Hun er kvinden bag Larsens 'Lange Lone': - Jeg har meget at takke ham for

Mathilde Bondo er ikke det mindste i tvivl om, at Kim Larsens sangskat ikke vil gå i glemmebogen.

- Men jeg har da Lange Lone

og hun spiller violin

og når nerverne de klikker

så drikker vi en lille flaske

lille flaske brændevin…

Sådan lyder et af versene i Kim Larsen-klassikeren ’Østre Gasværk’, hvor han synger om den kolde tid i 1970’erne.

Virkelighedens ’Lange Lone’ hedder Mathilde Bondo. Hun var en del af 'Gasolin'-kliken dengang, og hun besøger mandag Go’ aften Danmark for at mindes sin mangeårige ven, der søndag sov ind. Kim Larsen blev 72 år gammel.

Selv var Mathilde Bondo på vej til Kolding for at se en udstilling sammen med sin mand, Lasse Helner, da hun modtog den triste nyhed. De vendte om med det samme.

 - Alle vil kunne huske, hvad man lavede den dag, Kim Larsen døde. Han fyldte meget i hele Danmark, og han ramte alle. Det er så sjældent, det sker. Han var den største, konkluderer den i dag 62-årige kvinde.

I klike med "gasserne"

Den fynske sangerinde stiftede bekendtskab med Kim Larsen og de andre 'Gasolin'-herrer omkring 1973. Hun var dengang i et forhold med en anden musiker, og det var herigennem, hun blev introduceret for ”Gasserne”, som hun kalder dem.

- Jeg kan huske, det var et miljø med meget gang i den. Vi hang meget ud med 'Gasolin', og jeg blev venner med dem alle og kom ind i varmen i den såkaldte klike, fortæller hun. 

- Jeg husker en ungdomsfornemmelse af, at vi var udødelige - døden var så langt væk. Der var en masse latter og skæg og ballade, fortæller Mathilde Bondo om sin tid med Gasolin, som hun også optrådte med ved flere lejligheder.
- Jeg husker en ungdomsfornemmelse af, at vi var udødelige - døden var så langt væk. Der var en masse latter og skæg og ballade, fortæller Mathilde Bondo om sin tid med Gasolin, som hun også optrådte med ved flere lejligheder. Foto: Allan Moe / Scanpix Denmark

I kraft af sin rolle som sanger og violinist i 'Hvalsøspillemændene', fik Mathilde Bondo også lov til at varme op for 'Gasolin' flere gange.

Og der gik da heller ikke længe, før hun havde fået sig kælenavnet ’Lange Lone’.

- Det var, fordi jeg var så lang. Han gav alle folk kælenavne. Alle hed noget andet end deres rigtige navn, fortæller hun om navnet, som siden skulle blive en del af den danske sangskat.

De var nogle hankatte, og de synes, jeg var en af deres piger

Mathilde Bondo, sangerinde og komponist, om Gasolin

Det skete, dengang Kim Larsen optrådte i udsendelsen ’Østre Gasværk’ med sangen af samme navn. I videoen står en ung Mathilde Bondo og skuler i baggrunden, før hun som 'Lange Lone' bryder ud i lystigt violinspil.

- Efter Østre Gasværk var alle danske øjne rettet mod mig. Det var godt timet, fortæller hun med henvisning til, at det var i netop denne periode, hendes første album, ’Pigesind’, udkom.

- Jeg har meget at takke ham (Kim Larsen, red.) for. Han indspillede også en af mine sange, fortæller hun om ’Syrenprinsesse’ fra ’Forklædt som voksen’-albummet.

Kæreste med 'Komponisten'

Siden de glade 'Gasolin'-dage har Mathilde Bondo gjort sangkarriere med sin mand, Lasse Helner.

Det var Lasse Helner, der komponerede musikken til ’Pigesind’, og det gav ham kælenavnet ’Komponisten’ hos Kim Larsen. Altså, da Lasse Helner endelig blev lukket ind i varmen.

- Lasse skulle godkendes af dem ('Gasolin', red). De var nogle hankatte, og de synes, jeg var en af deres piger. De endte dog med at godkende ham.

Sammen har ’Lange Lone’ og ’Komponisten’ - bedre kendt som folk-duoen ’Lasse og Mathilde’ - udgivet 14 albummer og spillet utallige koncerter.

Mathilde Bondo og Lasse Helner i 1978. Lasse skulle lige godkendes af
Mathilde Bondo og Lasse Helner i 1978. Lasse skulle lige godkendes af "Gasserne", inden han fik lov at være med i kliken. Foto: Henning Thempler / Scanpix Denmark

En gavflab og en gentleman på samme tid

Kim Larsen har de ikke haft så meget med at gøre med de seneste år. De har kun set ham ved et par koncerter hist og her.

Alligevel er Mathilde Bondo ikke det mindste i tvivl om, hvordan hun vil huske den – med hendes egne ord – ”højenergiske og generøse spillemand”, som hun tilbragte så meget af sin ungdom med.

- Han var altid sig selv. Jeg kaldte ham en gavflab og en gentleman, siger hun og fortsætter:

- Han gjorde det, han ville. Han var meget udansk, og han blæste på janteloven. Der var noget spradebasse over ham.

Mathilde Bondo sammen med Kim Larsen, som hun beskriver som både en gavflab og en gentleman.
Mathilde Bondo sammen med Kim Larsen, som hun beskriver som både en gavflab og en gentleman. Foto: TV 2

Og hans musik, den vil leve for evigt. Det er hun ikke i tvivl om.

- Han ramte en nerve. Nogle kalder hans sangskrivning enkel, men det er den ikke. Han kunne bare komprimere nogle ord, så det gav en så stor mening. Den måde at skrive sange på er fuldstændig vidunderlig.