Nikolaj Coster-Waldau skal betale millioner for kontraktbrud

16x9
Selvom Nikolaj Coster-Waldau lige nu er midt i en meget speget sag, kan han glæde sig over, at senere på året er nomineret til en Emmy-pris for sin rolle i 'Game of Thrones'. Foto: Scanpix

En voldgiftsret mener, at en aftale underskrevet af den danske skuespiller er ægte. Selv mener han, at den er proforma.

I en usædvanlig kontrakttvist, der indebærer muligheden for svindel med amerikanske immigrationsregler, er Nikolaj Coster-Waldau blevet beordret til at betale samlet to millioner dollars - omkring 12,8 millioner kroner - til sin tidligere manager.

Det skriver det amerikanske medie The Hollywood Reporter.

Den danske skuespiller, der primært er kendt for sin rolle i hitserien 'Game of Thrones', blev fra 2006 til 2015 repræsenteret af manageren Jill Littman og firmaet Impression Entertainment.

Da samarbejdet endte, opstod der en strid mellem de to parter over, hvad Nikolaj Coster-Waldau skyldte i provision til sin tidligere manager. Uenigheden endte med, at danskeren i juli 2017 lagde sag an mod Jill Littmann.

Ifølge retsdokumenterne sendte den danske skuespiller den 18. september 2015 en e-mail, hvori han forklarede opsigelsen af samarbejdet med, at han ville tage kontrol over sin karriere selv, fordi arbejdet med 'Game of Thrones' snart var slut.

Mens Littman arbejdede for danskeren, fik hun 10 procent af hans indkomst, men stridens kerne er, hvorvidt den tidligere manager også skal have betaling for den del af Nicolaj Coster-Waldaus arbejde, der var påbegyndt før, han opsagde samarbejdet, men afsluttet efter.

Nikolaj Coster-Waldau på hest i sjette sæson af 'Game of Thrones' - en af verdens mest populære tv-serier.
Nikolaj Coster-Waldau på hest i sjette sæson af 'Game of Thrones' - en af verdens mest populære tv-serier. Foto: Capital Pictures / Scanpix

Siden september 2015 er der nemlig filmet yderligere to sæsoner af 'Game of Thrones', og ifølge retsdokumenterne mener Jill Littman, at  'Game of Thrones' ikke er et afsluttet arbejde for Nicolaj Coster-Waldau. Hun vil derfor have, at danskeren skal fortsætte med at betale af sin indkomst fra 'Game of Thrones', indtil serien stopper.

Ifølge Coster-Waldau opererede han og Littman i henhold til en mundtlig kontrakt, der ikke indeholdt nogen aftale om betaling efter endt samarbejde.

Fup med immigrationsregler

Den tidligere manager har imidlertid fremvist skriftlige kontrakter, som hun mener siger noget andet. De er tilbage fra 2011 og 2014, hvor Jill Littman og Impression Entertainment hjalp Nicolaj Coster-Waldau med at få arbejdtilladelse i USA.

Den danske skuespiller mener dog, skriver The Hollywood Reporter, at de dokumenter kun var proformakontrakter, der skulle fungere som en hurtig genvej til netop at skaffe en arbejdstilladelse i USA.

Den sidste sæson af Game of Thrones er sat til at få premiere i april 2019.
Den sidste sæson af Game of Thrones er sat til at få premiere i april 2019. Foto: HBO Nordic

En voldgiftsret har dog slået fast, at de skriftlige kontrakter er at regne som ægte, og at Nicolaj Coster-Waldau skal betale de to millioner dollars til Jill Littman.

Ifølge The Hollywood Reporter har Nicolaj Coster-Waldaus advokat dog allerede meddelt, at man vil have sagen prøvet ved en højere retsinstans i Los Angeles. Coster-Waldau har ikke selv ønsket at kommentere sagen overfor mediet.

TV 2 har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra Hollywood-stjernen, men det er på nuværende tidspunkt ikke muligt, da han er fanget i en storm på Grønland uden mobilsignal.

Tjent flere millioner dollars

Nicolaj Coster-Waldau modtog lidt over seks millioner kroner for hvert af de seks afsnit i syvende sæson af 'Game of Thrones'. Den gage er i den kommende sæson otte, der omfatter seks afsnit, blevet forhøjet til knap syv millioner kroner.