Her får tv-vært nyt navn midt i udsendelse

Et nyt navn kan give nye egenskaber og åbne døre internationalt. Sådan lyder det fra en numerolog, der fredag hjalp værten med et nyt navn.

Vært på TV 2, Søren Lippert, fik fredag et nyt navn.

Navneændringen kom i kølvandet på nyheden om, at næsten 5000 personer fik ændret navn i 2016. Det er rekord siden navneloven blev liberaliseret i 2006. 

Tidligere var navneskiftene ofte karakteriseret ved, at de mere ordinære navne blev skiftet ud med mere unikke og spirituelle navne. 

I dag er det mere enkelt - nu vil Susanne bare hedde Sanne.

Væk med ø'et

News & Co havde inviteret numerolog og uddannelsesleder, Isabelle Cronebach, i studiet fredag eftermiddag. Her skulle hun blandt andet finde et nyt navn til Søren Lippert. 

Ifølge Isabelle Cronebach kan Søren godt lide sit navn, hvilket betød at der ikke var tale om en markant forandring i fornavnet.

- Jeg har valgt at kalde ham Søren, hvor det staves S-O-E-R-A-N, fortalte numerologen, der forklarede, at navnet ville gøre det nemmere at begå sig internationalt.

Spotlight-navnet Martin

Dernæst fik værten et mellemnavn, der er særligt godt til personer, der skal stå i rampelyset, hvilket Søren Lippert ofte gør som enten vært på eftermiddagsprogrammet 'News & Co' eller i sit eget walk and talk show 'Lippert'.

- Det er et navn, som er godt til at få en til at stå i spotlightet og virkelig nyde det - det er navnet Martin, fortalte numerologen.

Efternavnet blev Johannsen, så det fulde navn blev Soeran Martin Johannsen.

- Er Søren Lippert en Drama Queen?

Da efternavnet blev præsenteret skabte det latter i studiet - særligt fra TV 2s politiske redaktør, Anders Langballe, der var nødt til at stille numerologen et opfølgende spørgsmål.

- Du antydede før, med Sørens fødselsdato og navn, så kunne du ses, at Søren var sådan lidt en 'Drama Queen'. Er det rigtigt forstået? 

Numerologen præciserede:

- På det område i livet, der handler om de helt tætterelationer, der er der tendens til noget drama.

Nyt navn - nyt liv

Det udløste et kritisk spørgsmål fra redaktøren:

- Hvis han så kommer til at hedde Soeran Martin Johannsen, forsvinder det så, det her drama? Vil han opføre sig anderledes i privatlivet?

- Han vil gradvist begynde at tænke, være og handle på en ny måde på de områder i livet. 

- Spændende, tak skal du have, sagde Søren Lippert, der i fire sekunder nåede at få sit nye navn som navneskilt på tv under udsendelsen. 

Søren Lippert med sit nye bundt - fra fredagens udsendelse den 19.maj 2017.
Søren Lippert med sit nye bundt - fra fredagens udsendelse den 19.maj 2017. Foto: TV 2