Verdenskendt rapper kommer til Danmark

16x9
Den 23-årige rapper Post Malone besøger Danmark Foto: Scanpix Danmark

Det er anden gang inden for kort tid, at han giver koncert i Danmark.

Den amerikanske rapper Post Malone kommer til Danmark. Nærmere bestemt besøger han Royal Arena i København 2. marts næste år.

Det er anden gang på ganske kort tid, at den populære rapper besøger Danmark. I august gav han nemlig koncert på Smukfest i Skanderborg, hvor flere anmeldere gav ham fire stjerner og rosende ord med på vejen.

Blandet andet skrev musikmagasinet Soundvenue, at hans optræden "var lige så strålende som hans guldtænder".

Topper hitlisterne

Den 23-årige musiker er kendt for hits som ‘Better Now’ og ‘Rockstar’, der har haft høje placeringer på hitlisterne i USA, herhjemme og resten af verden.

I april udgav han sit andet album ’Beerbongs & Bentleys’, som strøg direkte ind som nummer et på den amerikanske hitliste. Herhjemme har han også toppet hitlisten med sit album, og 22 uger efter udgivelsen ligger han stadig nummer fem på den officielle danske Album Top 40.

Da Post Malone besøgte Smukfest, gik der sport i at spotte den letgenkendelige rapper på festivalen og få taget en selfie med ham. Kronprins Frederik var en af de mange danskere, der fik taget et billede med amerikaneren, og til sidst endte Instagram-fænomenet Anders Hemmingsen med at samle en del af dem på sin profil med ordene: ‘Giv drengen en pause, Smukfest’.

Den karismatiske musiker fra Texas fik allerede stor opmærksomhed i 2015, da han udgav sangen ‘White Iverson’. Med blandingen af rap og sang blev han hurtigt kendt som en internetsensation verden over.

Nu er det så den helt store scene, han spiller på, når han besøger Danmark til foråret. Der er plads til op mod 16.000 koncertgæster. Billetterne bliver sat til salg 12. oktober.

Lyt til nummeret 'Better Now' her: