blev døv efter fald - nu har han fået hørelsen igen

En faldulykke i 2017 var skyld i, at sangeren Povl Dissing blev døv fra det ene øjeblik til det andet. Men nu kan han høre igen - i en ændret form.

Den 82-årige visesanger Povl Dissing har de seneste par år gennemgået en større transformation.

Povl Dissing

82 år.

Professionel sanger og musiker.

Er kendt for sin karakteristiske stemme og for sin helt særlige fortolkning af 'Svantes vise', som den nu afdøde Benny Andersen har forfattet.

Bor i Hundested sammen med sin hustru, billedkunstneren Pia Jacobæus.

Blev døv i forbindelse med et fald i februar 2017. Men har siden fået hørelsen tilbage ved hjælp af et cochlear implantat. 

I februar 2017 blev han døv på begge ører, da han under et ophold i Spanien faldt og slog hovedet. En ulykke, som betød, at han måtte vinke farvel til tilværelsen som aktiv musiker.

Men nu er han langsomt ved at genvinde håbet og livet.

For efter at han har fået indopereret en såkaldt cochlear implant, også kaldet en CI-operation, er han blevet i stand til at høre igen ved elektronisk hjælp.

Umiddelbart efter operationen var hørelsen dog meget forvrænget.

- Dét, jeg hørte, var noget, der fik mig til at tænke på, om jeg var i abegrotten, eller hvad det var for nogle mærkelige lyde, jeg kunne høre, fortæller Povl Dissing med et lille grin under et besøg i 'Go' aften Danmark' tirsdag aften.

Povl Dissing (t.h.) sidder i 'Go' aften Danmark'-studiet sammen med sin hustru gennem mere end 30 år, Pia Jacobæus, og sin mentor Ulrik Jensen, som overtalte ham til at få indopereret et cochlear implant, så han nu kan høre igen.
Povl Dissing (t.h.) sidder i 'Go' aften Danmark'-studiet sammen med sin hustru gennem mere end 30 år, Pia Jacobæus, og sin mentor Ulrik Jensen, som overtalte ham til at få indopereret et cochlear implant, så han nu kan høre igen. Foto: TV 2-screendump

Husker intet fra ulykken

I dag kan Povl Dissing stadig intet huske fra tiden omkring faldulykken. Det skete, mens han var på en arbejdsopgave i Spanien, hvor han og hustruen Pia havde lånt et hus i byen Cádiz.

En nat, mens han var på vej til toilettet, faldt han pludselig om. Han slog hovedet ned i marmorgulvet og fik kraniebrud og hjernerystelse.

De første måneder efter ulykken er helt slettet fra sangerens erindring. Men hans hustru husker alt. Også fra hospitalet i Spanien.

- Jeg får at vide, at jeg må komme ind til ham på stuen, og der sidder Povl og vinker og siger: "Hej Pip", som han kalder mig, og jeg siger "Hej Pop". Og jeg tænker: "Ej, hvor fedt. Han kan tale, og han kan røre sig. Alt er godt!", fortæller Pia Jacobæus og fortsætter.

- Men så kommer Kirstine (parrets veninde, som taler flydende spansk, red.) hen til mig og tager om mig og siger: "Pia, Povl er døv!"

Kommunikerede på skrift

Efter indlæggelsen i Spanien blev Povl Dissing overført til et hospital i Danmark. Kraniebruddet i venstre side af hans hoved var ikke bare gået ud over hans hørelse, men havde også givet ham hukommelsesbesvær.

Da det gik op for mig, at jeg faktisk ikke kunne høre, blev jeg lidt bekymret

Povl Dissing, sanger

Først et par måneder efter faldet, da parret var hjemme i villaen i Hundested på Nordsjælland, blev Povl Dissing for alvor klar over, at han var blevet helt døv.

- Det var en rædselsfuld tanke, og da det gik op for mig, at jeg faktisk ikke kunne høre, blev jeg lidt bekymret, siger han.

Povl Dissing har i det meste af sit liv beskæftiget sig med sang og musik. Tabet af hørelsen på begge ører har derfor betydet, at han fra den ene dag til den anden måtte sætte sin aktive karriere på standby.
Povl Dissing har i det meste af sit liv beskæftiget sig med sang og musik. Tabet af hørelsen på begge ører har derfor betydet, at han fra den ene dag til den anden måtte sætte sin aktive karriere på standby. Foto: Scanpix

Fra at have levet et liv fyldt med musik og sang, var der nu dødstille inde i hovedet på troubadouren, som nu ikke engang kunne høre sin egen stemme længere.

Samtalerne mellem Povl Dissing og hustruen Pia foregik nu på skrift. Hun skrev på papir til ham, og han svarede tilbage. Det betød, at kommunikationen gik meget langsommere og uden øjenkontakt. De måtte begge kigge ned i blokken, når de skulle skrive og læse. Det var en ny virkelighed.

Lokal Meny-kassedame kom med løsningen

I dag - snart to og et halvt år efter faldulykken - taler parret igen næsten ubesværet sammen. Alle notesbøgerne med deres skriftlige samtaler står nu i flyttekasser rundt om i stuen som tavse påmindelser om den svære tid.

Den glædelige udvikling i parrets liv skyldes dog en ren tilfældighed.

En dag var Gitte, der er kassedame i den lokale Meny, på besøg hos Pia. Hun fortalte om en mandlig bekendt, der var døv, men fik hørelsen igen efter en særlig operation.

Hvad er en CI-operation?

Et Cochlear Implantat (CI) er et avanceret høreapparat, som døve og svært hørehæmmede kan få gavn af.

Operationen går ud på, at et antal elektroder via et implantat forbindes til hørenerven, så elektroderne kan udføre den opgave som det indre øre ikke længere kan, og dermed skabe en ny kunstig hørelse.

Navnet på implantatet henviser til "cochlea" eller "sneglen", som er sanseapparatet for hørelsen i det indre øre.

Få mere information om operationen på www.jegvilhoere.dk.

Dét førte til, at Povl Dissing mødte Ulrik Jensen, som er mentor i det frivillige initiativ 'Jeg Vil Høre', og som efter lange samtaler med sangeren via computer fik ham overtalt til at blive opereret.

- Jeg sagde til ham, at det jo ikke kunne blive værre, end det var, og at hvis han havde forhåbning om at komme tilbage med noget musik, så skulle han jo absolut have sin hørelse igen, siger Ulrik Jensen i 'Go aften Danmark'.

Operationen bestod i, at Povl Dissing fik et implantat med elektroder opereret direkte ind i kraniet, så elektroderne har forbindelse til hørecenteret i hjernen. Det betyder, at der skabes en kunstig hørelse, som er anderledes end den naturlige, men som med tiden kan gøre patienten i stand til at leve og kommunikere helt normalt.

- I starten var lyden meget forvrænget, og nogle lyde var uudholdelige. Men det var alligevel et mirakel, da jeg kunne høre igen, fortæller Povl Dissing.

Træner stemmen op igen

Men selvom operationen med cochlear-implantaterne har givet Povl Dissing hørelsen tilbage, ligger der et stort arbejde forude med at træne stemmen.

Træningen består blandt andet i oplæsning. Hustruen har læst højt af Astrid Lindgrens børnebøger og alle fire bind af 'Ringenes Herre', mens han selv har forsøgt at følge med og gentage, hvad hun sagde.

I perioder har parret trænet i flere timer om dagen, også med at høre musik.

Povl Dissing har opnået kæmpesucces for sit samarbejde med den nu afdøde forfatter Benny Andersen (t.h.), som skrev teksten til 'Svantes Vise' med de udødelige ord "Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar".
Povl Dissing har opnået kæmpesucces for sit samarbejde med den nu afdøde forfatter Benny Andersen (t.h.), som skrev teksten til 'Svantes Vise' med de udødelige ord "Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar". Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

De store fremskridt kom hurtigt i begyndelsen. Nu går der lidt længere tid imellem, men både Povl Dissing og Pia Jacobæus hæfter sig ved, at der hele tiden sker lidt. Selv efter halvandet år.

- Det har været en ubeskrivelig hjælp at have Pia ved siden af. Hun har hjulpet mig med at holde fast i processen og motivere mig. Man kan selvfølgelig gøre meget alene, men det hjælper virkelig meget at have én på sidelinjen, fortæller Povl Dissing.

Han erkender, at det er en meget langsommelig proces at træne sin stemme op. Men han har ikke opgivet drømmen om at komme til at optræde igen.

- Jeg håber det jo. Det er det, der er mit største håb. At jeg kan komme til at synge og tale med andre mennesker, som jeg gjorde før, lyder det fra den folkekære visesanger.