Niarn har lagt sit liv om - misbrug har stadig konsekvenser i dag

Nu barsler Niarn med nyt projekt, der ligger milevidt fra hans karriere som rapper.

- Selvom min historie ender lykkeligt, så har det stadig nogle konsekvenser, siger Niels Roos, der er mest kendt under sit rappernavn Niarn.

Han var kendt som en vild rapper, der var glad for alkohol og stoffer, men med tiden udviklede han et reelt alkoholmisbrug, der kulminerede i en livsfarlig betændelse i bugspytkirtlen. Han valgte at droppe karrieren som Niarn for at fokusere på sit helbred.

I dag er han ædru på femte år, men hans krop har stadig mén efter de mange år med alkohol.

- Jeg har fucket mig selv så meget op, at jeg må leve forholdsvist sundt for at have det fysisk behageligt. Jeg er ikke meget for det, men sådan må det være, griner den i dag 38-årige Niels Roos.

Han kan eksempelvis i dag ikke spise en stor bøf uden at få kvalme og tømmermændslignende symptomer. Det skyldes blandt andet, at enzymdannelsen og insulinproduktionen er svækket efter bugspytkirtelbetændelsen.

- Især en bøf med god fedtkant, eller hvis jeg tager til en stor fødselsdag med virkelig god mad, gør, at jeg får det dårligt. Jeg bliver svimmel og får kvalme, og i nogle tilfælde må jeg også kaste op, fortæller han.

Udover det kæmper han med kraftig halsbrand, der generer ham dagligt og gør, at han mister appetitten.

Sådan så Niels Roos i 2012. Da alkoholmisbruget var på sit højeste, vejede han 102 kilo. Siden har kiloene raslet af ham.
Sådan så Niels Roos i 2012. Da alkoholmisbruget var på sit højeste, vejede han 102 kilo. Siden har kiloene raslet af ham. Foto: keld navntoft / Scanpix

- Når jeg lægger et billede på Instagram, så skriver folk, at jeg har tabt mig, siger han. 

Dårlige minder

Men det er ikke kun de fysiske følgevirkninger af misbruget, der præger Niels Roos' liv i dag. Han undgår også større sociale arrangementer, hvor der bliver serveret alkohol, på grund af dårlige minder. 

- For der er altid én, der drikker sig stiv og opfører sig dumt, og det kan jeg ikke se på. Når jeg ser den person opføre sig dumt, så bliver jeg mindet om alle de gange, det har været mig. Så bliver jeg vred på ham eller hende, og det er jo ikke fair.

Nu forsøger han at passe sine møder i AA, Anonyme Alkoholikere. For selvom han lige nu er et godt sted i forhold til sit misbrug, så er det vigtigt for ham at være der for nye medlemmer. 

- Så de kan se, at der er en vej ud, siger han. 

Og det virker til, at han har fundet sin vej ud. Han lever i dag et familieliv i København med sin kone Asal Shahverdi og deres fælles datter, der snart fylder fire år.

Egentlig var det planen, at han var færdig med musik. Da han besluttede sig for at blive ædru, var det også et endeligt farvel til karrieren som rapperen Niarn.  

Men så fandt han sin gamle guitar frem - den, han havde fået af sin mor i 13-årsfødselsdagsgave.

Lysten skulle findes frem

Efter hospitalsindlæggelsen begyndte lysten til at spille musik at snige sig ind på Niels Roos.

- Jeg tror kun, det holdt en måned, det der med ikke at ville spille musik, siger han og fortsætter:

- Det gik op for mig, at jeg var træt af, at det skulle betale mine regninger. Så jeg havde brug for at lave musik igen, fordi jeg havde lyst, fordi jeg bare ikke kunne lade være.

Han begyndte at spille musik på hobbyplan med et par venner. En dag fandt han sin gamle guitar frem. Han kunne et par akkorder, som han satte sammen med et par af de melodilinjer, der havde trængt sig på.

- Jeg kunne mærke, jeg havde nogle sange med lidt mere dybde, lidt mere mening i, fortæller Niels Roos.

Nul rapmusik

Sangene begyndte at tage form, og sammen med tre musikervenner kan han nu snart afsløre noget helt nyt materiale. Men modsat hvad de fleste vil tro, så er det ikke hårdkogt rapmusik. 

- Jeg kan simpelthen ikke rappe længere. Jeg kan godt teknikken, men når jeg sætter mig ned og vil lave musik, så er det ikke rap. Det er sange, der kommer ud i stedet for, fortæller han. 

Her ses Niels med musikervennerne.

Derimod handler sangene om den skæbnesvangre tid, hvor han besluttede sig for at droppe alkoholen.

- Alle sangene kredser om tiden, hvor jeg blev ædru. Ugerne op til indlæggelsen, selve indlæggelsen og tiden lige efter. Der er et slags tema og de kredser meget om misbrug, afhængighed og selvfølgelig kærlighed og frustrationer.

Han betegner det som et hyggeprojekt. Målet er ikke at blive superstjerne igen. Han håber, sangene kan hjælpe andre, der har haft alkoholmisbrug inde på livet. 

Hvis de gamle Niarn-fans ikke kan lide hans nye musikalske stil, så gør det ham ikke det store.

-  Jeg er heldigvis nået en alder, hvor jeg er ligeglad med, hvad folk synes om mig.

Niels Roos' nye musikalske projekt udkommer til efteråret. 

Se dokumentaren 'Niarns død' om Niels Roos' nedtur og misbrug på TV 2 PLAY.