Henriette Zobel om spirituskørsel: - Det var fuldstændig vanvid

For to år siden blev hun sigtet og dømt for spirituskørsel. Nu fortæller Henriette Zobel for første gang om det, der skete bag kulissen.

Den 7. maj 2016. En dato, der på mange måder var skelsættende for Henriette Zobel.

I offentligheden var hun et kendt ansigt. Kendt for at leve et jetset-liv som model og iværksætter, og hun havde sin gang på kongehusets bonede gulve, men bag den pæne facade så det helt anderledes ud.

Det fortæller Henriette Zobel i 'Go' morgen Danmark'.

Og den dag i maj for snart to år siden slog facaden for alvor revner, da hun blev taget i at køre bil med alkohol i blodet.

Henriette Zobels promille lød på 2,26, og prøverne viste også, at hun havde det beroligende middel octopax i blodet. Det kostede hende i 2017 en treårig frakendelse af kørekortet, en betinget dom og en tur på forsiden af flere af landets store aviser.

- Jeg var rimelig stiv. Det er der ingen tvivl om. Der er ingen undskyldning for det, og det var fuldstændig vanvid, at jeg kunne finde på at sætte mig ind i en bil med den promille, men ikke desto mindre kan jeg ikke lave om på det, og jeg er nødt til at forholde mig til det, lyder det fra Henriette Zobel.

Fortryder det hun gjorde

I dag fortryder hun sin spirituskørsel.

Henriette Zobel er ikke stolt af det, hun har gjort.

Alligevel har hun nu valgt at stå frem for at fortælle sin historie. Hun håber det vil sætte fokus på den alkoholkultur, der hersker i Danmark og bragte hende helt ud til kanten.

- Nu føler jeg mig klar, og jeg føler mig afklaret. Jeg har lagt skylden og skammen bag mig, og jeg er klar til at gå ud og gøre en forskel, for jeg ved, at der er så mange derude, der lider og faktisk dør af det, hvis ikke de får behandling, siger Henriette Zobel i 'Go' morgen Danmark'.

Tallene taler deres eget tydelige sprog.

Alkohol koster liv

Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste undersøgelse på området har alkohol stor betydning for folkesundheden i Danmark.

13,8 procent af alle danskerne har et ugentligt alkoholforbrug, der er så højt, at de risikerer at blive syge på grund af alkohol.

Og omkring 3.000 dødsfald herhjemme hvert år kan relateres til alkohol, enten som den primære eller medvirkende dødsårsag. Det svarer til seks procent af alle dødsfald, skriver Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsens 7 udmeldinger om alkohol

  • Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred
  • Drik ikke alkohol for din sundheds skyld
  • Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd
  • Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol, hvis du drikker mere end 14/21 om ugen
  • Stop før 5 genstande ved samme lejlighed
  • Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld
  • Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Ifølge Henriette Zobel foregår misbruget ofte i det skjulte. Man forsøger som alkoholiker at opretholde en facade, ligesom hun selv gjorde.

For i Danmark er alkoholmisbrug et tabu, forklarer hun.

- Vi har en mærkelig kultur i Danmark. Vi er flere år bagud i forhold til USA, hvor jeg kan sidde og sige: "Jeg har lige fået ordnet negle, og i øvrigt var jeg i behandling i sidste måned", og så snakker man videre om nogle andre ting.

- I Danmark siger vi: "Fy, fy, skamme, skamme, vi må ikke tale om det", siger Henriette Zobel. Hun taler af erfaring.

Misbruger i 23 år

Under retssagen kom det frem, at den tidligere model har kæmpet med sit alkoholmisbrug i årevis.

Siden hun var 33 år, har hun forsøgt at tøjle sin afhængighed gennem behandlingsforløb, og det var lykkedes hende at holde den nede i 14 år, inden hun som 47-årig faldt i igen, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

Episoden i 2016 var kulminationen på et misbrug, som bare voksede og voksede.

Henriette Zobel kæmper stadig for ikke at falde tilbage og drukne sig selv i den alkohol, som har været tæt på at ødelægge hendes og andres liv. Her fortæller hun om en af de værste episoder. Video: Thomas Jørgen Seerup

Da det stod allerværst til, drak Henriette Zobel også om morgenen.

- Jeg har været på psykiatrisk afdeling. Jeg har været hele viften igennem. Jeg var kommet så langt ud, at jeg faktisk kunne være død af det, fortæller hun.

- Men det er jeg ikke, lyder det fra Henriette Zobel, som efterfølgende har været i flere behandlingsforløb for at slippe misbruget.

For det er ikke nemt at vende alkoholen ryggen, når man først er blevet afhængig, påpeger Henriette Zobel, som stadig kæmper for ikke at falde tilbage og drukne sig selv i den alkohol, som har været tæt på at ødelægge hendes og andres liv.

I dag har hun med sine egne ord "et afklaret forhold" til alkohol.

Henriette Zobel arbejder som selvstændig meditations- og mindfuldnesslærer, hvor hun deler ud af sine erfaringer. Hun vil ikke længere bøje nakken, siger hun. 

 - Jeg kan ikke længere fylde mit liv med skyld og skam. Jeg vil hellere tale om det åbent og ærligt og sige tingene, som de er, for at inspirere andre.