Kaster sig ud i flere danse end nogensinde før – så hård bliver finalen i ’Vild med dans’

16x9
Iben Hjejle og Sofie Lassen-Kahlke er i finalen. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark

Finalebraget i Horsens byder på et gensyn med gamle kendinge og en musikalsk overraskelse i form af sangerinden Medina.

Fredag aften bliver det afgjort, om det er Iben Hjejle eller Sofie Lassen-Kahlke, der kan hæve ’Vild med dans’-trofæet.

Ugen op til finalen har været ekstra hård for de to nydansere, der har haft hovedet fuld af endnu flere dansetrin, end de plejer.

For første gang i deres ’Vild med dans’-karriere, skal de nemlig på gulvet hele tre gange på en aften.

Først skal de danse en dans fra et tidligere program, som seerne har valgt til dem, så skal de sammen danse et latinmix, hvor deres dansepartnere og sæsonens øvrige professionelle dansere indgår, og så skal de ud i finaleklassikeren: Freestyle-dansen.

Kort sagt: Det bliver en finale spækket med dans.

Se listen over aftenens danse nederst i artiklen.

Her ses de to finaleherrer, Morten Kjeldgaard og Michael Olesen, i færd med at finpudse dansetrinene til fredagens show.

Gensyn med alle de udstemte

Udover de to finalepar, Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen samt Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard, kommer der også et glædeligt gensyn med alle de tidligere dansepar i årets udgave af ’Vild med dans’.

Fredag aften byder også på et glædeligt gensyn med René og Jenna.
Fredag aften byder også på et glædeligt gensyn med René og Jenna. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark

Blandt andre Simon Jul, Jokeren og Julia Sofia svinger forbi det fuldstændigt udsolgte Forum Horsens.

Popstjerne svinger forbi

I anden halvdel af det store finaleshow kommer sangerinden Medina forbi og synger sangen ’Det smukkeste’.

Det er ikke første gang, at Medina kan spottes til et ’Vild med dans’-show.

Tilbage i 2010 sad hun på tilskuerrækkerne, da hendes daværende kæreste Christopher optrådte i showet. Senere har hun selv været på scenen. Det var i 2014 med nummeret ’Giv slip'.

Finalens danse

Iben og Morten - seerbestemt dans

Dans: Tango
Sang: Tori Kelley - 'Hollow'

Sofie og Michael - seerbestemt dans

Dans: Quickstep
Sang: Pointer Sisters - 'Neutron Dance'

De to finalepar + de udstemte professionelle dansere

Dans: Latinmix
Sange:
Marvin Gaye - 'Sexual Healing'
Sérgio Mendes feat. Black Eyed Peas – 'Mas Que Nada'
Michael Jackson – 'Working Night And Day'
Prince – 'Controversy'
Robin Thicke – 'Tippy Toes'

Iben og Morten

Dans: Freestyle
Sang: X Ambassadors – 'Unsteady (Erich Lee Gravity Remix)'

Sofie og Michael

Dans: Freestyle
Sang: Calum Scott – 'Dancing On My Own' og The Contours – 'Do You Love Me'