Britney Spears spiller på dansk festival til sommer

Når superstjernen træder ud på scenen, bliver det hendes første danske festivalkoncert nogensinde.

Bøgeskov og Britney. Sådan lyder hovedingredienserne, når Smukfest til sommer slår dørene op for den 39. festival. 

- Vi er super glade for at kunne fortælle, at Britney Spears besøger bøgeskoven som internationalt hovednavn, afslører festivalen på sin hjemmeside og på Facebook. 

Her får nyheden en blandet modtagelse af festivalgængerne. 

⭐️ BRITNEY SPEARS PÅ SMUKFEST ⭐️ Vi er super glade for at kunne fortælle, at Britney Spears besøger Bøgeskoven som...

Posted by Smukfest on Friday, December 22, 2017

- Bum, bum, der er nok en sang eller to, vi kan der, skriver Camilla Kistensen Røber begejstret.

- Drømme line up, er den umiddelbare reaktion fra Bjørn Aagaard.

Britney Spears
Britney Spears Foto: MARIO ANZUONI / Scanpix Denmark

Frygter det går ud over resten af navnene 

Det er dog ikke alle, der ser frem til at vrikke og synge med på poplegendens megahits som 'Toxic' og 'Circus'. 

- Det er et spørgsmål om, om man skal grine eller græde. Jeg håber ikke, at alle kronerne er brugt på hende, kommenterer Majken Paulick.

Og hun er bestemt ikke alene med bekymringen for resten af festivalens musikprogram.  

- Jeg håber ikke, at I har brugt ret meget af budgettet på hende, kommenterer Annette Christiansen til festivalens afsløring af nyheden på Facebook.

Smukfest 2018 finder sted i Skanderborg den 8. til 12. august. Det fulde musikprogram afsløres den 1. februar, men foruden Britney Spears er det allerede kendt, at danske stjerner som MØ, CV Jørgensen og D-A-D også vil rocke bøgeskoven til sommer.