Nikolaj Lie Kaas anede ikke, at han lavede sjov med tv-seriens store kanon - men så gav det pote

Nikolaj Lie Kaas spiller en stor rolle i en ny, stor HBO-satsning, som kan blive arvtageren til ’Game of Thrones’. En morsom samtale hjalp ham på vej.

Både Nikolaj Coster-Waldau og Pilou Asbæk har de seneste år fået sat fart på deres internationale karrierer efter deres medvirken i den store HBO-serie ’Game of Thrones’.

Og nu er turen måske kommet til kollegaen Nikolaj Lie Kaas.

Den danske skuespiller har nemlig fået en fremtrædende rolle i HBO’s nye store satsning, tv-serien ’Britannia’.

Men på sin vis er det ret tilfældigt, afslører den danske skuespiller nu. 

For oprindeligt skulle rollen som den skøre, skruppelløse keltiske druide Divis slet ikke have fyldt så meget, som den er kommet til at gøre.

Det fortæller Nikolaj Lie Kaas i ’Go’ morgen Danmark’.

Agent blev ved med at snakke om serien

Selvom tv-serien 'Britannia', der har premiere den 19. januar, er sat stort op, vidste Nikolaj Lie Kaas ikke meget om projektet, da han først fik tilbudt rollen, fortæller han.

- Det var faktisk min agent, som havde hørt om projektet. Jeg havde ikke givet det opmærksomhed, for jeg var dybt koncentreret om noget andet, men hun blev ved med at snakke om den her serie, og til sidst sagde hun, at jeg havde fået den her rolle, siger han.

Det viste sig, at folkene bag serien havde et godt øje til den danske skuespiller, som de havde set i de danske serier 'Bedrag' og 'Forbrydelsen'.

Efter en sprogtest, hvor Nikolaj Lie Kaas blev fløjet ind for at bevise, at han kunne tale med en britisk accent, sagde de: ”Welcome aboard”.

Nærmest inden han selv havde opdaget, at han var en del af holdet, havde Nikolaj Lie Kaas fået rollen.

Det var en sjov samtale, husker han.

For den danske skuespiller anede ikke, hvem der var hvem.

Derfor var Nikolaj Lie Kaas heller ikke klar over, hvem han talte med, da han under en middag røg ind i en samtale med en af seriens absolutte topfolk og hjernen bag 'Britannia', nemlig den prisvindende manuskriptforfatter Jez Butterworth.

- Vi mødtes til en middag, og jeg vidste ikke, at det var ham, der var forfatteren, siger Nikolaj Lie Kaas i ’Go’ morgen Danmark’.

Han gik direkte hjem og skrev Divis-rollen om til at være en selvoptaget, ironisk og ufrivilligt morsom idiot

Nikolaj Lie Kaas, skuespiller

Blev gjort til seriens skøre idiot

Men snakken gik godt.

Det viste sig hurtigt, at seriens forfatter og Nikolaj Lie Kaas deler den samme kærlighed til ironi og sarkasme, og der blev grinet meget under middagen, genfortæller Nikolaj Lie Kaas.

- Det er sjældent, at jeg kan dele den lidt sorte humor, men det kunne jeg med Jez, fortæller skuespilleren.

Han tror selv, at samtalen er den direkte årsag til, at Divis-rollen blev gjort markant større og anderledes.

- Han (Jez Butterworth, red.) gik direkte hjem og skrev Divis-rollen om til at være en selvoptaget, ironisk og ufrivilligt morsom idiot, siger Nikolaj Lie Kaas.

Her kan du se Nikolaj Lie Kaas i rollen som Divis:

Nikolaj Lie Kaas varsler romernes komme

Ændringerne har passet den danske skuespiller rigtig godt, for de har været til hans fordel.

Handlingen i serien finder sted 43 år efter vores tidsregning, hvor Storbritannien bestormes af den romerske hær, og hvor tre keltiske klaner kæmper om magtfordelingen i riget Britannia.

Og man kan ikke undgå at lægge mærke til danskeren.

Om Britannia

Handlingen i serien finder sted 43 år efter vores tidsregning, hvor Storbritannien bestormes af den romerske hær, og hvor tre keltiske klaner kæmper om magtfordelingen i riget Britannia.

Danske Nikolaj Lie Kaas har en fremtrædende rolle i serien som den skruppelløse keltiske druide Divis, der som den eneste har forudset romernes invasion.

Nikolaj Lie Kaas spiller rollen som den skruppelløse druide og skøre ’idiot’ Divis, som er den eneste, der forudser den romerske hærs ankomst, og han har ifølge eget udsagn fået "lov til at fyre den af".

- Da jeg læste manuskriptet, kunne jeg godt mærke, at her kunne man noget, som de andre, der kommer ind med et sværd og siger: "Vi skal i krig", ikke kan. Ham her skal maxe ud, siger Nikolaj Lie Kaas.