Populære TV 2-værter besøger og anmelder ’Badehotellet’

I anledning af TV 2s 30-årsfødselsdag tager Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt en tur på ’Badehotellet’ for at anmelde feriestedets faciliteter.

Flere og flere danskere har i de senere år valgt at holde ferie inden for landets grænser. Især har dillen med at tage på badehotel fået en markant opblomstring.

Et af de mere populære af slagsen er det fiktive Andersens Badehotel, som gennem de seneste fem sæsoner er blevet besøgt af millioner af danskere.

TV 2-ærterne Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt har derfor i anledning af kanalens 30 års fødselsdag i denne uge pakket bilen og er kørt til 'Badehotellet' for ved selvsyn at opleve stedet og anmelde det.

Se turen til 'Badehotellet' i videoklippet øverst.

Breinholt udkonkurreret af erfaren charmør

Værtsparret rejser dog ikke bare til Nordjylland. De rejser også tilbage i tiden og møder alle de populære karakterer fra ’Badehotellet’.

Blandt andre bliver de budt velkommen af hotellets oprindelige ejer Julius Andersen, spillet af Ole Thestrup, som gør sit bedste for at imponere de københavnske anmeldere: Han praler med, at hotellet netop har fået indlagt elektricitet.

Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt besøger Andersens badehotel og anmelder både maden, værelserne og stemningen.
Cecilie Frøkjær og Anders Breinholt besøger Andersens badehotel og anmelder både maden, værelserne og stemningen. Foto: TV 2-screendump

Men det viser sig, at TV 2-værterne ikke er de eneste, der har taget turen fra hovedstaden. Også den kongelige skuespiller hr. Edward Weyse, spillet af Jens Jacob Tychsen, er netop ankommet.

Som sædvanlig gør hr. Weyse dybt indtryk på 'Badehotellet's kvindelige gæster, og Cecilie Frøkjær er ingen undtagelse. Hun falder i svime, da Weyse sætter sig ved flyglet og synger 'Let's Fall in Love'.

Til gengæld er Anders Breinholt knap så begejstret for den garvede charmør og hans kvindetække.

- Jeg skal bede dig om at holde dine fingre i ro! Det her er ikke TV 2s julefrokost, vrisser han.

Så mens "Cille" lader sig charmere, går Anders Breinholt ovenpå for at teste værelset. Han går dog forkert flere gange, og undervejs opstår en række akavede situationer ved mødet med hotellets gæster.

Se hele videoen med TV 2-værternes besøg på ’Badehotellet’ øverst på siden. Sketchen er en del af TV 2s store fødselsdagsshow.

Se 'TV 2 30 år: Det store fødselsdagsshow' lørdag den 6. oktober kl. 21.20 på TV 2.