Lars von Trier hyldet med Karen Blixen-pris

Filminstruktøren fik tirsdag tildelt Rungstedlundprisen for sit samlede arbejde.

Efter at hans nyeste film, ’The House that Jack Built’, fik en blandet modtagelse sidste år, bliver filminstruktør Lars von Trier nu hyldet med en ærespris.

Tirsdag eftermiddag modtog han Rungstedlundprisen og de 50.000 kroner, der følger med.

Lars von triers film

'Forbrydelsens Element' (1984)

'Epidemic' (1987) 

'Europa' (1991) 

'Breaking the Waves' (1996)

'Idioterne' (1998)

'Dancer in the Dark' (2000)

'Dogville' (2003)

'De fem benspænd' (2003)

'Manderlay' (2005)

'Direktøren for det hele' (2006)

'Antichrist' (2009)

'Melancholia' (2011) 

'Nymphomaniac' (2013)

'The House that Jack Built' (2018)

Prisen gives hvert år til en person, som helst skal arbejde inden for et felt, der interesserede Karen Blixen.

Til prisoverrækkelsen takkede Lars von Trier for prisen.

- Jeg må sige mange gange tak. Jeg har lagt mærke til, at det er et spørgsmål om alder, hvornår man begynder at få kylet priser i nakken. Men det er velkomment og specielt, og jeg føler et samvær med Karen Blixen, sagde Lars Von Trier.

Instruktøren fortalte, at han var meget glad for Karen Blixens "Den afrikanske farm", som han læste i en ung alder. Og så har han gået mange ture i området omkring Rungstedlund.

Han sluttede sin takketale af med en hilsen til dronning Margrethe, der er protektor for Karen Blixen Museet.

- Jeg vil sige til majestæten, at om forhåbentlig lang tid får vi en rigtig, rigtig god og rar konge. Og det kommer fra en republikaner. Mange tak, sagde han.

Med æresprisen kommer von Trier i selskab med blandt andre skuespillerinderne Meryl Streep og Karen-Lise Mynster og forfatterne Inger Christensen, Suzanne Brøgger og Klaus Rifbjerg.

- En formidabel historiefortæller

Det var Den Danske Filmskoles rektor, Vinca Wiedemann, der kom med begrundelsen for, hvorfor valget i år faldt på von Trier.

- Von Trier har haft stor indflydelse på flere generationer af kunstnere, og ligesom Blixen mestrer han at inkorporere og transformere andre kunstneres værker i sine film, lød det blandt andet i indstillingen.

Derudover er en del af begrundelsen, at Lars von Triers film tager udgangspunkt i livets store spørgsmål.

- Han er en formidabel historiefortæller, og i lighed med Blixen maler han billeder frem, når han zoomer ind på det smukke og grumme i verden og den menneskelige natur.

Prisen får han derfor for sit samlede arbejde.

Succesrigt 2018

Lars von Trier fik sit folkelige gennembrud med tv-serien ’Riget’, der blev vist på DR i 1994 og 1997.

Siden dengang har han både udgivet prisvindende film og været hovedrolle i en række skandaler.

Størst af dem var Hitler-miseren ved Filmfestivalen i Cannes i 2011, hvor han gav udtryk for, at han "forstod Hitler". Selvom han trak udtalelserne tilbage samme dag, betød det, at han en overgang ikke var velkommen ved festivalen.

2018 blev dog Triers år.

Først fik han tildelt Danmarks største kulturpris, Sonningprisen, på en million kroner, og derefter fik han efter syv år lov at sætte sine ben til den prestigefyldte festival igen.

Her havde hans nyeste film, ’The House that Jack Built’, premiere. Den blev dog ikke kun vel modtaget. Til premieren udvandrede flere end 100 publikummer, og anmelderne var uenige om, hvorvidt filmen om en seriemorder var kedsommelig eller kanon.

Lars von Triers største triumfer

'Forbrydelsens element': Debut og den første pris

Fra Lars von Triers film 'Forbrydelsens element'. Michael Elphick til højre i billedet spiller politibetjent Fischer. Foto: Scanpix Danmark
Lars von Triers første spillefilm trak færre end 40.000 danskere i biograferne. 
'Forbrydelsens element' fra 1984 satte måske ikke store aftryk inden for landets grænser, men på filmfestivalen i Cannes gik filmen ikke ubemærket hen.
Filmen blev udvalgt til hovedkonkurrencen. Da palmerne skulle uddeles, vandt filmen 'Juryens Tekniske Pris'. 
- Det var en fantastisk ankomst for en ung instruktør. Det var en meget eftertrykkelig og betydningsfuld debut, især nu hvor han har lidt problemer med Cannes, siger Peter Schepelern med referance til, at Lars von Tiers seneste film, 'The House That Jack Built', netop er blevet forbigået ved offentliggørelsen af årets nominerede til den franske filmfestival. Dog bliver filmen vist uden for konkurrencen, når festivalen løber af stablen til maj.

'Riget': Kunstfilminstruktørens folkelige gennembrud

En ung Peter Mygind spillede rollen som medicinstuderende i 'Riget'. Her ses han sammen med Baard Owe, der spillede professor Bondo. Foto: Henrik Dithmer / DR
Lars von Triers tre første film, ’Forbrydelsens element’, 'Epidemic' og ’Europa’, var kunstfilm, der kun ramte et forholdsvis smalt publikum i Danmark.
Men med DR's ’Riget’ kom instruktøren også ud til den almindelige dansker. Omkring en million danskere så med, da de otte afsnit rullede over tv-skærmene i 1994 og 1997.
- ’Riget’ var vanvittigt sjovt og talentfuldt, uhyggeligt og komisk. Det er sjældent, at man ser en kunstnerisk filminstruktør, der brager ud og bliver folkeligt tilgængelig, men med ’Riget’ fik Trier et rigtigt folkeligt gennembrud, der stadig holder i dag, hvor det opsættes som teater, siger Peter Schepelern og henviser til Det Kongelige Teaters nye opsætning af lige netop ’Riget’.

'Breaking the Waves': Succes i hele verden

Fra 'Breaking the Waves'. Bess McNeill, portrætteret af Emily Watson, tager sig af sin lamme mand, der bliver spillet af Stellan Skarsgård. Foto: Scanpix Danmark
Med sin fjerde spillefilm, ’Breaking the Waves’ fra 1996, vandt Lars von Trier for alvor opmærksomheden blandt alverdens filmkritikere.
Filmen vandt ikke hovedprisen ved Filmfestivalen i Cannes, men kom alligevel til at gå verden rundt. Blandt andet blev hovedrolleindehaveren Emily Watson nomineret til en Oscar.
- Det unikke ved den er måske netop, at den i forhold til de tidligere meget intellektuelle film er meget stærk i følelserne. Det er også her, han forlader den mandlige hovedperson og fokuserer på den kvindelige, og så kommer verdensberømmelsen, siger lektor emeritus Peter Schepelern. 
Lars von Triers største skandaler

1991: Fornærmede juryformand

En ufølsom kommentar til Roman Polanskis højde drev Lars von Trier ud i et uvejr. Her ses den knapt så høje instruktør i selskab med den franske skuespillerinde Eva Green. Foto: Loic Venance / Scanpix Denmark
Lars von Trier har gennem tiden været genstand for en hel del kritik, ikke for hans film, men for hans opførsel til blandt andet pressemøder og prisuddelinger.
Det skete blandt andet, efter at han ved Filmfestivalen i Cannes i 1991 var blevet tildelt tre forskellige priser for filmen ’Europa’.
Her omtalte han den daværende juryformand, Roman Polanski, der kun måler 165 centimeter, som "dværgen", og det vakte stor forargelse.
- Det er nedsættende at sige sådan om en lille mand, så det var en skandale. Men verden overså, at det er noget, Polanski kalder sig selv. Trier kan godt være lidt indforstået i sine kommentarer, lyder det fra lektor emeritus Peter Schepelern. 

2017: Me Too-anklager fra Björk

Lars von Trier og Björk sammen ved festivalen i Cannes i 2000. De vandt begge en guldpalme for deres præstationer i forbindelse med 'Dancer in the Dark'. Foto: Pascal Guyot / Scanpix Denmark
I kølvandet på #Metoo-kampagnen i 2017 tog sangerinden Björk bladet fra munden i et Facebook-opslag.
Her skriver hun, at hun er blevet udsat for sexchikane fra en unavngiven dansk instruktør. Det er dog rimelig klart, at der er tale om Lars von Trier og hans film ’Dancer in the Dark’, der udkom i 2000, og som Björk spillede hovedrollen i. Han er nemlig den eneste danske instruktør, Björk har arbejdet sammen med.
- Jeg blev klar over, at det er en universal ting, at en instruktør kan berøre og chikanere sin skuespillerinde forgodtbefindende, og at filmindustrien tillader det, skriver Björk blandt andet i sit opslag.
Lars von Trier indrømmer, at han havde et problematisk samarbejde med sangerinden, men han afviser blankt hendes beskyldninger.
- Der er intet i den her sag. Gå tilbage og se på oplysningerne, der kom ud dengang. Det var én stor konflikt. Jeg har ikke gjort det, har Lars von Trier tidligere sagt til Jyllands-Posten.

2011: Nazikommentar

- Jeg forstår Hitler.
Sådan sagde Lars von Trier under et pressemøde om filmen 'Melancholia' på Filmfestivalen i Cannes i 2011.
Selv om han senere samme dag trak sine udtalelser tilbage, førte det til en stor skandale. En overgang var han ikke velkommen ved den sydfranske festival.
- Trier har været vant til at være den frække slagfærdige person i en dansk kontekst, der kunne sige frække og vittige ting på sin egen måde, men det kan man ikke bare sådan sige internationalt. Den udtalelse er stadig et issue for ham. Det er en bagage, han har, siger Peter Schepelern.
I 2018 er Lars von Trier dog igen inviteret til Filmfestivalen i Cannes med filmen ’The House That Jack Built’, som vises uden for hovedkonkurrencen.