Verdenskendt sanger var med i populært tv-program få dage inden, han tog sit eget liv

16x9
Chester Bennington valgte den 20. juli 2017 at tage sit eget liv. Han blev 41 år gammel. Foto: Mario Anzuoni / Scanpix Denmark

Chester Bennington, forsanger i Linkin Park, er med i en episode af populært program, som blev optaget kort inden hans død. Se den nederst.

En episode af 'Carpool Karaoke' med Linkin Park er blevet offentliggjort. Episoden blev optaget, seks dage dage inden forsangeren fra bandet, Chester Bennington, begik selvmord.

I videoen ser man Chester Bennington sammen med Mike Shinoda og Joe Hahn - også medlemmer af Linkin Park. De kører rundt i Los Angeles med komikeren Ken Jeong og synger med på Linkin Park-hits som 'Numb', 'In the End' og 'Talking to Myself'.

Videoen, som Apple Music har optaget, er blevet bragt med familiens accept, skriver BBC.

Optagelserne blev foretaget den 14. juli i år. Den 20. juli valgte Chester Bennington at hænge sig selv i sit hjem i Los Angeles i USA. 

Selvmordet skete midt i en større verdensturné i anledning af bandets syvende albumudgivelse, og derfor kom det også bag på resten af bandet, at han valgte at tage sit eget liv.

Men Chester Bennington havde i flere år haft store problemer med stoffer og alkohol og har flere gange udtalt, at han flere gange i sit liv havde overvejet selvmord. Bennington var nære venner med Chris Cornell, tidligere sanger i Soundgarden og Audioslave, der begik selvmord i maj i år.

Chester Bennington efterlod sig konen Talinda Ann Bennington og seks børn - tre fra et tidligere ægteskab.

Umiddelbart inden Benningtons død udgav Linkin Park singlen og videoen 'Talkin' to Myself'.

Efter Benningtons død fortalte hans kone Talinda Bennington på twitter, at Bennington led af en depression. Hun delte en video, som var optaget 36 timer før rocksangerens selvmord.

- Det er, hvad depression så ud for os kun 36 timer før hans død. Jeg viser det for at fortælle, at depression ikke har et ansigt eller én stemning.

LINKIN PARK & Ken Jeong - Carpool Karaoke

Watch our Carpool Karaoke episode with Ken Jeong now, streaming for free right here on Facebook.

Posted by Linkin Park on Thursday, October 12, 2017