Anmeldere kan ikke lide danskers Hollywood-film: - Vi har lavet én stor fejltagelse

Filminstruktør Nikolaj Arcel hæfter sig ved, at Stephen King er glad for 'The Dark Tower'. Han har sendt danskeren en opmuntrende besked.

"'The Dark Tower' vil gøre dig ked af det på Stephen Kings vegne". "Heldigvis for dig har du glemt filmen, så snart den er ovre". ”Den gode, den onde og den dumme i 'The Dark Tower'".

Nikolaj Arcels nye Hollywood-film, 'The Dark Tower', har i dén grad fået en hård medfart af anmelderne.

Men nu svarer den danske instruktør på kritikken.

Nikolaj Arcel er ikke enig i anmeldernes hårde dom, men han mener at kunne se, hvorfor så mange har kritiseret filmen, fortæller han i 'Go’ morgen Danmark'.

- Vi har lavet én stor fejltagelse

Folk er sure over, at den ikke ligner bøgerne, lyder det fra den danske instruktør.

- Vi har lavet én stor fejltagelse. Filmen er et sammenkog af virkelig mange romaner. Der er otte bind i serien, og det sammenkog var et stort sats. Enten køber fansene af bøgerne den, eller så køber de den ikke, og der er virkelig mange, som bare ikke køber den, siger han.

Derudover har han hæftet sig ved, at handlingen i filmen sammenlignes med handlingen i de bøger, den er baseret på.

Det skal man ikke gøre, for det er en helt anden historie, der fortælles i filmen, lyder det fra Nikolaj Arcel.

- Det er ikke et mesterværk. Det er ikke det, jeg siger, men jeg tror, at en stor del af det er, at der er mange, der havde nogle andre forventninger til filmen, siger han.

Stephen King sendte danskeren en besked

Selvom de første anmeldelser har været utrolig hårde, har den danske instruktør noget, han kan læne sig op ad.

For manden bag de bøger, som filmen er baseret på, Stephen King, har personligt givet udtryk for, at han er begejstret for filmatiseringen.

- Han har faktisk været utrolig støttende både op til premieren, men også efter, at anmeldelserne kom, siger Nikolaj Arcel.

Da de dårlige anmeldelser begyndte, skrev den berømte forfatter en besked til den danske instruktør for at bakke ham op.

- Don’t worry. Stay strong. You made a good film, skrev han, fortæller Nikolaj Arcel.

- Og det er virkelig svært at være ked af det, når forfatteren selv melder sin støtte til filmen ud, siger han i 'Go’ morgen Danmark'.

Billetsalget går godt

Derudover glæder det den danske instruktør, at filmen sælger relativt godt.

En opgørelse over billetsalget i de amerikanske biografer foretaget af hjemmesiden Box Office Mojo viser, at filmen, der har kostet omkring 60 millioner dollars at lave - svarende til omkring 380 millioner kroner - lagde sig som nummer et på listen over bedst sælgende film.

Den første weekend indtjente 'The Dark Tower' næsten 20 millioner dollar, hvilket er godt og vel en tredjedel af det beløb, det har kostet at producere filmen.

I offentligheden er stemningen omkring filmen da også noget mere nuanceret end den dom, som de første og skrappeste af anmelderne gav.

På hjemmesiden Rotten Tomatoes, der samler filmanmeldelser, får 'The Dark Tower' den lave karakter 18 procent, men 60 procent af de "almindelige" mennesker, der har set filmen, har angivet, at de kunne lide den. Indtil videre har ’The Dark Tower' fået 3,4 ud af 5 stjerner af biografgængerne.

Filmen får premiere i Danmark den 17. august.

Filminstruktøren og manuskriptforfatteren Nikolaj Arcels nye storfilm får dårlige anmeldelser. Video: Stine Gliese