Michael Falch på vej med ny bog: Har snydt døden tre gange

Gennem sin opvækst har sangeren Michael Falch været udsat for nogle strabadserende hændelser, som har været tæt på at koste ham livet.

Lige siden Michael Falch i 1977 for første gang trådte op på scenen med rockbandet Malurt, har han beriget den danske sangskat med en lang række udødelige hits.

Men i bund og grund er det lidt af et mirakel, at den 'Toppen af poppen'-aktuelle sanger, som lørdag den 16. september kan fejre sin 61 års fødselsdag, nu gennem 40 år har kunnet levere hits og film-oplevelser til danskerne.

For i en ny, selvbiografisk erindringsbog med titlen 'Til grænsen' fortæller han blandt andet om, hvordan han hele tre gange i løbet af sin omtumlede opvækst har bragt sig selv i en livsfarlig situation.

Erindringsbogen, som Michael Falch har skrevet på i en lang årrække, udkommer først til oktober, men TV 2 har fået lov at afsløre lidt af indholdet på forhånd.

I videoklippet fra 'Toppen af poppen' øverst fortæller Michael Falch om sine ungdomsår i Tønder, hvor bandet Malurt blev etableret. Videoen har ikke direkte sammenhæng med bogen.

Gik til yderligheder for at få sukker i blodet

- Jeg var meget tidligt en hund efter søde sager, og jeg gik til yderligheder for at få noget sukker i blodet, skriver Michael Falch i 'Til grænsen' omkring den første episode, der var tæt på at koste ham livet.

Michael Falch - Blå bog

Michael Ehlert Falch er født  16. september 1956 i Køge.

Familien boede siden i Glostrup, Brabrand, Lystrup, Sønderborg, Tåstrup og Tønder.

Blev samfundssproglig student fra Tønder Gymnasium i 1976 og læste dansk ved Københavns Universitet i fire år.

I 1977 dannede han rockbandet Malurt, hvor han var frontfigur. Efter at bandet blev opløst i 1984, gik han solo og har siden udgivet et stort antal albummer.

Har siden 1986 medvirket i talrige film og tv-serier, deriblandt 'Isfugle', 'Mord i mørket', og 'Rejseholdet'.

Var gift med Linda Lyneborg fra 1983-2006 og har tre døtre, Mathilde, Soffi og Anna.

På det tidspunkt var han bare to-tre år gammel og havde forladt en legeplads ved lejlighedskomplekset Skovparken i Køge, hvor han boede sammen med sine forældre, for at følge efter en brødbil, der dengang havde samme tiltrækningskraft på børn som nutidens is-biler.

Mens brødbilen holdt foran karréen med bagdørene slået op, kunne den lille dreng uhindret kigge ind på et slaraffenland af kager og andre lækkerier.

- Der var rosenbrød, overskårne, snegle og chokoladeboller. Nok til at bringe en to-tre-årig sukkerafhængig i noget nær ekstase. Chaufføren var oppe med brød i én af opgangene, så jeg stod bare og studerede al lækkerheden, lyder det videre i bogen.

Men netop fordi chaufføren havde været borte, mens den sukkertrængende dreng stillede sig ved bilens bagende, opstod snart en livsfarlig situation:

- Jeg stod bag brødbilen med udsigt ind til hylderne med wienerbrød, da chaufføren satte vognen i bakgear, skriver Michael Falch.

"En medieliderlig dreng"

Allerede som 2-årig fik Michael Falch for første gang avisomtale. Et kig ind i en fristende brødbil var tæt på at blive livsfarligt.
Allerede som 2-årig fik Michael Falch for første gang avisomtale. Et kig ind i en fristende brødbil var tæt på at blive livsfarligt. Foto: Privatfoto

Episoden med brødbilen, der bakkede hen over den 2-årige dreng, var så opsigtsvækkende, at Michael Falch allerede i en spæd alder oplevede at komme i avisen første gang.

Under overskriften "To-aarig dreng under brød-bil" stod der blandt andet i Dagbladet Køge den 31. maj 1958, at "vognen satte i gang, Michael væltet omkuld, og vognen kørte hen over ham, men på en så heldig måde, at han ikke ramtes af hjulene".

- Chaufføren anede først uråd, da han bremsede ved næste opgang og kom til at kigge fremad. Der lå en lille, besvimet dreng fem-ti meter længere henne med en blodtud og et par ordentlige buler, skriver Michael Falch selv i bogen, hvor han galgenhumoristisk omtaler sig selv som "en medieliderlig dreng".

Et par år efter kom den unge Falch nemlig i avisen igen, og denne gang var situationen endnu mere alvorlig.

Kan stadig huske fornemmelsen af at rulle ud af bilen

Michael var nu fire år gammel og havde fået fri fra børnehaven for at komme med ud at køre i sin fars Ford Eifel, mens denne var på job som udkørende sælger af blandt andet gardiner, stof og tøj fra svigerfarens butik 'Adolf Falch' i Køge.

Michael falchs far, Hans Ehlert, havde som sin første bil en Ford Eifel, der var produceret i Tyskland før 2. verdenskrig. Fordørene var hængslet bagtil og åbnede derfor modsat af andre bilmærker. Her ses Michael Falchs mor, Bente Falch, i bilen.
Michael falchs far, Hans Ehlert, havde som sin første bil en Ford Eifel, der var produceret i Tyskland før 2. verdenskrig. Fordørene var hængslet bagtil og åbnede derfor modsat af andre bilmærker. Her ses Michael Falchs mor, Bente Falch, i bilen. Foto: Privatfoto

På hjemturen sad den 4-årige Michael Falch på passagersædet og kunne se gennem bilens bagrude, at der kørte en ambulance et stykke bagude.

Da brandstationen i Køge lå tæt på Skovparken, hvor familien boede, kendte han flere af Falck-redderne og var nysgerrig efter at se, hvem der kørte ambulancen.

Pludselig springer døren op, og jeg bliver nærmest suget ud af bilen

Michael Falch, sanger, skuespiller og forfatter

- Det var jo længe før sikkerhedsselens tid, og jeg må have siddet og pillet ved håndtaget. Pludselig springer døren op, og jeg bliver nærmest suget ud af bilen, skriver Michael Falch i bogen og fortsætter.

- Jeg husker stadig en vag, rullende fornemmelse af at trille hen ad landevejen i noget, der føltes som en lille evighed. Da bevægelsen standsede, var jeg selvfølgelig omtumlet, men jeg tænkte kun på, hvor ambulancen mon var nu. Den holdt ind til siden kort efter, og i næste nu var jeg for fuld udrykning på vej mod Køge Sygehus.

Som 4-årig blev Michael Falch - helt utilsigtet - for anden gang omtalt i lokalavisen. Denne gang i forbindelse med et endnu mere alvorligt uheld.
Som 4-årig blev Michael Falch - helt utilsigtet - for anden gang omtalt i lokalavisen. Denne gang i forbindelse med et endnu mere alvorligt uheld. Foto: Klip fra Dagbladet Køge

Skulle ligge helt stille i en uge

Selv om lokalavisen skrev, at den unge Michael Falch var "sluppet med overfladiske kvæstelser", blev han straks efter overflyttet til Roskilde Sygehus med hjernerystelse, flere andre kvæstelser og alvorlige hudafskrabninger over store dele af kroppen.

- Jeg husker tydeligt min hospitalsstue, hvor jeg skulle ligge helt stille i en uge. Den ene væg udgjordes af en stor glasrude, og mine forældre og min lillesøster Dorte, der var baby på den tid, måtte ikke komme ind til mig, men skulle blive ude bag ruden under besøgstid, fortæller Michael Falch.

Den dag i dag kan han stadig genkalde sig den knugende fornemmelse af at blive forladt af sin familie:

- I må ikke gå fra mig, græd det i mig, når de nede i parken fandt det sted, hvor jeg kunne se dem fra sengen, og vinkede farvel. Nu vinker de - nu er de væk.

- "Du skal ligge stille, Michael!" formanede sygeplejersken mig bestemt, mens hun rensede mine hudafskrabninger. "Sådan ja, det var bedre. Helt stille med hovedet. Du er en stor dreng!"

En blodig ridetur

I sine tidlige teenage-år, hvor familien flyttede til Tønder i Sønderjylland, kom Michael Falch igen ud for en oplevelse, der lige så godt kunne have kostet ham livet.

Denne gang var han blevet forelsket i en pige, der gik på en rideskole. Så selvfølgelig skulle han bevise, at han også kunne gebærde sig på hesteryg og tog med ud på ridetur sammen med sin udkårne 'Lone langhår' og et par andre ridepiger.

Da Michael Falch (t.v.) var teenager, flyttede familien til Tønder. Han ses her sammen med sine mindre søskende, Jan og Dorte, i 1972.
Da Michael Falch (t.v.) var teenager, flyttede familien til Tønder. Han ses her sammen med sine mindre søskende, Jan og Dorte, i 1972. Foto: Privatfoto

Men selv om den 15-årige casanova havde fået rideskolens roligste øg, gik det helt galt, da den pludselig forsøgte at springe over et pigtrådshegn, og både hest og rytter blev revet til blods. 

- Jeg opdagede nu, at blodet fossede fra begge mine hænder ned over sadlen, som jeg krampagtigt havde grebet fat i, skriver Michael Falch i erindringsbogen.

Det værste var dog, at den ellers så adstadige nordbagge efterfølgende gik i panik og dundrede over markerne i strakt galop, mens den unge Michael hang med foden i den ene stigbøjle og blev trukket hen ad jorden.

- Mit hoved blev banket mod græsset. Flere hundrede meter gik det derudaf, indtil min gummisko endelig knækkede midt over, og jeg røg af og landede på marken, mens den skøre krikke fortsatte videre ud mod horisonten, gadagung-gadagung, lyder det videre i bogen.

- Hvad gør man ikke for at komme i kontakt med en pige?

Når Michael Falch i dag ser tilbage på den fatale ridetur, som har efterladt synlige ar på hans hånd, griner han overbærende af sit ungdommelige overmod.

- Ja, det var en crazy oplevelse. Hvad gør man ikke for at komme i kontakt med en pige? Det var jo mange år før Tinder (populær dating-app, red.), og hvad det ellers hedder. Så der måtte man ud på ridetur med dem!, siger han til TV 2 og tilføjer.

- Men jeg var fan'me heller ikke tryg ved det. Det var helt forfærdeligt!

På trods af sin beslutning om, at han aldrig mere i sit liv skulle op på en hest, har han dog ikke været i stand til at holde det løfte til sig selv.

I Tønder mødte Michael Falch (t.v.) blandt andre Christian 'Kedde' Arendt, som senere var med til at etablere MALURT. Billedet er fra 1973.
I Tønder mødte Michael Falch (t.v.) blandt andre Christian 'Kedde' Arendt, som senere var med til at etablere MALURT. Billedet er fra 1973. Foto: Privatfoto

- Da mine børn fik heste, mens vi boede i Kalvehave, var jeg med ude at ride i bakkerne ved Møns Klint. Det er et fantastisk område, og jeg kunne jo ikke så godt sige: "Jeg er ked af det piger, men jeg havde altså en traumatisk oplevelse, da jeg var 15 år i Tønder". Jeg måtte jo bilde dem ind, at jeg var en stor, stærk mand, griner han.

Har altid bekæmpet frygten

Selv om Michael Falch allerede fra en tidlig alder er blevet konfronteret med livsfarlige situationer, har det ikke gjort ham forsigtig. Tværtimod har det haft den stik modsatte effekt.

Som voksen har han udsat sig selv for en række potentielt farlige ting, blandt andet har han lavet stunts i forbindelse med de film, han har medvirket i, og på fodboldbanen i dag kaster han sig gerne vandret ud i luften og laver rullefald, på trods af at han stadig har den traumatiske fornemmelse af at rulle ud af en bil i høj fart ætset fast i sin erindring. 

- Hele mit liv har jo været en kamp mod frygt, og derfor synger jeg også så meget om det i mine sange. Jeg forholder mig meget til fænomenet frygt, fordi det er en faktor, der fylder så meget i menneskers liv, og fordi det er noget, vi alle skal forholde os til og kæmpe med, siger Michael Falch, der mener, det er rent bluff, når nogen hævder det modsatte.

- Nogle vil måske vælge at skjule frygten bedst muligt bag et panser og forsøge at bilde verden ind, at de ikke er præget af frygt. Men selv den mest hærdebrede rocker er jo i virkeligheden et lille, bange væsen indeni, konstaterer han.

Michael Falchs barndoms- og ungdomserindringer 'Til grænsen' udkommer den 10. oktober på forlaget Gyldendal.

Se 'Toppen af poppen' med Caroline Henderson i fokus søndag kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play.