Populær frø får ny stemme efter 27 år

16x9
Frøen Kermit har haft den samme stemme siden 1990. Foto: Mario Anzuoni / Scanpix Denmark

- For mig er 'Muppets' ikke bare et job, en karriere eller endda en passion, lyder det fra manden bag Kermit.

Den verdensberømte, grønne frø får fra næste uge en ny stemme. 

Det skriver en række medier - heriblandt Reuters.

Gennem 27 år har Steve Whitmire været manden bag det nasale dyr fra 'Muppet'-universet. 

Den 57-årige dukkemester overtog den store tjans efter skaberen Jim Hensons død i 1990, men allerede som 19-årig blev han en del af det populære dukkehold.

Nu er det slut, oplyser koncernen: 

- The Muppets Studio takker Steve for hans enorme bidrag til frøen Kermit og 'The Muppets'-franchisen. Vi ønsker ham alt godt fremover. 

Kunne ikke drømme om at forlade Kermit

Ifølge en række medier fortæller Steve Whitmire selv på en nyoprettet blog, at han er blevet fyret fra jobbet. 

Her uddyber dukkeføreren, at han allerede fik beskeden tilbage i oktober, og at det ikke er med hans gode vilje, at han må sige farvel til sin frø.   

- Jeg vil gerne have, at alle jer, der elsker 'The Muppets', ved, at jeg aldrig kunne drømme om at forlade Kermit eller nogen af de andre, skriver han blandt andet.

Steve Whitmire har udover Kermit også lagt stemme til karakteren Ernie fra 'Sesame Street'.

Erfaren 'Muppet'-stemme overtager

Hverken The Muppets Studio eller Steve Whitmire har udtalt sig om blogindlægget. 

Ifølge dukkemesteren er bloggen blevet oprettet, så det er muligt for fans at diskutere og dele ting omkring dukkeuniverset:

- For mig er 'Muppets' ikke bare et job, en karriere eller endda en passion. Det er et kald, en presserende, ubestridelig og umulig-at-modstå livsfilosofi.

Det bliver den erfarne 'Muppet'-stemme Matt Vogel, som officielt overtager rollen som den grønne frø. Han har blandt andet lagt stemme til restaurantgæsten Mr Johnson og dracula-dukken Count von Count. 

Vogel har sin første opgave som Kermit i en video, der udkommer i næste uge.

Fans reagerer på nyheden om, at det slut med den gamle Kermit-stemme: