Hvem gemmer sig bag denne krop? Her er værten for ’Danish Music Awards’ 2017

Han har tidligere været frontfigur for den prestigefyldte prisfest.

Når cremen af den danske musikbranche samles lørdag den 11. november for at fejre sig selv med statuetter, vender en gammel kending tilbage i værtsrollen.

'Natholdet'-værten Anders Breinholt indtager nemlig - efter et års pause - atter scenen i 'Danish Music Awards'. 

- DMA er det fedeste tv-job, du kan få som vært, og jeg er stolt over at være tilbage, lyder det fra en begejstret Anders Breinholt, som således for syvende gang kan kalde sig DMA-vært.

Tættere på publikum og seerne

Men selv om værten er velkendt, sker der noget helt nyt med rammerne omkring den traditionsrige prisuddeling.

Anders Breinholt vender for syvende gang tilbage i sin glansrolle som DMA-vært, når TV 2 sender direkte fra musikbranchens prisfest lørdag den 11. november 2017.
Anders Breinholt vender for syvende gang tilbage i sin glansrolle som DMA-vært, når TV 2 sender direkte fra musikbranchens prisfest lørdag den 11. november 2017. Foto: Daniel Stjerne / TV 2

For første gang i mange år flyttes musikfesten ud af Forum i centrum af København og ind i et kæmpetelt, som slås op på havnekajen i Nordhavn. 

- Jeg synes, det er helt genialt med et telt. Det giver en mere intim stemning, og man kan bedre se folk i øjnene, siger Anders Breinholt, som dog tilføjer med sin sædvanlige sarkasme:

De har været tv-værter for DMA

2000: Casper Christensen og Krede (TV 2)

2001: Casper Christensen og Lasse Rimmer (TV 2)

2002: Lars Hjortshøj (TV 2)

2003: Timm Vladimir (TV 2)

2004: Timm Vladimir (TV 2)

2005: Caroline Henderson og Thomas Madvig (DR1)

2006: Jakob Riising (DR1)

2007: Jakob Riising (DR1)

2008: Jan Gintberg (MySpace TV)

2009: Anders Breinholt (ikke tv-transmitteret)

2010: Søren Rasted (ikke tv-transmitteret)

2011: Anders Breinholt og Anders Lund Madsen (TV 2)

2012-2014: Anders Breinholt (TV 2)

2015: Anders Breinholt og Christopher (TV 2)

2016: Rasmus Bjerg og Burhan G (TV 2)

2017: Anders Breinholt (TV 2)

- Og så er det ret spændende at være i et telt i november, for der er jo en statistisk chance for snestorm.

De nominerede afsløres i den kommende uge

I år skal de prestigefulde DMA-statuetter uddeles til den danske musik, der har præget 2016 og 2017.

Publikum og seere kan med andre ord se frem til at blive underholdt af nogle af de stjerner, der glimter allerstærkest lige nu.

- Store musikalske oplevelser er noget, vi danskere meget gerne vil samles om - til festivaler, koncerter og på tv. I år giver vi DMA en ny dimension, når vi rykker musikere og publikum - og dermed også seerne på TV 2 og TV 2 PLAY - sammen under en meget stor fælles teltdug, fortæller TV 2s underholdningsredaktør Dorte Borregaard.

Traditionen tro er det den danske afdeling af pladeselskabernes internationale brancheorganisation, IFPI, der afgør, hvilke kunstnere, der tildeles priserne inden for 11 ud af 12 kategorier.

Kun vinderen af "Årets publikumspris" findes ved en afstemning blandt den danske befolkning.

De nominerede offentliggøres her på tv2.dk mandag den 9. oktober.

TV 2 og TV 2 PLAY sender direkte, når Anders Breinholt slår teltdøren op til 'Danish Music Awards' lørdag den 11. november klokken 20.00.

Hvis du vil sikre dig en af de 3000 publikumspladser i teltet, kan du købe billetter her.