’X Factor’-dommeren Ankerstjerne med de bløde hits bliver den hårde mand

Gennem en årrække har han været den mest spillede danske komponist herhjemme. Snart vil musikmageren Ankerstjerne uddele ris og ros i bedste sendetid.

Mange kender sikkert Rasmus Seebachs hits ’Olivia’, ’2017’ og ’I mine øjne’. Eller måske Burhan G’s ørehængere ’Din for evigt’, ’Karma’ og ’Lucy’.

Det er faktisk også sange, som den nye ’X Factor’-dommer Lars Ankerstjerne Christensen har været med til at skrive og komponere.

Udover at han rapper under sit eget navn, har han haft stor succes som sangskriver og producer. Men man skal ikke tage fejl af manden bag de fløjsbløde hits.

Fakta: Ankerstjerne

  • Lars Ankerstjerne Christiansen
  • Kendt under kunstnernavnet Ankerstjerne
  • Født den 15. august 1984 (33 år)
  • Var i 2013, 2014 og 2015 den danske komponist, der blev afspillet flest gange i radio og på tv herhjemme
  • Opvokset i Hundige på den københavnske vestegn
  • Skal være far til efteråret med kæresten Lise Kofoed

- Meget af den musik, som vi har haft succes med, har forholdt sig til følelser, familie og forhold. Det er helt sikkert en del af mig, men i mit arbejde tror jeg, at de fleste vil sige, at jeg er hård. Jeg tror, at jeg er svær at imponere. Jeg har ingen tålmodighed, når folk ikke gør deres bedste, siger han og bemærker:

- Men når jeg så forelsker mig i nogen, så er jeg også tosse dedikeret.

Håber på et lynnedslag

Ifølge foreningen for komponistrettigheder, Koda, kunne Ankerstjerne i 2013, 2014 og 2015 faktisk bryste sig af at være den danske komponist, der er blevet afspillet flest gange i radio og på tv herhjemme.

I dag arbejder han en del med talentudvikling. Han vil bruge den viden, han har opbygget gennem et årti i musikbranchen - uden en manager - i sit nye job som dommer.

Jeg har ingen tålmodighed, når folk ikke gør deres bedste

Ankerstjerne, 'X Factor'-dommer

Samtidig krydser han fingre for, at der dukker nogen op til auditionrunderne, som ”tænder en ild i ham”.

- Jeg håber, at jeg finder en gruppe eller en solist, som kan føles lidt som et lynnedslag eller et eventyr, man kan være med i. Det vil være det fedeste i hele verden, siger Ankerstjerne, der går benhårdt efter en sejr i tv-programmet.

- Det er klart, at jeg skal være med i ’X Factor’ for at vinde det. Når det slutter, så har jeg vundet det. Det er min målsætning, men det kræver, at der kommer nogle talenter, som jeg kan forelske mig i og kan gøre noget godt for.

Ankerstjerne om sine meddommere

Onsdag kunne Sofie Linde præsentere det samlede dommerhold i den kommende sæson af ’X Factor’, der bliver vist på TV 2 i det nye år.

Her ses det nye 'X Factor'-team. Fra venstre er det vært Sofie Linde og så de tre dommere Thomas Blachman, sangeren Oh Land og musikmageren Ankerstjerne.
Her ses det nye 'X Factor'-team. Fra venstre er det vært Sofie Linde og så de tre dommere Thomas Blachman, sangeren Oh Land og musikmageren Ankerstjerne. Foto: Foto: Lars E. Andreasen/TV 2

Udover Ankerstjerne vil også sangerinden Oh Land og ’X Factor’-veteranen Thomas Blachman give deres besyv med som dommere under auditionrunderne, og når liveshowene går i gang.

Ankerstjerne kender kun Blachman fra tv-skærmen, og det har bestemt ikke afskrækket ham.

- Jeg har altid været vild med ham. Jeg synes, han er sej. Han slår mig som et menneske, som har en mission. Det respekterer jeg sindssygt meget. Det er ikke, fordi jeg altid 100 procent kan afkode, hvad det går ud på - men jeg synes, han er dygtig og sjov, og han er helt klart også en grund til, at jeg har sagt ja til programmet.

Han ser også frem til at lære sangerinden Nanna Øland Fabricius, der går under kunstnernavnet Oh Land, at kende.

- Hun slår mig som en kunstnerisk sjæl, og det kan jeg også enormt godt lide. Jeg tror, at hun ligesom mig er æstetiker. At hun går op i fortællingen omkring det kunst, man laver, og det synes jeg er inspirerende.

Se hvordan det så ud, da de to sidste dommere, Oh Land og Ankerstjerne, blev offentliggjort onsdag.

Thomas Blachmann bliver flankeret af to nye dommere til årets X Factor. Video: Carina Buus