Dansk Oscar-håb tæt på afgørende nominering

'Den skyldige' er nu blandt de sidste ni bud på en finalist i kategorien 'bedste ikke-engelsksprogede film'.

Håbet om en dansk Oscar-nominering lever endnu.

Det står klart, efter at det prestigefyldte shows såkaldte shortlists er blevet offentliggjort sent mandag aften dansk tid.

På listen over de film, der er blandt favoritterne til at blive endeligt nomineret til en statuette, finder man i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film 'Den skyldige'.

Internationale priser

Gustav Möllers thriller med Jacob Cedergren i hovedrollen fik fantastiske anmeldelser i USA ved premieren på Sundance Film Festival i januar og har vundet flere internationale priser.

Filmen er svenske Gustav Möllers spillefilmsdebut. Den foregår i realtid en nat på en dansk alarmcentral.

I den altoverskyggende hovedrolle ses danske Jakob Cedergren som politibetjenten Asger Holm, der besvarer et 112-opkald fra en bortført kvinde.

Ni kandidater tilbage

Det er nu op til Oscar-komitéen for ikke-engelsksprogede film at vurdere de tilbageværende ni kandidater i kategorien.

Den 22. januar udvælges de fem film, som får en Oscar-nominering. Den endelige vinder af prisen afsløres ved det store show 24. februar 2019.

I samme kategori var den svenske 'Gräns' også spået en stor chance. Den er dansk co-produceret, ligesom at en stor del af holdet bag filmen er dansk.

'Gräns' klarede dog ikke mandagens cut i kategorien 'bedste ikke-engelsksprogede film'. Til gengæld er den videre i kategorien 'bedste makeup og hår'.

Dansk dokumentarfilm er også med

I dokumentarkategorien er den danske 'The distant barking of dogs' af Simon Lereng Wilmont gået videre og er nu blandt de 15 sidste kandidater i kategorien.

Historien om Oleg og hans bedstemor i en østukrainsk krigszone har rørt festivalpublikummer i hele verden.

Siden verdenspremieren på International Documentary Film Festival Amsterdam (IDFA) sidste år har filmen indkasseret 25 festivalpriser.