Tidligere danser dukker op i ’Vild med dans’ – jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage

16x9
Steen Lund har blandt andet danset med Vicki Berlin. De kom på en flot andenplads i 2007. Foto: Mogens Flindt / Scanpix Denmark

Den professionelle danser Steen Lund er begyndt at genoverveje hans danseexit i ’Vild med dans.

Den opmærksomme seer opdagede muligvis, at der i den store fællesdans med de to finalepar og alle professionelle dansere var to nye ansigter på gulvet.

De to tidligere ’Vild med dans’-dansere Steen Lund og René Christensen var nemlig med  - ligesom de også var på scenen til Knæk Cancer-showet.

- Da der er to kvinder i finalen, så manglede de to ”proffe” herrer, og der var vi så heldige at få lov at være med – og det har været en kæmpe oplevelse, siger Steen Lund, der blandt andet vandt ’Vild med dans’ i 2006 med håndboldspilleren Christina Roslyng.

Knæk Cancer var fedt

Faktisk har det været så stor en oplevelse for 47-årige Steen Lund at være med i showet igen, at han ikke vil udelukke, at han vender tilbage i en af de fremtidige sæsoner af ’Vild med dans’.

- Det er bare helt vildt fedt at være med. Så jeg ved ikke – man skal aldrig sige aldrig, siger Steen Lund.

Han fik blod på tanden, da han var med til Knæk Cancer, hvor han var på scenen i Det Kongelige Teater med kræftpatienten Henriette Løve.

- Der kom jeg i tanker om, hvilken fest det er. Ja, det er tæskehårdt, men samtidig så var det så motiverende og simpelthen så fedt. Og det havde jeg lykkelig glemt.

Steen og Henriette blev kåret som aftenens vindere.

Se deres dans her.

. Video: Søren Pors Grundahl

Steen Lund debuterede i ’Vild med dans’ tilbage i anden sæson med Sisse Fisker og dansede siden med Christina Roslyng, Vicki Berlin og Kaya Brüel.

Sidste gang han var med som danser var for seks år siden i 2011 med Kaya Brüel.

På trods af de varme følelser for ’Vild med dans’ er det ikke stensikkert, at Steen Lund vil takke ja til tilbuddet, hvis han bliver spurgt om han vil være med igen.

- Jeg vil ikke udelukke det nu, det kommer an på mange ting. Det har noget med mit job og den slags at gøre, men jeg må indrømme, jeg er positivt overrasket.