Popstjerne hjælper gravid fan med at få tag over hovedet

16x9
Taylor Swift forkæler en fan ud over det sædvanlige. Foto: LUCAS JACKSON / Scanpix Denmark

- Du skal nyde din lille pige og ikke bekymre dig, lød begrundelsen.

Julen kom tidligt i år for fans af Taylor Swift, da sangerinden lancerede en app, hvor hendes tilhængere kan følge hende og dele historier med hinanden.

En mulighed, som en fan, der kalder sig Stephanie, har benyttet sig af. Hun vil nemlig gerne sige popstjernen en kæmpe tak og vise andre, hvor gavmild deres fælles idol er.

 - Jeg har overvejet at dele denne historie et stykke tid. Jeg har endelig besluttet at fortælle, hvad Taylor har gjort for mig, skriver hun i appen ifølge WDSU News.

Mistede alt

Stephanie og hendes mand Matthew mistede tag over hovedet, da deres lejlighed blev erklæret uegnet til beboelse af sikkerhedsmæssige årsager, skriver hun.

- Hvad mange af jer ikke ved, er, at i otte måneder af min graviditet var jeg hjemløs. Vi mistede alt, og samtidig mistede Matthew sit job.

Hun fortæller, at hendes mor tog affære ved at kontakte Taylor Swift og spørge, om stjernen ville hjælpe hendes datter med at få en god oplevelse og føle sig speciel ved Swifts koncert i Manchester, som Stephanie havde billet til.

- Efter showet tog Taylor os tilbage til sit omklædningsrum, hvor hun sagde til mig: "Stephanie, du har været fan i lang tid, og du har aldrig bedt mig om noget. Du kunne have rakt ud efter hjælp, og jeg ville have hjulpet dig. Men det gjorde du ikke. Det har din mor fortalt mig", skriver Stephanie.

Hjalp meget mere end lovet

Ifølge Stephanie sagde popstjernen, at hun ville give hende pengene tilbage for aftenens koncertbillet.

- Men i virkeligheden hjalp hun os med at købe et hus og alt, vi havde brug for til vores baby. Hun sagde: "Jeg vil gerne have, at du kan nyde din lille pige og ikke skal bekymre dig", skriver Stephanie og fortsætter:

- Den aften gav hun mig en hjælpende hånd og løftede mig op. På samme måde, som hun har gjort de seneste 12 år med sin musik.

Taylor Swift har nu delt historien på sin pr-side på Twitter sammen med et billede af sig selv, Stephanie og Stephanies nye hus og lille datter til stor glæde for hendes mange andre fans.