Westlife kommer på Nibe Festival

16x9
Westlife er på tour i Storbritannien, men tager en lille rejse til Nordjylland undervejs. Foto: Pressefoto

De fire mænd i bandet Westlife har netop fundet sammen igen efter næsten syv års pause.

I slutningen af 90'erne og starten af 00'erne var der et boyband, som i den grad blev spillet på de danske teenageværelser. 

Med den romantiske sang 'Mandy', den energiske 'When you're looking like that' og Billy Joel-coveret 'Uptown Girl' blev Westlife en landeplage.  

Til sommer har nostalgikerne mulighed for at opleve deres idoler igen og synge med på de mange hits for åben himmel.

De fire irske sangere kommer nemlig eksklusivt til den lille nordjyske by Nibe – nærmere bestemt Nibe Festival – i forbindelse med deres 20-årsjubilæum og genforening. Det skriver Alborgnu.dk.

Udsolgte på 48 timer

Egentlig splittede boybandet op i 2010, men i slutningen af 2018 meddelte medlemmerne, at de igen er gået sammen. Deres nye "debut"-tour, The Twenty Tour, går udelukkende gennem Storbritannien og Irland – og så Nibe. 

At et boyband af den kaliber kommer til en by, som normalt kun huser omkring 5000 indbyggere, er meget atypisk, men ifølge talsperson for Nibe Festival, Peter Møller Madsen, er Westlife det helt rette i festivalprogrammet.

- De kan netop det, et hovednavn i Nibe skal kunne, nemlig samle publikummet og lave fest og fællessang, siger han til TV 2 Nord. 

Koncerten bliver spillet 3. juli 2019, og billetterne til festivalen er allerede tilgængelige – da bandet annoncerede de øvrige koncerter, solgte de over 400.000 billetter på 48 timer. 

Det vidner om deres enorme popularitet på hjemstavnen, hvor de har været nummer ét på singlehitlisten intet mindre end 14 gange. Noget, kun Elvis Presley og The Beatles kan konkurrere med.

I Danmark lå deres største hit, 'Uptown Girl', nummer to på de danske singlehitlister i mere end tre måneder i 2001, og gennem årene har de haft seks sange blandt de fem mest populære.

Over hele verden har de solgt mere end 50 millioner plader.