Katy Perry åbner op om misbrug: - Jeg skammer mig over, jeg kunne føle mig så nede og deprimeret

16x9
Katy Perry under en terapitime, der blev livestreamet på Youtube. Foto: Youtube

Verdensstjernen er klar til at begrave en årelang strid.

Alkoholisme, dårligt selvværd og selvmordstanker. Sangerinden er et idol for tusindvis af unge, men hun har det ikke altid nemt selv. 

Det løftede hun sløret for, da hun i weekenden livestreamede sit liv minut for minut på Youtube - 96 timer i træk. 

Anledningen var udgivelsen af hendes nye album 'Witness', og noget tyder på, hun var klar til selv at vidne om sit eget liv. 

Terapi for åben skærm

En af de mange timer foran kameraet brugte Katy Perry med doktor Siri Sat Nam Singh, der i USA er en kendt vært på realityprogrammet 'The Therapist', der handler om mental helse. 

Sangerinden fortalte hende, at hun har kæmpet med et alkoholmisbrug, og at det drev hende til at tænke på at tage sit eget liv.  

Tankerne inspirerede hende til at skrive sangen 'By the Grace of God', der blev udgivet på albummet 'Prism' i 2013, men de gav hende også en følelse af selvforagt.

- Fordi Katy Perry er så stærk en person, skammer jeg mig over, jeg kunne føle mig så nede og deprimeret, forklarer hun til doktor Siri Sat Nam Singh. 

Hør sangen 'By the Grace of God' her: 

Splittet i to

Når sangerinden omtaler sit popnavn i tredje person som herover, er det ikke et tilfælde. 

Hun føler sig nemlig fanget mellem to personligheder: Superstjernen Katy Perry og den oprindelige Katheryn Elizabeth Hudson, Perrys fødenavn.

- Jeg føler mig så stærk som Katy Perry, og nogle gange er jeg ikke så stærk som Katheryn Hudson. Jeg vil virkelig gerne være mit autentiske selv, forklarer hun. 

Sangerinden blev især berørt, da hun snakkede om sit hår. Tidligere på året klippede hun det af med den forklaring, at det var ødelagt af blegning. Men i virkeligheden handlede det om noget andet. 

- Jeg ville så frygtelig gerne være Katheryn Hudson, så jeg ville ikke ligne Katy Perry mere, sagde hun. 

Katy Perry før og efter, hun klippede håret af.
Katy Perry før og efter, hun klippede håret af. Foto: Scanpix

Tættere på kristne rødder

Terapitimen på skærmen var langt fra uvant. 

Katy Perry har i fem år jævnligt gået i terapi med sin familie. 

Som teenager flyttede hun hjemmefra for at følge en sangkarriere, men terapien har bragt familien sammen igen og sangerinden tættere på sin konservative kristne opvækst i Californien. 

Se terapitimen, der blev livestreamet påYoutube, her: 

Begraver strid med kollega

Med 96 timers sending var der tid til andet end terapi. 

Katy Perry havde også besøg af journalisten Arianna Huffington, der var nysgerrig på det anspændte forhold til musikkollegaen Taylor Swift. I flere år har de to popprinsesser ikke nævnt hinanden ved navn efter en strid om backup-dansere. 

- Jeg er klar til at lade det ligge. Jeg tilgiver hende (Taylor Swift, red.), og jeg er ked af alting, jeg nogensinde gjorde, og jeg håber det samme fra hende. Jeg synes, at det er på tide, sagde Katy Perry og tilføjede, at hun håber, de to kan blive et godt eksempel for andre kvinder. 

Taylor Swift har endnu ikke svaret på Katy Perrys håndsrækning.