Nybagt far, ven med Cristiano Ronaldo og 'Kongen af latinopop' - Enrique Iglesias er tilbage

Han kaldes en levende legende, men til TV 2 afviser Enrique Iglesias den betegnelse: "Det skal man hedde Bruce Springsteen for at være."

Tina Ellen Petersen fra Søllested på Lolland er 52 år, arbejder som plejemor, og så er hun med egne ord "godt gift".

Men Tina Ellen Petersen er også noget andet. 

Hun er - som flere andre kvinder - glødende fan af latin-loveren Enrique Iglesias, og det har hun været, siden hun hørte akkorderne på den spanske guitar, der starter megahittet 'Bailamos', som i 1999 blev sangerens internationale gennembrud.  

Derfor glæder hun sig til søndag aften, hvor den spansk-amerikanske sanger igen er i Danmark og optræder i Royal Arena i København - ni år efter seneste koncert. Også selv om hun allerede har set "Enrique" tre gange før: 

- Julegaven var billetter til hele familien. Jeg plejer at sige, jeg har min mand, Knud, og så har jeg min kæreste, Enrique. Han laver dejlig glad musik og ser jo pissegodt ud, fortæller Tina Ellen Petersen og forsikrer, at hendes mand skam også har brune øjne og mørkt hår.

Ni år er imidlertid lang tid i showbiz, og Enrique har med adskillige monsterhits, verdensturnéer og en titel som forholdsvis nybagt far da heller ikke hvilet på laurbærrene, siden han besøgte Horsens i 2009. Det fortæller han til TV 2. 

Enrique Iglesias: Åndssvagt, der er gået så lang tid

Blandt andet har latinosangeren hittet med sangen "Bailando" fra 2014, der er blevet set 2,5 milliarder gange på Youtube. Det gør den til den 11.-mest streamede video på mediet - nogensinde. 

- Det er åndssvagt, at der er gået ni år siden seneste koncert, så jeg har store forventninger. Der er mange sange, jeg optræder med for første gang foran et dansk publikum, siger han.

Enrique er glad for Danmark og danskerne, som ifølge ham emmer af overskud.

- Udover at det lader til, at alle cykler i Danmark, er det mit indtryk, at I er utrolig positive, høflige og easy-going, samtidig med I er velorganiserede.

- Der er masser af steder i verden, der er ekstremt organiserede, men hvor folk også er stressede. I Danmark formår I at kombinere orden og afslappethed, siger sangeren.

Man kan som dansk fan imidlertid godt begynde at stresse, hvis man drømmer om at spotte Enrique i det københavnske gadebillede.

Han opholder sig under 24 timer i Danmark, inden han atter vender mod sit hjemland, USA.

Den trofaste latin-lover

Enrique Iglesias har adskillige gange fået mærkatet ”latin-lover” klistret på sig.

I sig selv indlysende, når man er søn af kvindebedåreren og den storsælgende spanske sanger Julio Iglesias og samtidig synger om den smertefulde kærlighed i et ikke ubetydeligt antal numre.

Imidlertid er der stor forskel på far og søns kvindesyn. Papa Julio sikrede olivenolie på brødet til Spaniens paparazzijournalister, da han særligt i 1970’erne og 1980’erne delte ud af kærlighedsromancer og sit liberale syn på kærlighed.

Blandt andet har Julio Iglesias sagt, at han lærte at flirte som 3-årig, og det har været en kendt og elsket myte, at han var sammen med 3000 kvinder i løbet af 70’erne - noget Julio har dementeret.  

Sønnike Enrique er dog gået i den anden grøft og har offentligt understreget, at antallet af erobringer ikke var vigtigt for ham. Måske har han derfor været sammen med sin russiske kæreste, tennisspilleren og modellen Anna Kournikova, siden 2001.

De to mødtes til indspilningen af sangen 'Escape'.

I modsætning til far Julio og hans harem af skønheder har Iglesias den yngre foretrukket det stille liv uden om pressens evige nysgerrighed. Bedst illustreret ved, at han fik tilladelse af Miamis bystyre til at opføre en markant mur på matriklen, der holder kameralinserne væk fra det spansk-russiske par. 

Mingler med cremen af kendis-Spanien

Anna og Enrique er for få måneder siden blevet forældre for første gang.

Netop far-rollen har ikke kunne undgå at ændre Enriques syn på livet. Ved sin seneste optræden i Lissabon aftalte han - sammen med vennen Cristiano Ronaldo - at donere syv procent af koncertindtægterne til afdelingen for kræftramte børn på et lokalt hospital i den portugisiske hovedstad.

- Jeg har arbejdet med Red Barnet i nogle år, men det er klart, at jeg med far-rollen har fået en bedre forståelse for, hvad man tænker, når ens barn er sygt. Alderen får også en til at tænke mere over, hvordan ens status som kendt kan hjælpe andre, siger han til TV 2. 

Når Enrique Iglesias henkastet nævner sit venskab med Cristiano Ronaldo, fortæller det også en historie om en kunstner, der færdes hjemmevant med cremen af kendis-Spanien.

De to mødte hinanden i 2007, da sidstnævnte driblede rundt som offensiv midtbanespiller i Manchester United, og de er siden blevet forretningspartnere i den eksklusive restaurantkæde Tatel. Den kan man spise på i Cristianos hjemby, Madrid, Enriques hjemby, Miami, og deres fælles foretrukne fest-ø, Ibiza.

De er ikke alene om at have investeret i restauranten. Overskud og underskud deler de med et par af Spaniens andre store sportsstjerner: tennisspilleren Rafael Nadal og basketspilleren Pau Gasol. 

- Vi elsker vores restauranter, vi er meget passionerede omkring dem, siger medindehaver Iglesias.

Danske fans af det spanske sprog

Enrique har på et punkt efterlignet sin far: Han har solgt millioner og atter millioner af album og er i 2010'erne blevet storstreamet. 

Hans primære publikum findes i USA, Spanien og Latinamerika, men hans popularitet er skvulpet over til resten af verden - på trods af at meget af Enriques musik er på spansk.

Ifølge Tina Ellen Petersen er musikken dog ikke så spansk, at det gør noget. 

- Jeg synger med på "skraldespansk", og så kan jeg google eller spørge min søn, der har læst spansk, hvis der er noget, jeg ikke forstår, siger hun. 

Enrique selv tror også hemmeligheden bag hans globale succes skal findes i, at han startede med hits på engelsk og fortsat leverer sine sange i lige store dele engelsk og spansk – kendt som spanglish.

- Der er ikke nogen formel, men for mit danske publikum blev jeg først kendt for mine engelske sange, og da de heldigvis blev en succes, tror jeg, man er mere åben over for at give mine spanske numre en chance, fordi folk føler, de kender Enrique, siger han.

Ekspert: Han har ikke den største vokal, men han er charmerende

Radiovært og ekspert i popmusik Niels Fez Pedersen kan sagtens se, hvorfor Enrique Iglesias er blevet et hit.

- Han er ikke den største vokalist, men han har fundet sit leje. Og så har han jo idolmateriale. Han er charmerende, køn og har sit efternavn med sig.

Niels Fez Pedersen peger på, at vi i Danmark og generelt i den engelsk-sprogede del af verden godt kan overse spansk-sproget musik.

- Vi har en tendens til at glemme, hvor stort det latinamerikanske musikmarked er. Enrique Iglesias klarer sig fint uden Danmark, ligesom at den mest sete video på Youtube er "Despacito" – ikke den engelske udgave med Justin Bieber, men den originale på spansk.

Imidlertid er markedet for potentielle danske Enrique-fans blevet større takket være streamingtjenesterne. Det har gjort det lettere for nysgerrige lyttere at opdage musik fra de sydligere breddegrader, lyder vurderingen.

- I gamle dage skulle man ned i særlige pladebutikker for at finde musik fra Latinamerika. I dag kan du takket være streamingtjenesterne meget lettere lytte til latinomusik som J. Balvin, Luis Fonsi, Daddy Yankee og Enrique Iglesias, der dermed finder et større publikum, siger Niels Fez Pedersen. 

- Legende? Ikke mig

Arrangørerne bag søndagens koncert er ikke blege for at sælge Enrique Iglesias som en verdensstjerne og "latinopop-legende". 

Karakteristikken finder han smigrende, men han deler ikke skudsmålet: 

- Haha, nej, legende skal man hedde Bruce Springsteen eller Bob Marley for at være. Forhåbentlig opnår jeg legende-status en dag, griner han.

Legende eller ej. Enrique har en særlig plads i Tina Ellen Petersens fanhjerte. Hun undrer sig i mellemtiden i sit stille sind over, at der ikke er flere danskere, der er faldet for Enriques drengede charme og spanske rim.

Hendes forsigtige bud er, at Enrique og anden latinopop ikke anset for være lige så fint som andet musik. 

- Danskerne skal være så kulturelle – der skal helst være politiske budskaber i sangene, og de skal betyde noget. Der er Enrique befriende. Det er bare glad musik, man kan danse til. Jeg bliver aldrig for gammel til Enrique, understreger hun. 

Enrique Iglesias spiller klokken 20.00 i Royal Arena i København.