Harry Potter-skuespiller er død

16x9
Ved flere lejligheder portrætterede Robert Hardy den tidligere engelske premierminister Winston Churchill. Foto: MAX NASH / Scanpix Denmark

Manden bag karakteren Cornelius Fudge er gået bort.

Den britiske skuespiller Robert Hardy er død i en alder af 91 år.

Det oplyser hans familie ifølge mediet BBC.

Fans af filmserien Harry Potter vil muligvis genkende Robert Hardy for rollen som Cornelius Fudge, der er minister for magi i universet om den bebrillede troldmand. 

Iført en karakteristisk bowlerhat var han på rollelisten i fire ud af otte film: "Harry Potter og hemmelighedernes kammer", "Harry Potter og fangen fra Azkaban", "Harry Potter og flammernes pokal" og "Harry Potter og Fønixordenen".

Robert Hardy i rollen som Cornelius Fudge
Robert Hardy i rollen som Cornelius Fudge Foto: Capital Pitures

Prisvinder

I mere end 70 år begik Robert Hardy sig inden for teater, TV og film og var en af Storbritanniens mest profilerede skuespillere.

Han medvirkede blandt andet i den Emmy-nominerede tv-serie 'All Creatures Great and Small', der på dansk er kendt som 'Folk og Fæ'. I 90 afsnit havde han rollen som Siegfried Farnon.

Ved flere lejligheder portrætterede Robert Hardy også den tidligere engelske premierminister Winston Churchill.

Robert Hardy var modtager af den britiske orden "Order of the British Empire", der gives til personer, der har repræsenteret deres land på værdig vis.