Radiohead afværger afpressere og frigiver selv hacket musik

16x9
Materialet indeholder blandt andet sanger Thom Yorkes demoversion af 'Karma Police'. Foto: Leon Neal / Scanpix Denmark

Guitarist Jonny Greenwood siger, at folk nu for 18 pund selv kan finde ud af, om Radiohead skulle have betalt løsesummen.

Albummet 'OK Computer' fra 1997 er den britiske rockgruppe Radioheads mest kendte album. Så hackere troede, de havde gjort et kup, da det lykkedes dem at få adgang til filer med demobånd med skitser til numre og alternative versioner af numrene fra albummet.

De forlangte en løsesum på 150.000 dollars (cirka 990.000 kroner, red.) for ikke at offentliggøre det hackede materiale.

Men ifølge BBC har Radiohead nu i stedet selv valgt at udgive i alt 18 timer med musik fra indspilningerne af 'OK Computer'.

- For 18 pund (cirka 150 kroner, red.) kan i nu selv finde ud af, om vi skulle have betalt den løsesum, siger Radioheads guitarist Jonny Greenwood i en udtalelse.

Radiohead har besluttet, at overskuddet fra salget af de mange timers musik skal gå til en organisation af klimaaktivister, Extinction Rebellion.

Radioheads hovedværk

'OK Computer' regnes som Radioheads hovedværk, og ifølge BBC er der flere klenodier i de 18 timers musik, der nu bliver udgivet.

Der er blandt andet en 12 minutter lang version af nummeret 'Paranoid Android', der er sanger Thom Yorkes demo-version af 'Karma Police' og dusinvis af tidligere uudgivne og ufærdige sange.

Det er uklart, hvordan hackerne har fået fat i materialet, men ifølge Jonny Greenwood stammer musikken fra sanger Thom Yorks arkiv af minidiscs fra indspilningerne til 'OK Computer'. Det er en digital kopi af det, der menes at være blevet stjålet sidste uge.

Eksistensen af indspilningerne blev først bemærket på fansites på nettet i sidste uge, og hele materialet blev lækket i fredags.

Inden da havde den person, der er i besiddelse af den hackede musik, angiveligt forsøgt at sælge enkelte numre for mellem 50 og 800 pund ( mellem cirka 420 og 6.700 kroner, red.) eller hele arkivet for 150.000 dollars (cirka 990.000 kroner, red.).

- I stedet for at brokke os meget eller ignorere det, udgiver vi nu alle 18 timer på Bandcamp til støtte for Extinction Rebellion, siger Jonny Greenwood.