Kim Larsens søn om kræftdiagnose: - Han vender stærkt tilbage

16x9
Efter flere ugers stilhed forholder sønnen Hjalmer sig nu til Kim Larsens sygdom. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix Denmark

Hjalmer Larsen har lovet sin far ikke at skrue ned for blusset som musiker på grund af farens sygdom.

Onsdag stod det klart, at Kim Larsen & Kjukken aflyser deres vinterturné, der efter planen skulle være blevet skudt i gang om blot en uge.

Årsagen er, at 72-årige Kim Larsen har fået konstateret prostatakræft.

Indtil videre har kun hans manager Jørn Jeppesen udtalt sig om nationalskjaldens sygdom, men nu kommenterer hans nyudsprungne musikersøn Hjalmer Larsen også på sin fars sygdom.

- Min far er den sejeste

I et opslag på Instagram takker han for de hilsner og tanker, folk har sendt ham.

A post shared by Hjalmer (@hjalmermusic) on

- Min far er den sejeste mand, jeg kender, og selvom det er en lortesygdom, kommer det stille og roligt til at gå den rigtige vej. Vi ser positivt på det, og han vender helt sikkert stærkt tilbage, skriver han.

Samtidig fortæller den unge musiker, at han har lovet sin far at fortsætte som normalt og ikke ”skrue ned for blusset”.

Regner med at være klar til sommer

Kim Larsen blev indlagt den 19. december på Odense Universitetshospital.

I første omgang lød meldingen fra manager Jørn Jeppesen, at indlæggelsen skyldtes komplikationer i forbindelse med noget nyt medicin, og at situationen ikke var alvorlig.

Det viste sig dog at ende ud i en prostatakræftdiagnose, men omstændighederne taget i betragtning har Kim Larsen det godt, lyder det onsdag fra manageren.

Hovedpersonen selv har kort udtalt sig i et Facebook-opslag i forbindelse med aflysningen af den planlagte turné.

- Jeg undskylder mange gange overfor både publikum og arrangører. Jeg er ved at blive en gammel nar, og meget imod min vilje har jeg måttet indse, at jeg har brug for ekstra tid til at komme i spilleform igen. Men jeg regner bestemt med at være klar til sommer, siger han.