Burhan G og kæresten går fra hinanden

16x9
Burhan G og Sarah Zobel til dronning Margrethes aftenselskab for kunst og kultur i marts 2016. Foto: Scanpix

Kærligheden er gået i stykker mellem den danske popstjerne Burhan G og den nu tidligere kæreste Sarah Zobel.

Det blev til seks år sammen, men nu er det slut for kendisparret Burhan G og Sarah Zobel.

Burhan G - Blå bog

Burhan Genç Koç er født den 20. januar 1983.

Opvokset i Brøndby Strand med kurdisk-tyrkiske forældre og en lillesøster.

Begyndte sangkarrieren i Københavns Drengekor i 3. klasse, hvor han sang solosopran.

Udgav sit første album, 'Playground', i 2004, og fulgte op med 'Breakout' i 2007.

Fik sit gennembrud med det dansksprogede album 'Burhan G' i 2010.

Har siden lavet 'Din for evigt' i 2013 og 'Pas på pigerne' i 2016.

Har haft 13 top 10-singler på den danske hitliste og modtaget talrige guld- og platinplader.

Kæreste med Sarah Zobel, som han har sønnen Dallas med.

Medvirker i 'Toppen af poppen' 2017.

Torsdag kunne de i et fælles opslag på det sociale medie Instagram meddele, at de ikke længere kommer til at danne par.

- Det er med sorg i hjertet at meddele jer, at vi (Burhan og jeg) går hver til sit, skriver de i opslaget, der er ledsaget af et sort billede.

En turbulent start

Sammen har parret sønnen Dallas på to år, hvilket også er noget af det, der har gjort bruddet ekstra svært.

- Som mange ved, er det en forfærdelig beslutning at skulle træffe. Både for os og i forhold til børn. Vi har fået dejlige Dallas, som vi elsker overalt og altid vil være fælles om. Vi håber på ro og forståelse, skriver de på deres profiler.

Afslutningen bliver hård for Sarah Zobel og Burhan G, men det var begyndelsen på deres forhold faktisk også. For nyligt åbnede sangeren til sin egen overraskelse op og fortalte i TV 2-programmet ’Toppen af poppen’ om den turbulente start på deres forhold.

- Der var rigtig meget ballade

I programmet beskriver Burhan G det som en af de sværeste perioder i sit liv, da han flyttede sammen med Sarah Zobel tilbage i 2012.

Parret var nemlig gået hen og blevet forelskede, imens Sarah Zobel stadig var gift med sin daværende mand gennem 13 år, balletdanseren Alexander Kølpin.

- Der var rigtig meget ballade omkring den situation. Når der er sådan noget som skilsmisse og børn involveret, bliver man lige pludselig en del af en film, man ikke vil være med i. Det var virkelig hårdt, fortalte Burhan G i ’Toppen af poppen’, der blev sendt i oktober sidste år.

I 'Toppen af poppen' åbner den ellers så private Burhan G op om flere følsomme emner over for sine sangerkolleger. Blandt andet om tiden, da hans kæreste, Sarah Zobel, gennemgik en svær skilsmisse fra Alexander Kølpin. Video: Susanne Nielsen

Han fortæller også, hvordan han trak sig fra omverdenen og kun kunne bruge musikken som ventil. Og det resulterede i et helt særligt album.

Et skrig om hjælp

Albummet, der kom til at hedde ’Din for evigt’, symboliserer for sangeren den periode, hvor han kæmpede for sit livs kærlighed. Sangen af samme navn indeholder særligt mange følelser.

- Hele den plade, 'Din for evigt', fra sang 1 til 10, handler om min kæreste, Sarah. Og dén sang var ligesom sådan et skrig om hjælp, sagde Burhan G om titelsangen.

Hele albummet 'Din for evigt', som Burhan G udgav i 2013, handler om den periode, hvor han og hans kæreste gennem fem år, Sarah Zobel, kæmpede for kærligheden. Video: Susanne Nielsen

Sangeren beder sammen med ekskæreste Sarah Zobel om ro og forståelse i forbindelse med bruddet.