Beyoncé og Jay-Z giver koncert i Danmark

16x9
Beyoncé Knowles og Jay-Z gæster Parken til sommer. Her er de fotograferet til Grammy Awards i 2014. Foto: Frederic J. Brown / Scanpix Denmark

Powerparret Beyoncé og Jay-Z går på scenen sammen i Parken til sommer.

Rygterne har svirret siden sidste uge, og nu bekræfter superstjernen Beyoncé, både på sin hjemmeside og sociale medier, at hun og ægtemanden Jay-Z tager på fælles verdensturné.

På hjemmesiden annoncerer sangerinden rækken af koncerter, som bringer det amerikanske powerpar verden rundt. 

Dermed er det nu officielt, at parret kommer til Danmark med en fælleskoncert i Parken i København den 23. juni 2018. 

Billetter til koncerten kan købes fra den 19. marts klokken 10, blandt andet via Ticketmaster. De fås i syv forskellige prisklasser fra 480 til 1140 kroner. 

Ifølge Beyoncés hjemmeside kan man dog sikre sig en billet på forkant, da førsalget starter den 14. marts. 

Anden fællesturné

Det er anden gang, parret tager på turné sammen. Deres første fællesturné var i 2014 og hed 'On The Run Tour', og den nye turné betegnes da også som en toer med navnet 'OTR II'. 

I 2014 bestod setlisten ifølge Soundvenue af en sammenblanding af stjernernes albums, og mediet forudser, at den nye turné kommer til at byde på det bedste fra Beyoncés seneste udgivelse 'Lemonade' og Jay-Zs seneste '4:44' samt hits fra deres bagkataloger. 

Se promotionvideoen for 'OTR II' i videoen herunder:

15 koncerter i Europa

Sidste gang gav de to stjerner kun to koncerter i Europa - begge i Paris - men det er ikke tilfældet denne gang. Her gæster Beyoncé og Jay-Z hele 15 europæiske byer. 

Turnéens europæiske del skydes i gang den 6. juni med en koncert i Cardiff og slutter den 17. juli i Nice, mens den amerikanske turné begynder 25. juli i Cleveland. I alt kommer parret forbi 36 byer.

Sidst Beyoncé gav koncert i Danmark var i juli 2016, hvor hun var på sin store 'Formation'-verdensturné. I juni 2017 fik parret tvillinger og har nu altså tre børn sammen.