Tv-station betaler skuespillerinde millioner efter sexkommentarer og fyring

16x9
Eliza Dushku har blandt andet også medvirket i serien 'Buffy the Vampire Slayer'. Foto: Gabriel Bouys / Scanpix Denmark

Hendes mandlige medskuespiller, der blandt andet lavede jokes om voldtægt, har fået lov at blive.

Den amerikanske tv-station CBS har indgået en aftale til en værdi af næsten 63 millioner kroner med skuespillerinden Eliza Dushku.

Det skriver blandt andet nyhedsbureauet AP.

Aftalen kommer som en konsekvens af, at Dushku i marts 2017 blev fyret fra tv-serien 'Bull' kort tid efter, at hun havde klaget over seksuelle kommentarer fra seriens stjerne Michael Weatherly.

Eliza Dushku var på daværende tidspunkt en del af optagelserne til tre afsnit af 'Bull', og ifølge New York Times havde hun fået at vide, at hendes karakter med stor sandsynlighed ville blive en fast del af serien.

Efterfølgende fik skuespillerinden en række kommentarer, hun oplevede som ubehagelige. Foran resten af holdet på optagelserne kommenterede Michael Weatherly på hendes udseende. Samtidig kom han med en joke, der relaterede til voldtægt, og en kommentar om en seksuel trekant.

Kort efter at Eliza Dushku havde konfronteret den mandlige stjerne med hans adfærd, blev hun skrevet ud af serien. 

Hun har derfor været overbevist om, at hendes pludselige afslutning på 'Bull' var et resultat af gengældelse.

Michael Weatherly har i mere end 15 år været tilknyttet CBS.
Michael Weatherly har i mere end 15 år været tilknyttet CBS. Foto: Valery Hache / Scanpix Denmark

Flov over sin humor

I stedet for en retssag, der kunne klarlægge om hendes antagelser var korrekte, har de to parter mæglet en kompensationsaftale for Eliza Dushkus fyring.

Beløbet på næsten 63 millioner kroner er det, som hun ville have modtaget for resten af sin kontrakt, hvis hun havde været en fast del af serien, lyder det blandt andet fra CBS.

- Anklagerne i fru Dushkas påstande er et eksempel på, at mens vi fortsat kæmper for en kultur, der er defineret af en sikker, inkluderende og respektfuld arbejdsplads, så er vores arbejde langt fra færdigt, siger tv-stationen i en skriftlig udmelding.

Michael Weatherly var i 13 år en del af en anden CBS-serie 'NCIS', før han i 2016 blev stjernen i 'Bull'. I en e-mail til New York Times siger han, at han havde lavet vittigheder om Eliza Dushku, mens de havde øvet hånende replikker i manuskriptet.

- Da Eliza fortalte mig, at hun ikke var komfortabel med mit sprogbrug og forsøg på humor, blev jeg flov over at have fornærmet hende og undskyldte straks, skriver Weatherly i mailen.

Eliza Dushku har afvist at kommentere aftalen til New York Times, ligesom at hendes manager ikke har svaret på en anmodning fra nyhedsbureauet AP.