Han var manden bag Hugo og omsatte for 880 millioner - her er han i dag

For 17 år siden spændte en fax ben for et stort salg af Hugo. Året efter måtte han opgive sit værk på grund af gæld, fortæller Ivan Sølvason.

- Vi skal nok klare den sammen os to.

Det er en sætning, som de fleste danskere sandsynligvis kender eller har hørt om.

7. september 1990 bankede skærmtrolden Hugo på tv-skærmen for første gang, og i dag, næsten 30 år senere, er den vokset sig til en international succes.

Men manden bag successen, stifteren af firmaet, der skabte den danske trold, Ivan Sølvason, har for længst måttet vinke farvel til sit livs største succes.

Det fortæller han i 'Go' aften Danmark'.

I dag ser han tilbage på en vild rejse, der var meget tæt på at gøre ham meget, meget rig, men hvor det hele glippede i de afgørende minutter.

Hugo var et lykketræf

Da Ivan Sølvasons firma skabte Hugo, havde han slet ikke forestillet sig, at det kunne blive den verdensomspændende succes, det blev.

Faktisk var det mere eller mindre et lykketræf, at det blev en trold, der løb rundt i en mine, afslører han.

Her ses skærmtrolden Hugo med sine 'forældre': Niels Krogh Mortensen (tv.), der designede Hugo, Ivan Sølvason og Jacob Johnsen (th.).
Her ses skærmtrolden Hugo med sine 'forældre': Niels Krogh Mortensen (tv.), der designede Hugo, Ivan Sølvason og Jacob Johnsen (th.). Foto: Steen Jacobsen / Scanpix Danmark

- Det var min svoger, der sagde, at det skulle være en trold, på vej over til et brainstormmøde, jeg havde indkaldt til. Han sagde: "Skal det ikke være en trold", og så sagde jeg: "Okay, det er en trold. Hvad gør en trold? Han bor i en skov, og hvad kan han så lave der? Det er jo ikke sjovt," sagde jeg. 

Så det er forklaringen på, at Hugo endte nede i minen, hvor han skulle finde vej gennem labyrinten med guld, forklarer Ivan Sølvason.

Her ses Hugo foran den mine, han skulle kæmpe sig vej igennem med seernes hjælp i TV 2-programmet Eleva2ren.
Her ses Hugo foran den mine, han skulle kæmpe sig vej igennem med seernes hjælp i TV 2-programmet Eleva2ren. Foto: TV 2, Eleva2ren

Det skete under hårdt pres, for trolden i minen var hans firmas eneste chance for at vinde en ordre hos Nordisk Film, der ledte efter en ny og spændende spilfigur til TV 2's store satsning: Eleva2ren. 

- Heldigvis ramte vi lige i plet, siger Ivan Sølvason.

- Da vi viste konceptet til cheferne på Nordisk Film, var de solgt med det samme.

Og senere skulle det vise sig, at det ikke kun var tv-cheferne, der skulle falde pladask for Hugo.

Successen vokser og vokser

På sin vis begyndte det hele med et brev, husker Ivan Sølvason.

Da Hugo gik i luften kørte Eleva2ren i højeste gear.

I programmet, der blev sendt hver fredag aften, kunne seerne ringe ind og deltage i et spil med den lille trold, som blev styret gennem en labyrint med tryk på telefonen.

Det var fuldstændig sindssygt

Ivan Sølvason
Her ses Hugo i minen, hvor seerne skulle samle guld med tryk på telefonen derhjemme, undgå forhindringerne og finde vejen ud, inden tiden løb ud.
Her ses Hugo i minen, hvor seerne skulle samle guld med tryk på telefonen derhjemme, undgå forhindringerne og finde vejen ud, inden tiden løb ud. Foto: TV 2, Eleva2ren

- I starten vidste vi jo ikke, hvad der ville ske, men så kom der en lille tegning ind fra en lille pige, Maria, tror jeg, hun hed, og så sagde tv-værten Nina Klinker: "Ej, vi har fået en tegning med Hugo ind, så vi har lavet en lille t-shirt til hende, og vi vil gerne opfordre alle børn i Danmark til at sende tegninger af Hugo ind," fortæller han.

Og derfra gik det stærkt.

Efterfølgende kom seks postsække med tegninger, og interessen eksploderede, da sækkene blev vist frem på tv, lyder det.

- Telefonen begyndte bare at kime ned. Alle ville lave t-shirts, kasketter, undertøj, badehåndklæder, og jeg ved ikke hvad med Hugo, siger Ivan Sølvason.

- Det var fuldstændig sindssygt.

Om skærmtrolden Hugo

Skærmtrolden Hugo blev opfundet i 1990 og så dagens lys for første gang i TV 2-programmet Eleva2ren.

Figuren er skabt af Niels Krogh Mortensen og Ivan Sølvason. Sidstnævnte solgte sine rettigheder i 2002.

Siden da har skærmtrolden haft flere ejere.

I 2011 fik Hugo et comeback, da der blev udviklet nye Hugo-spil til mobiltelefoner, og i 2015 gik selskabet, Hugo Games, der ejer Hugo-brandet i dag, på børsen i Norge.

Omsatte for 880 millioner kroner

I alt nåede der at blive produceret cirka 6.500 forskellige produkter med Hugo, mens Ivan Sølvason stadig var ejer af brandet, fortæller den tidligere ejer i 'Go' aften Danmark'.

Eksempelvis blev der ifølge Ivan Sølvason solgt 60 tons Hugo-slik af slikproducenten Cloetta Fazer og et andet sted blev der på få uger blev solgt 35.600 Hugo-badehåndklæder.

Millionerne begyndte at rulle ind, og da flere andre udlandske tv-selskaber også købte Hugo-konceptet, var der gevinst.

Først bed Spanien på og siden Finland og Tyrkiet, og i dag har Hugo optrådt på tv i 43 lande under forskellige navne.

I USA kom den danske trold til at hedde Tino. I Rusland hed han Kusha.

Ifølge Ivan Sølvason nåede han at sælge over ti millioner computerspil på 14 sprog og omsætte i nærheden af 880 millioner kroner, inden eventyret sluttede.

Da det begyndte at gå den anden vej, boede Ivan Sølvason i en 600 kvadratmeter stor villa med to pools og spa, beliggende ved vandet i Los Angeles, og i garagen stod flere dyre biler parkeret, fortæller han.

Det var en mavepuster. Jeg havde ondt i maven en uges tid efter

Ivan Sølvason

Ivan Sølvason: En forsinket fax kostede mig 80 millioner

I 2001, næsten ti år efter eventyret med Hugo begyndte, fik det en ende.

Da it-boblen brast i begyndelsen af det nye årtusinde, ramte det Ivan Sølvason og hans firma hårdt.

Det danske revisionsselskab Arthur Andersen havde fået til opgave at sælge hans virksomhed, ITE, og der var kommet et bud på 80 millioner fra en stor kapitalfond, der ville købe Hugo-forretningen.

Men i sidste øjeblik, da faxen med aftalen skulle sendes, drillede maskinen hos revisionsfirmaet, og handlen faldt til jorden, fortæller Ivan Sølvason.

Faxen kom 10 minutter efter den deadline, som kapitalfonden havde sat, og de valgte at afvise den.

- Det var en mavepuster. Jeg havde ondt i maven en uges tid efter, lyder det fra Ivan Sølvason, der den dag i dag fastholder, at Arthur Andersens forsinkede fax kostede ham 80 millioner kroner.

Og det skete på et kritisk tidspunkt, for IT-krisen havde slået ordentligt hul i kassen og i forretningen. Spilsalget var faldet drastisk. lyder det.

Til sidst ejede jeg halvdelen af en gæld på 29 millioner kroner

Ivan Sølvason

Så meget solgte han Hugo for

Derfra gik det kun den forkerte vej.

Ivan Sølvason flyttede fra USA til Danmark. Han byttede palæet i Los Angeles ud med en stor villa på Strandvejen og lod et stort venture-selskab skyde et millionbeløb i hans virksomhed mod at få en stor ejerandel til gengæld.

Men lige lidt hjalp det.

Efter flere ifølge Ivan Sølvason fejlslagne strategier og satsninger havde gælden hobet sig op i virksomheden ITE, der havde gjort trolden Hugo verdenskendt.

- Til sidst ejede jeg halvdelen af en gæld på 29 millioner kroner, siger Ivan Sølvason med et grin.

Og det var gælden, som i sidste ende tvang ham til at sælge i 2002, lyder det.

2.290.000 kroner fik han for at slippe Hugo, og derudover solgte Ivan Sølvason rettigheder for cirka to millioner kroner.

- I alt har jeg nok fået omkring fem millioner kroner for mit firma og Hugo, anslår han.

Det laver han i dag

I dag bor Ivan Sølvason stadig på Strandvejen i Danmark.

Siden han solgte sin virksomheden, har han haft flere forretninger, og i dag er han direktør i Gefion Ventures i København, som rådgiver og hjælper firmaer med at fremskaffe kapital ved at trække på de erfaringer, som Ivan Sølvason har gjort sig gennem årene.

Hugo har han lagt bag sig.

Jeg tjente sindssygt mange penge på Hugo

Ivan Sølvason

Selvom skærmtrolden har været en stor del af hans karriere og liv, hænger der absolut intet i hjemmet, der minder ham om den tid, lyder det.

- Han er min baby. Det kan jeg ikke komme udenom, men ja, den tid er jo bare forlængst forbi, siger Ivan Sølvason.

Og pengene, han tjente de første ti gyldne år, de er også væk. Men det har han det fint med.

- Jeg tjente sindssygt mange penge på Hugo, og jeg har rejst jorden rundt og har ikke manglet noget i mange, mange år. For mig har det været et eventyr, det her. Det har været noget af det mest spændende, fortæller han. 

- Hvis jeg dør i morgen, har jeg prøvet alt, slutter Ivan Sølvason.