Obama hylder kendt rapper efter pris: - Men vores koner er mere populære end os

Jay Z er som den første rapper blevet optaget i det amerikanske 'Songwriters Hall of Fame'.

Hvad har en tidligere præsident og en rapper til fælles? 

Mere end som så. I hvert fald hvis man spørger Barack Obama, der i en videohilsen hylder Jay Z og løfter sløret for, at han ofte har hørt rapperens musik i det ovale kontor i Det Hvide Hus. 

 - Jeg bilder mig selv ind, at Jay Z og jeg forstår hinanden. Ingen, der mødte os som unge, ville have forventet, at vi nåede dertil, hvor vi er i dag, lyder det fra den tidligere amerikanske præsident.

Vi ved, hvordan det er at komme fra trange kår

Barack Obama, tidligere præsident i USA

Jay Z

Amerikanske Shawn Corey Carter, bedre kendt som Jay Z, er 47 år gammel.

Han er hiphopmusiker og iværksætter og ejer blandt andet en sportsbarkæde, musikstreamingtjenesten Tidal og basketballholdet Brooklyn Nets.

Oprindeligt ville ingen udgive hans musik, og han startede derfor sit eget pladeselskab, der blandt andet også har udgivet Kanye West. 

I 2003 ville han droppe musikken og holdt en række afskedskoncerter, men senere er han vendt tilbage. 

I 2008 giftede han sig med sangerinden Beyoncé, som han nu venter tvillinger med. I forvejen har de datteren Blue på 5 år.  

Store personligheder, der viser vejen

Både Barack Obama og Jay Z har mistet deres fædre, og ressourcerne har ofte været små i deres opvækst.  

- Vi ved, hvordan det er at komme fra trange kår, og vi kender folk, der ikke fik samme muligheder som os. Vi prøver at åbne døre, så det bliver nemmere at få succes for dem, der følger i vores fodspor, sagde Barack Obama i en tale til Jay Z torsdag.

Her blev musikeren som den første rapper nogensinde optaget i det eksklusive amerikanske 'Songwriters Hall of Fame'. 

Kvindernes magt

Selvom den tidligere præsident sendte rapperen en videohilsen under udnævnelsen, var Jay Z ikke selv til stede ved optagelsen.

Hans kone, sangerinden Beyoncé, er nemlig højgravid med tvillinger.

A post shared by Beyoncé (@beyonce) on

- Jay og jeg ligger begge under for vores døtre, selvom han nok kommer til at overgå mig, når de to tvillinger kommer, sagde Barack Obama og tilføjede, at døtrene ikke er de eneste markante kvinder i de to mænds liv. 

- Lad os se det i øjnene, vi har begge koner, der er mere populære end os, sagde den tidligere præsident med henvisning til Beyoncé og sin egen kone, Michelle Obama.

Michelle og Barack Obama med døtrene Malia og Sasha.
Michelle og Barack Obama med døtrene Malia og Sasha. Foto: Scanpix

Obama er den største rapper

Mens rapperen venter på to nye familiemedlemmer, deltog hans mor og bedstemor i 'Songwriters Hall og Fame's gallashow, hvor vennen Jon Platt accepterede prisen på Jay Z's vegne.

Rapperen selv benyttede lejligheden til at takke alle de kunstnere, der har inspireret ham, i en besked på Twitter. 

 Og den tidligere præsident fik også en kommentar med på vejen for sin tale. 

- Og den til alle tider bedste rapper af dem alle: Obama. Tak, har Jay Z skrevet.