20 år siden eventyret om Harry Potter begyndte: Det laver skuespillerne i dag

En har været med i en Ed Sheeran-musikvideo, en anden overraskede Harry Potters forfatter med sin bare overkrop.

Fortællingen om den unge troldmand har fortryllet læsere verden over i to årtier.

Den 26. juni 1997 udkom den allerførste bog i serien, og siden er Harry Potter gået fra at bo i et kosteskab under trappen hos familien Dursley til at være en franchisevirksomhed med en værdi på over 160 milliarder danske kroner.

En enkelt bog har udviklet sig til en hel bestseller-serie og en stribevis af film, der blev det magiske gennembrud for dengang helt unge stjerner, som ikke anede hvilken popularitet, der ventede dem. Herunder kan du læse, hvad skuespillerne fra Harry Potter-universet laver i dag.

Harry Potter

Daniel Radcliffe, der spillede den unge troldmandsspire Harry Potter, er i dag 27 år gammel. Han har stået på teaterscenen i blandt andet Broadway-musicalen 'How to Succeed in Business Without Really Trying', og allerede som 17-årige spillede han med i stykket 'Equus', som blandt andet førte til omtale i medierne, fordi skuespilleren undervejs optrådte uden tøj på. 

Han har medvirket i flere film, siden han forlod J. K. Rowlings kendte fortællinger, senest i 'Imperium' og 'Now You See Me 2'. 

Ron Weasley

28-årige Rupert Grint, der spillede Harrys tro følgesvend Ron Weasley, er både at finde på teaterscenen, i tv-shows og på det store lærred. Han har blandt andet lagt stemme til en Postmand Per-film og spillet med i filmen 'Moonwalkers'.

Derudover er han den bærende karakter i Ed Sheerans musikvideo til sangen 'Lego House'.  

Hermione Granger

De to troldmænds kvindelige modspil, Hermione Granger, blev spillet af Emma Watson. Hun er i dag 27 år gammel og har en bachelor i engelsk litteratur fra det prestigefyldte Brown University på cv'et.

Hun er blandt andet kendt for at være en aktiv ambassadør for FN's agentur for kvinderettigheder, UN Women, og så har hun spillet med i en række film. Lige nu er hun aktuel med filmen 'Skønheden og Udyret'. 

Draco Malfoy

Slytherins yndling og Harry Potters moralske modsætning, Draco Malfoy, blev spillet af Tom Felton, der i dag er 29 år.

Siden ’Harry Potter og Dødsregalierne’, der markerede afslutningen på fortællingen i det magiske univers, har han blandt andet medvirket i filmen ’Abernes planet: Oprindelsen’ og tv-serien ’The Flash’. 

Han har desuden gjort sig bemærket som sanger og står bag albummet 'In Good Hands'.

Neville Longbottom

Den botanistinteresserede og halvkiksede ven til Harry Potter, Neville Longbottom, spilles af Matthew Lewis, der i dag er 27 år. 

Han er muligvis den, der har gennemgået den største forandring af dem alle, og har endda fået et slang-udtryk opkaldt efter sig: At være 'Nevilled' betyder, at man går fra at være kikset til lækker.

Da han figurerede som undertøjsmodel på forsiden af et magasin fik det Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling til - med et glimt i øjet - at påpege, at han burde tage noget tøj på, men samtidig bemærkede hun, at det ikke var lige så slemt, som da Daniel Radcliffe optrådte uden tøj på i 'Equus':

Her er et af de seneste billeder af skuespilleren, der for tiden medvirker i tv-serien 'Ripper Street':