Her er vinderne af Guldtuben

Prisuddelingen 'Guldtuben' fandt sted lørdag aften. Her blev de unges mediefavoritter hyldet.

De yngste liker, klikker og swiper sig igennem de sociale medier og finder personer, de følger i tykt og tyndt. 

De er fremtidens mediestjerner, og lørdag blev de hyldet til prisuddelingen 'Guldtuben' i Royal Arena. 

Aftenens store vinder blev 19-årige Alexander Husum fra Randers, der blandt sine tre vundne priser kan prale med titlen årets youtuber. 

Det er noget for de yngste

Han får prisen for talrige videoer, som han lægger ud på YouTube til sine 242.000 abonnenter. De følger blandt andet med, når Alexander Husum "pranker" - altså laver sjov med - folk. 

Det er indhold, som taler til de yngste mediebrugere, fortæller Signe Gren, der er digital rådgiver i Astrid Haug Bureau.

- Youtuberne forstår at tale ind i de unges livsverden og tage emner op, som de unge kan identificere sig med og er optaget af. 

- Og så ser unge det i høj grad også for at blive underholdt af pranks og challenges (udfordringer, red.) eller få tips og gode råd om for eksempel makeup gennem tutorials (instruktionsvideoer, red.), siger hun. 

Ifølge Signe Gren er youtubernes målgruppe særligt de unge på under 20 år. 

De ser YouTube-videoer for at blive underholdt og for at få et indblik i liv, som de kan relatere til. Det er indhold af unge til unge.

- Youtubere fylder meget i de unges medieforbrug som et supplement til og erstatning for flow-tv. De unge subscriber (abonnerer, red.) på youtubernes kanaler og får notifikationer, når der er nyt på deres kanaler, forklarer hun. 

Vi skal vænne os til dem

Signe Gren mener, at man lige så godt kan vænne sig til de nye mediestjerner, for youtubere bliver der kun flere af. 

- Jeg tror helt bestemt, det vokser sig større. Der kommer hele tiden nye youtubere til, der henvender sig til forskellige målgrupper, så der både er noget for piger i 2. klasse og drenge i 9. klasse.

- Og de største danske youtubere udvider deres marked ved at lave indhold på engelsk.

For de mest succesfulde på sociale medier som YouTube, Facebook, Snapchat og Instagram - de såkaldte influencers - kan det ligefrem blive en levevej, forklarer Signe Gren.

- Der er en karrierevej for youtuberne, hvis virksomheder finder dem interessante at samarbejde med. 

- Når Astrid Olsen for eksempel laver makeup-tutorials i samarbejde med Max Factor, så booster det formentlig også salget af netop de produkter, hun anvender, siger hun. 

Her er alle vinderne af 'Guldtuben 2017':

Årets bedste på YouTube:

Alexander Husum

Årets bedste på Facebook:

Kender du det? c (Oskar og Elias)

Årets bedste på Snapchat:

Lakserytteren (Rasmus Kolbe)

Årets bedste på Instagram:

Uffe Holm - @uffeholmchamp

Årets beauty & style:

Astrid Olsen

Årets Vlogger:

Rasmus Brohave

Årets humor:

Alexander Husum

Årets serie:

Shape of You - Marie Vagn-Hansen

Årets gamer:

MadsenGaming (Mads Gottlieb)

Årets rising star:

Emilie Briting

Årets visuelle udtryk:

Johan S. Jensen

Årets virale hit:

'Fie Laursen Diss Track' - Johnni Gade

Årets collab:

'3 GANGE PÅ HOSPITALET // Ultimativ roommate prankwar - Afsnit 1' - Alexander Husum og Niki Topgaard

Årets sang:

'Justin' - Fie Laursen

Årets #reklame:

'Min Tur til Kenya' - Kristine Sloth i samarbejde med Plan Danmark

Årets budskab:

Cisca Øvlisen

Årets video:

Fie Laursen Diss Track - Johnni Gade