Pladecover blev starten på Michael Falchs karriere som skuespiller

Sangeren Michael Falch har som den eneste vundet både en Danish Music Award og en Bodil-filmpris. Han fortæller her historien bag sin skuespildebut.

Michael Falch indledte sin professionelle musikerkarriere i 1977 med Malurt, som op gennem 80'erne blev det helt store, danske rockband.

Sideløbende med musikken har den nu 60-årige rock-veteran også medvirket i en lang række roller på film og tv. For nylig kunne seerne eksempelvis genopleve ham som retsmedicineren Jan Boysen i krimiserien 'Rejseholdet'.

- Det er fantastisk, som den serie ligesom har taget bolig i den danske befolkning. Jeg oplever stadig, at publikum til koncerterne råber: ”Hva’ så, Boysen?” efter så mange år, siger Michael Falch, til TV 2 og tilføjer.

- Og så er det enormt sjovt, at mange yngre mennesker faktisk tror, at jeg er en eller anden afdanket skuespiller, som nu pludselig skal til at realisere mig selv som musiker på mine gamle dage. 

Selv om Michael Falch griner højt af den udbredte fejlopfattelse af, hvad der kom først, håber han samtidig, at hans medvirken i musikprogrammet 'Toppen af poppen' kan være med til at aflive misforståelsen.

- Jeg har jo hørt fra andre af mine kolleger, at programmet har åbnet yngre menneskers øjne for deres tilstedeværelse, som han siger.

Se videoklip fra andet afsnit af 'Toppen af poppen' øverst, hvor Michael Falch er hovedpersonen.

Mange yngre tv-seere vil nok forbinde Michael Falch med rollen som retsmedicineren Jan Boysen i 'Rejseholdet', som kørte over skærmen første gang i årene 2000-2004.
Mange yngre tv-seere vil nok forbinde Michael Falch med rollen som retsmedicineren Jan Boysen i 'Rejseholdet', som kørte over skærmen første gang i årene 2000-2004. Foto: Ulla Voigt / DR

Var for "rock'n'roll-voldsom"

Michael Falch - Blå bog

Michael Ehlert Falch er født  16. september 1956 i Køge.

Familien boede siden i Glostrup, Brabrand, Lystrup, Sønderborg, Tåstrup og Tønder.

Blev samfundssproglig student fra Tønder Gymnasium i 1976 og læste dansk ved Københavns Universitet i fire år.

I 1977 dannede han rockbandet Malurt, hvor han var frontfigur. Efter at bandet blev opløst i 1984, gik han solo og har siden udgivet et stort antal albummer.

Har siden 1986 medvirket i talrige film og tv-serier, deriblandt 'Isfugle', 'Mord i mørket', og 'Rejseholdet'.

Var gift med Linda Lyneborg fra 1983-2006 og har tre døtre, Mathilde, Soffi og Anna.

Som så mange andre vigtige begivenheder i Michael Falchs liv var det et samspil af tilfældigheder, der gjorde, at han blev sporet ind på skuespilfaget.

I starten af 80'erne tegnede han og Malurt kontrakt med pladeselskabet Medley Records, som blandt andet var ejet af Gasolin'-bagmanden Poul Bruun. Og han kendte filminstruktøren Søren Kragh-Jacobsen.

- En dag, Søren Kragh-Jacobsen var på besøg, sagde han, at han skulle bruge en vild, ung mand til sin næste film. Så hev Poul Bruun det nyeste Malurt-cover frem og sagde: "Jamen, han er her", mens han pegede på billedet af mig, fortæller Michael Falch og fortsætter.

- Snart efter blev jeg indkaldt til en prøvefilmning, og i første omgang blev jeg fyret, fordi jeg var alt for rock’n’roll-voldsom i min stil. De sagde: "Husk, at det ikke er Roskilde Festival, du står på". Men så ville de alligevel se mig én gang til, hvor jeg skruede ned for udtrykket, og så fik jeg rollen.

- Jeg følte, at den rolle var skrevet til mig

Filmen, som Michael Falch fik sin debut i som skuespiller, var 'Isfugle' fra 1983. Den handler om to mænd i tyverne, John og René, hvoraf den ene er genert og tilbageholdende, og den anden en letlevende type med tilfældigt arbejde og en personlig tragedie i bagagen. 

Michael Falch (t.h.) ses her i sin debutrolle som den vilde René i 'Isfugle', og den anden mandlige hovedrolle, John, spilles af Peter Hesse Overgaard.
Michael Falch (t.h.) ses her i sin debutrolle som den vilde René i 'Isfugle', og den anden mandlige hovedrolle, John, spilles af Peter Hesse Overgaard. Foto: Metronome Productions

Sidstnævnte blev selvfølgelig spillet af rockstjernen Michael Falch.

- Jeg var så lykkelig over, at jeg fik rollen. Da jeg læste manuskriptet, fik jeg nogle mindelser fra mit eget ungdomsliv og opvæksten i en dysfunktionel familie. Jeg følte, at den rolle var skrevet til mig, og jeg ville simpelthen spille den, siger Michael Falch, som da også er ret tilfreds med sin præstation i filmen.

- Jeg synes stadig, det er det bedste skuespil, jeg har lavet, i hvert fald i nogle af scenerne i den film. Det var en stærk oplevelse, konstaterer han.

Men selv om han blev nomineret til en Bodil-pris for bedste mandlige hovedrolle i 'Isfugle', var det først hans næste film, 'Mord i mørket' fra 1986, hvor han spillede en unavngiven journalist, der indbragte ham Bodil-statuetten.

Bodil-nomineret fem gange

Michael Falchs store talent som skuespiller har blandt andet vist sig ved, at han er blevet Bodil-nomineret i fem ud af de seks spillefilm, han har medvirket i. Eneste undtagelse er familiefilmen 'Mig og Mama Mia' fra 1989, hvor han spillede pigen Rikkes far.

Jeg har fået mere travlt, end jeg har haft siden min tidlige Malurt-tid

Michael Falch, sanger, skuespiller og forfatter

Han er da også den hidtil eneste danske sanger, der kan bryste sig af, at have både en Bodil-statuette og en Danish Music Award-pris stående derhjemme.

- Helt ærligt, så gør de mig godt! For de er jo udtryk for en anerkendelse, og så må der alligevel være et eller andet, der lykkes hen ad vejen, siger Michael Falch, der har placeret de to statuetter side om side i sit musikrum.

- De står på en bjælke oppe over mig. Så indimellem er jeg bange for, at de falder ned, hvis jeg spiller for højt. Især Bodil’en. Grammy'en går ikke i stykker, for den er lavet af hårdt metal. Men Bodil’en er af skrøbeligt porcelæn, siger han.

Grammy'en fik han for Årets Danske Voxpopudgivelse for albummet 'Sommeren kom ny tilbage' ved 'Danish Music Awards' 2014. 

Se video med præsentation af Michael Falchs karriere nedenfor.

Michael Falchs karriere har budt på både op- og nedture, først med Malurt og siden solo. Efter nogle års pause vendte han i 2016 tilbage med et nyt, succesfuldt album. Video: Susanne Nielsen

Stor opblomstring i de senere år

I det hele taget har Michael Falchs musiske karriere haft en gradvist stigende popularitetskurve i de senere år, efter at han gjorde comeback i 2006 med Boat Man Love som sit faste backingband.

- Jeg har fået mere travlt, end jeg har haft siden min tidlige Malurt-tid. Jeg spiller omkring 100 koncerter om året. Det er en stor lykke for mig, at der har været så meget opblomstring igen i mine senere år, siger Michael Falch, som så til gengæld bliver nødt til at holde igen med film- og tv-rollerne.

- Jeg må indrømme, at jeg siger nej til det meste, for musikken fylder det meste lige nu, siger han.

I alt har Michael Falch udgivet 35 albummer gennem hele sin karriere.

Den næste udgivelse fra Michael Falchs hånd er dog en bog, 'Til grænsen', som er hans ungdomserindringer fra blandt andet årene i Tønder, og som udkommer på Gyldendal til oktober.

Se andet afsnit af 'Toppen af poppen' med Michael Falch i centrum søndag kl. 20.00 på TV 2 - eller lige nu på TV 2 Play

Her er artisterne i 'Toppen af poppen' 2017