Her er navnene på Beyoncés tvillinger

16x9
Den amerikanske popsangerinde Beyoncé fremviser et par Grammy Awards under en prisuddeling i Los Angeles, februar 2017. Foto: Mike Blake / Scanpix Denmark

For et halvt år siden væltede Beyoncé verden med sin gravide mave. Nu gentager hun kunststykket med de tvillinger, der gemte sig under maveskindet.

Torsdag aften udgav den 35-årige amerikanske popstjerne det første officielle foto af sine to nyeste familiemedlemmer. Anledningen er børnenes én-måneds-fødselsdag.

På billedet poserer Beyoncé Giselle Knowles-Carter foran blomsterbue og havudsigt. Hun er iført blåt slør og blomstrede, lilla gevandter. Men de flestes fokus vil formentlig fæste sig til de to tvillinger, hun bærer på armen.

A post shared by Beyoncé (@beyonce) on

Foreløbig har billedet fredag formiddag modtaget mere end 3,1 millioner reaktioner fra begejstrede fans. Dermed er der endnu et stykke vej til at slå rekorden fra gravidbilledet fra februar, som over 11 millioner personer i øjeblikket ’synes godt om’.

Men med den store stilistiske lighed mellem de to portrætter er opskriften på en ny rekord på kendisnettet måske allerede fundet.

Rumi og Sir Carter

Med portrættets billedbeskrivelse sætter Beyoncé samtidig navn på de to små: Rumi og Sir Carter.

Mens Sir normalt bruges som titel foran et mandenavn, er Rumi et japansk pigenavn samt efternavnet på en berømt persisk profet fra det 13. århundrede.

A post shared by Beyoncé (@beyonce) on

Begge fornavne er dog bemærkelsesværdige nok til, at det lykkelige forældrepar angiveligt har sikret sig rettighederne til at bruge dem som varemærker. Det samme skete for tvillingernes i dag femårige storesøster, Blue Ivy.

Det mere almindelige efternavn Carter har de alle arvet fra deres far, den 47-årige amerikanske rapper Jay-Z, som også går under det borgerlige navn Shawn Corey Carter.

Beyoncé og Jay-Z har tidligere haft gnidninger i ægteskabet, og husbonden har indtil videre været fraværende fra Instagram-portrætterne. Beyoncé og Jay-Z har været gift siden 2008.