Alle fem Spice Girls finder sammen igen - klar med ny koncert

16x9
De fem Spice Girls-medlemmer optrådte sidst sammen i 2012 til OL London. Foto: Stefan Wermuth / Ritzau Scanpix

Rygterne begyndte at svirre i februar. Nu bekræfter Melanie Brown.

Efter flere års pause finder de fem Spice Girls nu sammen igen og giver koncert. Det bekræfter Melanie Brown, bedre kendt som Mel B eller Scary Spice, over for det britiske blad Hello Magazine.

- Aftalen er på plads, og vi glæder os alle fem meget til at gå på scenen igen, siger hun.

Gruppen bag hits som 'Wannabe' og 'Spice up your life' skal spille sammen i september måned, men hvor, hvornår og i hvilken anledning er endnu ikke offentliggjort.

Rygter har svirret siden februar

Nyheden, der vil glæde mange børn af 90'erne, kommer i kølvandet på flere måneders rygter. De begyndte i februar, da Victoria Beckham (Posh Spice) delte et billede af de fem på Instagram.

- Vi er sammen igen, i den forstand at vi har samme management som i 90'erne, hr. Simon Fuller. Vi taler om muligheder for fremtiden, sagde Melanie Brown i marts.

Nummer 1 i 37 lande

Spice Girls slog igennem i 1996 med nummeret 'Wannabe', som lå nummer et på hitlisterne i 37 lande. Bandet gik i opløsning i 2000, to år efter Geri Halliwell, der senere er blevet gift Horner, gik solo. Gruppen turnerede igen sammen, da deres Greatest Hits-album udkom i 2007.

Sidst, de fem optrådte sammen, var til afslutningsshowet under OL i London i 2012.

I 2016 arbejdede tre af medlemmerne, Melanie Brown, Emma Bunton og Geri Horner (kendt som henholdsvis Scary, Baby og Ginger Spice) på ny musik sammen i anledningen af gruppens debutalbums 20-årsjubilæum. Planerne om en turné blev dog droppet, da Geri Horner blev gravid.