Kim Larsens søn skjulte gennembrud - far vidste det ikke, før singlen var i radioen

21-årige Hjalmar Larsen vil ikke stå i skyggen af sin far.

Den danske musiker Kim Larsen sad og læste avis hjemme i køkkenet i Odense, da han hørte sønnens nye single for første gang. 

Familien vidste godt, at Hjalmar Larsen havde været i København for at indspille noget, men resten havde han ikke fortalt noget om. 

- Vi har sådan en gentlemanaftale om, at jeg styrer min butik, og min far styrer sin, forklarer Hjalmar Larsen. 

De første par uger var jeg meget usikker og havde lyst til at tage hjem

Hjalmar Larsen, musiker

Derfor opdagede den folkekære musiker sin næstyngste søns gennembrud ved et tilfælde, da en velkendt stemme pludselig flød ud gennem højtalerne.

- Lige pludselig blev min single spillet i radioen, og så råbte min far efter min mor: "Liselotte, er det ikke Hjalmar?" Det var det. Og han vidste det ikke før det, fortæller Hjalmar Larsen i 'Go' aften Danmark' på TV 2.

Han er aktuel som soloartist og skal optræde på festivaler, blandt andet Smukfest, sommeren over.

Ud af skyggen

Når han som ny artist holder musikken tæt til kroppen, så er der en helt særlig grund til det. 

Hjalmar Larsen vil nemlig ikke stå i sin fars skygge.

- Fra den første single kom ud, til jeg var ude og sige noget offentligt, gik der flere måneder. Jeg ville se, om jeg kunne flyve på egen hånd først, forklarer han. 

Nu er jeg jo flyttet hjemmefra, så nu møder jeg ikke min far i køkkenet hver morgen, men jeg bliver mindet om ham hele tiden stadigvæk

Hjalmar Larsen, musiker

Derfor betyder det ekstra meget, når han bliver anerkendt for sine egne bedrifter.

- I går var der en, der sagde: "Du er ham Hjalmar, ikke? Din musik er bare rigtig god". Jeg begyndte næsten at græde. Det er fantastisk, siger Hjalmar Larsen.

Hans egen far er dog stille.

- Han har stadig ikke sagt noget om mit nummer, men jeg har heller ikke spurgt.

Stolt af arven

Selvom Hjalmar Larsen helst ikke vil sammenlignes med sin far, så er han taknemmelig for sin baggrund.

- Jeg er meget, meget stolt af det, jeg kommer fra, og hele den arv, jeg har med, siger han. 

Hans far lærte ham tidligt et par akkorder.

- Så kaldte jeg hele familien til koncert, så de kunne høre mig. Jeg slog an, bukkede og forventede, at de alle klappede længe af mig, husker Hjalmar Larsen.

Alligevel var det et tilfælde, at han endte i musikkens verden.

Barndomsidolet var cykelrytteren Jan Ullrich, og interessen var cykelsport.   

- Men da jeg var 13 eller 14 år, kørte jeg ind i en bil, og så skulle jeg ligge stille i nogle måneder. Der stod en guitar på mit værelse, og så gav jeg mig til at skrive dårlige sange på engelsk. Så kørte det derfra, fortæller Hjalmar Larsen.

På egen hånd

Den 21-årige debutant er netop flyttet til København for at dyrke karrieren fuldt ud.

- De første par uger var jeg meget usikker og havde lyst at tage hjem, men jeg er ved at lære det. En aften gik jeg langs søerne, og så satte jeg mig der og skrev en sang, fortæller Hjalmar Larsen.

De næste par måneder er han dog at finde rundt om i hele landet på turné.

- Jeg er nervøs, men jeg glæder mig. Uanset om der er 5, 20 eller 100 mennesker, så er det bare fantastisk at få lov at komme ud og spille, siger han.

Og hvis afsavnet til barndomshjemmet i Odense skulle blive for stort, så er han sikker på, at fans, journalister og koncertgæster nok skal huske ham på, hvor han kommer fra.

- Nu er jeg jo flyttet hjemmefra, så nu møder jeg ikke min far i køkkenet hver morgen, men jeg bliver mindet om ham hele tiden stadigvæk. Men det er fint. Så længe det også handler om mig, så er jeg en glad ung mand, siger Hjalmar Larsen.

Kim Larsen har i alt seks børn. Tre af dem er noget ved musikken. Foruden Hjalmar Larsen er datteren Alice Eva Larsen og sønnen Sylvester Larsen også musikere.