Aura Dione: - Jeg er drevet af nysgerrighed

Sangdivaen Aura Dione har altid været forelsket i verden og haft trangen til at udnytte hvert sekund af livet.

Aura Dione

Født den 21. januar 1985 i Roskilde og døbt Maria Louise Joensen.

Hendes mor har færøsk-franske rødder, og hendes far er dansk-spansk.

Rejste rundt i verden med forældrene som lille, og da hun var syv år, flyttede familien til Bornholm. I 1.g rejste hun til Australien, hvor hun boede hos lokale aboriginere.

Som 16-årig var hun med i den første sæson af talentprogrammet 'Popstars'.

Debuterede i 2008 med albummet 'Columbine', som også hittede stort i Tyskland. I 2011 udkom 'Before the Dinosaurs', og i maj 2017 udgav hun sit tredje album 'Can't Steal the Music'.

Medvirker i 'Toppen af poppen' 2017.

Da hun var fem år, skrev hun sin første sang, og da hun var 17, tog hun sin guitar under armen og rejste ud i verden på eventyr.

- På min fødselsdag gik jeg ud af gymnasiet og gav min historielærer bøgerne og sagde: "Jeg kan simpelthen ikke sidde ned, jeg skal faktisk være popstjerne".

Sådan siger Aura Dione til sine musikerkolleger i 'Toppen af poppen', da det er blevet hendes tur til at fortælle om sin baggrund og sine drømme.

Se videoklip fra programmet øverst i artiklen.

Og for Auras vedkommende har der ikke bare været tale om løs snak. Siden hun var 19, har hun turneret Europa rundt med hits som 'Geronimo', 'Song for Sophie' og 'In Love With the World'.

Især er hun blevet en stor stjerne i Tyskland, hvor hun som første dansker siden Gitte Hænning gik direkte ind som nummer ét på singlehitlisten med 'I Will Love You Monday', som siden er afspillet mange millioner gange på Youtube.

Voksede op på en båd

Rejselysten og udlængslen er da også noget, som Aura - eller Maria Louise Joensen, som hun er døbt - har haft indpodet i blodet, fra hun var helt lille. 

De første syv år af hendes liv foregik nemlig til søs, hvor familien sejlede verden rundt, før de slog sig ned på Bornholm.

- Mine forældre var sådan lidt Troels Kløvedal-agtige. De kunne bare godt lide at bevæge sig og være i verden, siger Aura Dione til TV 2. 

Sangerinden Aura Dione var bare 11 år gammel, da hun begyndte at skrive sange, og nu hvor hun er 32 år, er hun internationalt kendt for hits som 'Geronimo', 'Something From Nothing' og 'I Will Love You Monday'. Video: Susanne Nielsen

Også musikken er indkodet som en del af Auras dna. Hendes mor var musiker og sangskriver, og sammen med Auras far var hun med til at starte Roskildefestivalen i starten af 1970’erne.

Musik var derfor en integreret del af opvæksten for Aura, der lyttede til forældrenes kassettebåndssamling med kunstnere som Joni Mitchell, Fleetwood Mac, Rolling Stones, Dolly Parton og Tracey Chapman. 

- Jeg voksede simpelthen op med at tænke, at det fineste og det bedste - dér, hvor livet gav allermest mening, var at blive musiker, fortæller Aura, der med sin røde Sony Walkman og sit lille minikeyboard ved hånden begyndte at komponere sange i en meget ung alder, mens hun var ombord på båden.

Senere, da familien slog sig ned på Bornholm, havde Aura fri adgang til forældrenes guitarer, der hang på væggen, og et klaver, så hun for alvor kunne fordybe sig i musikkens verden.

- Jeg skrev min første plade, 'Columbine', fra jeg var 11-19 år, siger hun.

Allerede som 17-årig rejste Maria Louise Joensen, som senere blev kendt som popstjernen Aura Dione, ud i verden, hvor hun blandt andet boede i bushen hos det oprindelige, australske stammefolk, aboriginerne. Video: Susanne Nielsen

Inspireret af fattige aboriginere

En anden ting, Aura har fået med sig fra sine forældre, er interessen for mennesker fra andre kulturer, uanset materiel status. I perioder har hendes far eksempelvis inviteret flygtninge på besøg, og det har åbnet hendes øjne for den mangfoldige omverden.

- Jeg er drevet af nysgerrighed. Jeg kan godt lide mennesker og kan rigtig godt lide at bevæge mig i forskellige kulturer. Derfor har musikken også været en velsignelse, fordi den har åbnet døren ud til verden for mig, siger den nu 32-årige Aura Dione til TV 2.

Da hun som 17-årig rejste til Australien uden en krone på lommen, tjente hun til føden som gademusiker, og her kom hun i kontakt med nogle aboriginere (oprindeligt, australsk stammefolk, red.), som hun flyttede ud og boede hos i et reservat i ørkenen.

- Jeg følte en enorm gæstfrihed, kærlighed og en velkommenhed fra nogle mennesker, der på mange måder har lidt meget, og som var enormt fattige, men alligevel gav så meget. Det inspirerede mig til at skrive en sang om ikke at have andet end sin stemme og dét, man har indeni, siger hun.

Sangen kom ud som Auras første single-udgivelse, 'Something From Nothing', der blev starten på hendes internationale karriere.

Aura er hovedperson i tredje afsnit af 'Toppen af poppen' søndag kl. 20.00 på TV 2 - se snigpremieren lige nu på TV 2 Play.

Her er artisterne i 'Toppen af poppen' 2017