Joken, der toppede hitlisterne: Gulddreng er nu lagt i graven

- Der kommer en dag i enhver mands liv, hvor han må stoppe med at klæde sig ud og svine alle de andre kendte til, lyder det fra Gulddreng.

Den 20. maj 2016 fik hele Danmark en Gulddreng.

En over the top selvfed fyr, der med guldbling, Belvedere og spejlblanke solbriller bragede ind i musikbranchen med lige dele autotune, humor og talent for at skabe provokerede pophits.  

Men i aften, den 4. februar 2018, siger han endegyldigt farvel. Efter en lynkarriere med både haters og guldfans spillede han fredag sin allersidste koncert foran 11.000 mennesker i Royal Arena.

Og søndag aften kan Gulddreng opleves i sin ultimativt sidste optræden, når TV 2 Zulu sender årets 'ZULU Awards'. Som det ses i videoen i toppen af artiklen, flyver han her væk fra scenen med englevinger. 

Hittede igen og igen

Og hans farvel er nærmest lige så opsigtsvækkende, som hans gennembrud. 

Singlen ’Model’ smittede i sommeren 2016 hele Danmarks ungdom med, hvad der virkede som en uhelbredelig guldfeber. Den fik dem til at skråle: ”Er du model, er du model, vil du med på hotel?”.

Efter tre uger lå singlen nummer ét på Spotify, og herfra var linjen lagt. Ikke bare én, to eller tre singler fik den modtagelse. Det skete otte gange – i træk.

Gulddrengs musik er i dag blevet streamet mere end 100 millioner gange på Spotify, mens anti-jantelovsartisten også kan prale af blandt andet at have modtaget Publikumsprisen ved Danish Music Awards i 2016, en Gaffa-pris som ’Årets nye navn’ i 2017 samt to Zulu Awards.

Gulddreng er et fænomen i sig selv, og hans musik er blevet rigtig populært i Danmark.

En sviner til de kendte

Interessen for klassens nye dreng eksploderede dog først for alvor, da han i juli 2016 formåede at levere en decideret branche-sviner i form af sin anden single ’Se Mig Nu’.

Alle fra Emil Stabil til Kidd, TopGun, Gilli, Blak og Christopher fik Gulddrengs overlegenhed at føle, og pludselig blev pressen interesseret.

Hvem var denne unge, flabede hitmager, der pludselig hævede sig over alle de andre og mere erfarne af sin slags?

Der kommer en dag i enhver mands liv, hvor han må stoppe med at klæde sig ud og svine alle de andre kendte til

Gulddreng på Facebook i talen 'En afskedstale til folket'

Som en del af strategien var Gulddreng uden for mediernes rækkevidde. Tog aldrig solbrillerne af, talte med nydansk accent, afslørede ingenting fra sit privatliv og gav ikke interviews.

Men linsen styrede alligevel mod den dengang 22-årige Malte Fynboe Manniche Ebert fra Vejle. Og mediernes graven gav panik i Gulddreng-lejren, viste dokumentaren 'Gulddreng vs. Malthe', som blev sendt i efteråret.

På det tidspunkt havde holdet bag fænomenet Gulddreng ikke planer om at afsløre hitmagerens sande identitet. Så i stedet for at lade masken falde, svarede Gulddreng igen med et nyt hit:

- Fuck Se og Hør, hva' så? Nu ved I, hvad jeg hedder, og alle dem, der leder, kan finde mig på toppen, hva' så?, lød det i singlen 'Hva' Så'.

Gulddreng på scenen i Store Vega i januar 2017.
Gulddreng på scenen i Store Vega i januar 2017. Foto: Torben Christensen / Scanpix Denmark

Sheiken i millionvest

Idéen om Gulddreng tog dog, som medierne efterhånden fik opklaret, sin begyndelse i Vejle. Malte Ebert havde sammen med sine venner brugt scorereplikken ”er du model?” i sjov. Det blev hurtigt til et omkvæd, som fik et beat og en melodi, og så lød det som en popsang, der kunne udgives.  

Men det skulle ikke ske i Malte Eberts navn. Han skulle lave seriøs musik og valgte sammen med sin manager at opdigte en karakter med en udløbsdato, der altid var ovenpå og alt for meget. Og som med tiden blev en parodi på en overforbrugsmentalitet af dyre flasker, luksushoteller og damer i massevis. 

Og da Malte Ebert en nat faldt over et billede af en ganske rig sheik iført en milliondyr vest syet af guldtråd, stod det klart: Hans alterego skulle hedde Gulddreng.   

Gulddreng optrådte i 'X Factor'-finalen 2017 foran Remee - som han gennem hele sin karriere har set meget op til og kaldt sin far.
Gulddreng optrådte i 'X Factor'-finalen 2017 foran Remee - som han gennem hele sin karriere har set meget op til og kaldt sin far. Foto: Torben Christensen / Scanpix Denmark

- Tak til mig selv

Men nu har den 24-årige vejlenser og holdet omkring ham valgt at dræbe den karakter, som gjorde ham til stjerne på rekordtid.

Og Gulddreng løfter lidt af sløret for sin forsvinden i sin afskedsversion af en nytårstale, som han naturligvis sluttede med et ”Guld bevare Danmark”. 

- Jeg gik ikke nummer ét, hver gang jeg udgav en ny sang. Det har jeg det dårligt med (…) Hvis I bare havde hørt mine sange noget mere… Det er for sjov. Det er jeg ikke ked af. Eller hvad?, siger han tvetydigt og fortsætter så mere klart:

- Der kommer en dag i enhver mands liv, hvor han må stoppe med at klæde sig ud og svine alle de andre kendte til. Jeg kan ikke blive ved med at være Gulddreng.

Og han er sluttet af på Gulddreng’sk manér. Med et album med titlen ’Farvel’, hvor han mest af alt takker sig selv – og undskylder en lille smule for alt det, han har sagt.   

I det foreløbigt sidste opslag på sin Facebook-profil optræder Gulddreng for første gang uden de vanlige solbriller med en akustisk version af sangen 'Farvel'. Se den i videoen nedenfor: 

Tak til mig selv :)

Tak for alle de ting I ga' til mig Alle de søde ting I sagde til mig Men mest af alt, tak til mig selv gulddreng.lnk.to/Farvel_Edit

Posted by Gulddreng on Wednesday, January 31, 2018

Har danset på kanten af virkeligheden

Men var det hele så bare satire? En bevidst iscenesættelse, der blev en kæmpe succes?

- Det, tror jeg ikke, man kan sige ja eller nej til, forklarer Gulddrengs nu tidligere manager, Christian Skjølstrup. 

Gulddreng har en snas af Malte, og Malte har en snas af Gulddreng

Christian Skjølstrup, manager

- Jeg synes, vi har danset på kanten af virkeligheden hele vejen igennem. Vi har taget tidstypiske emner op, og det har hele tiden været en balancegang mellem at bruge satire til at sætte fokus på nogle af de ting, som foregår i virkeligheden. Og så bliver man jo også grebet af at være den karakter, man har skabt. Jeg tror helt sikkert, Malte også vil sige, at Gulddreng har en snas af Malte, og Malte har en snas af Gulddreng.

Trods det er der tilbage kun at sige: Farvel, Gulddreng. Nogle jubler og siger: "Endelig!". Andre sørger og savner allerede. Og er du en af dem, må du huske, at det er okay.

For er der noget, Gulddreng har lært os, så er det, at ”det’ okay at være ked af det".

'ZULU Awards' vises søndag den 4. februar klokken 20.55 på TV 2 Zulu.