Sisse Fisker i tårer på direkte tv: - Jeg elsker dig

Den kendte studievært har sagt nej til flere tv-programmer. Hun vil i stedet bruge det næste år af sit liv på at glæde endnu flere syge børn.

Sisse Fisker fik våde øjne og dirrende mundvige, da 13-årige Laura Kehler sendte hende en kærlighedserklæring gennem skærmen.

Den unge pige lider af muskelsvind i så slem grad, at hendes hverdag kredser om sygdommen og hospitalet, men i en videohilsen i ’Go’ aften Danmark’ fortæller hun Sisse Fisker, som har stiftet Smilfonden for at sprede smil blandt syge børn, at det netop er det, fonden gør.

- I får alle børn, forældre og sygeplejersker til at glemme, at de er et sted, hvor man forventer smerte og bekymringer. I vender det til noget positivt. Noget, der er rigtig godt, siger hun og sender et luftkys afsted, før hun slutter med et:

- Elsker dig.  

Og så kunne Sisse Fisker ikke holde tårerne tilbage.

- Hvor er hun sød. Tak, Laura, udbryder hun, før stemmen knækker og gør det svært for studieværten at svare på Jes Dorph Petersens spørgsmål.

- Det betyder, at det giver mening. Det er jeg skide glad for, siger hun efter at have sundet sig.

På sofaen i 100 dage

Sisse Fisker stiftede Smilfonden i 2014 efter at have været indlagt med sine to drenge, som begge fik konstateret lyskebrok tidligt i livet. Den ældste var et halvt år gammel, mens den yngste skulle opereres blot én måned efter fødslen.

I dag er Isak og Samuel på henholdsvis fem og seks år sunde og raske, men oplevelsen satte sig i den 41-årige tv-vært.

Nu kan jeg vælge at se 1000 timers Netflix, eller jeg kan prøve at føre dét ud i livet, jeg drømmer om

Sisse Fisker, bestyrelsesformand i Smilfonden

- En ting var, at vi slap billigt, men jeg mødte familier, der nærmest boede på Rigshospitalet. Og jeg lovede mig selv, allerede da jeg stod derinde til den første operation med Samuel, at jeg ville forsøge at gøre noget for dem, der har kronisk syge børn, fortæller hun.

Og da Sisse Fisker efterfølgende selv blev tvunget til at ligge ned i 100 dage efter en omfattende rygoperation, besluttede hun én gang for alle at gøre noget ved idéen.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte: Nu kan jeg vælge at se 1000 timers Netflix, eller jeg kan prøve at føre dét ud i livet, jeg drømmer om. Nemlig at skabe nogle smil inde på hospitalsgangene, siger hun.

Fjernsyn må vente

Det blev til Smilfonden, som arrangerer fester for syge børn og deres pårørende på landets hospitaler – og i 2017 også er rykket uden for hospitalets vægge.

Et projekt, Sisse Fisker nu har besluttet at bruge det næste år aktivt på, hvilket også betyder, at hun har takket nej til at lave tv-programmer på DR og andre kanaler.

Hun kan nemlig ikke sige nej, når børnene spørger hende, om der ikke kommer flere fester eller sågar en summer camp.

- Lige nu synes jeg bare, det er så vigtigt. Så må tv lige vente, fortæller Sisse Fisker.

A post shared by sissefisker (@sissefisker) on