Ikonisk metalband takker af

16x9
Slayer under Copenhell. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

Slayer er kendt for deres sangtekster om nazisme, terrorisme og folkedrab.

Det er sidste udkald for at opleve bandet Slayer. Det offentliggjorde bandet i en video tirsdag, hvori Slayer skriver, at de tager på en afskedsturné rundt i verden.

Det skriver musikmediet Gaffa.

Slayer blev dannet i 1981 i Californien og blev kendt verden over, da bandet i 1986 udgav albummet 'Reign In Blood'. Slayer laver musik i genren thrash metal og udgør en fjerdedel af The Big Four, hvor de musikalsk beslægtede Metallica, Megadeth og Anthrax er de andre tre.

Vil stoppe på toppen

Anders Bøtter, der er radiovært på Sort Søndag på P6 Beat, er stor Slayer-fan og gør sig nogle tanker om, hvorfor de tager på en afskedsturné.

- Jeg tror, de stopper, fordi de vil stoppe på toppen. De har altid været et band, der vil give deres fans alt. De vil ikke se sig selv som et band, der giver dårlige koncerter, fortæller han til TV 2.

Bandmedlemmerne har alle rundet de 50 år og har fået deres skavanker efter flere år med headbanging og høj musik.

- Forsangeren Tom Araya har fået en skade i ryggen og står helt stille på scenen. Han kan ikke headbange længere. Slayer spiller musik, der handler om død og helvede, og det skal man gøre med en vis intensitet og nerve, siger Anders Bøtter.

Slayer har udgivet 12 studiealbums og er især kendt for deres tekster om nazisme, terrorisme og folkedrab, hvilket har ført til, at bandet nogle gange har måttet lægge navn til en del negativ omtale.

- Spil noget med Slayer

De seneste par år har sætningen "spil noget med Slayer" gået igen i det danske metalmiljø, og det kender Anders Bøtter også til:

- Tit når jeg er ude at spille som dj, kommer folk op til mig og siger, ”spil noget med Slayer”, fortæller han.

Citatet stammer ifølge radioværten fra omkring 2009, da en flok danskere var til den tyske metalfestival Wacken og ofte ville høre et nummer med bandet.

Var til Copenhell

Det vides endnu ikke, om Slayers afskedsturné bringer dem til Danmark, men radioværten håber på det.

- De har spillet tit i Danmark. Det vil undre mig, hvis de ikke kommer forbi, siger Anders Bøtter.

Senest bandet gæstede landet, var til festivalen Copenhell i sommeren 2017.