Modeekspert om 'Smid tøjet': Her rammer de plet - og her rammer de ved siden af

Så er finalisterne til dette års 'Smid tøjet' fundet. Men hvor fashionable var aftenens outfits egentlig? Modeekspert giver svaret.

Flæser, farver eller lange støvler. Hvad er mest trendy lige nu?

Det har Karen Mukupa og Dennis Knudsen et godt bud på. De vandt aftenens udgave af 'Smid tøjet' og er nu gået videre til finalen.

Opgaven var at sy et outfit til en sommerfest, og det skulle syes af brugt denimstof indleveret i en af Røde Kors' mange tøjcontainere.

Moderedaktør på Alt for damerne og modeekspert i Go’morgen Danmark, Sille Henning, er imponeret over de to vinderkjoler – især når man tænker på, at de er lavet af brugt tøj.

- Det er virkelig interessant at se, hvor meget man kan lave, og hvor let det er at customize det efter sin egen stil.

Du kan byde på de fire designeres kreationer her.

'Smid tøjet'

  • I tv-showet 'Smid tøjet' dyster otte danske stilikoner om, hvem der kan lave den flotteste og mest kreative design af brugt tøj doneret til Røde Kors.
  • De to bedste fra de to første afsnit går videre til finalen, hvor den endelige vinder kåres og vinder 250.000 kr til et selvvalgt Røde Kors-projekt.
  • Alle designs kommer til auktion på Miinto, hvor pengene fra tøjet bliver doneret til Røde Kors.

 

Sille Henning har taget modebrillen på og gransket de fire designs, der blev præsenteret i aftenens program, for tidens trends og tendenser. Måske du selv kan blive inspireret til et nyt look?

Finalen i 'Smid tøjet' bliver sendt søndag d. 21. maj kl. 20.00 på TV 2. 

Modeekspertens dom

Karen Mukupas design: Flæser og bar ryg

Karen Mukupa kalder sit design for 'Japansk Distortion'. Foto: TV 2
- Hun har fat i de store flæser, de farvede striber og den bare ryg. Det er tre tendenser, der er meget sommer-agtige. Især flæser har været den detalje, man har set allermest gennem de sidste par sæsoner, og det fortsætter.

Dennis Knudsens design: Asymmetri

Dennis Knudsen kalder sit design for 'rokokotrash på Versailles'. Foto: TV 2
- Her vil jeg nævne asymmetri, denim og igen flæser som de trends, han har fanget. Det her med at skuldre og ærmer ikke er symmetriske, ser vi meget, og generelt det materialemiks han laver, er også meget oppe i tiden.

Rune Glifbergs design: Kommercielt og street-wear

Skater Rune Glifberg har som den eneste deltager valgt at sy en lang frakke. Foto: TV 2
- Han har klar inspiration fra streetwear, og især det med hættetrøjer er enormt populært lige nu. Hans stil er det meget dekonstruerede med rå kanter. Han er den eneste, der har et mere kommercielt look, den jakke ville jo kunne sælges i butikkerne.

Sarah Zobels design: Lavet til scenen

Jetsetteren Sarah Zobel har designet et par minimale hotpants. Foto: TV 2
- Det her look er mere stage-wear, altså tøj lavet til scenen, og det er især de korte shorts, der gør det. Denim-referencer og lange støvler ser vi rigtig meget af lige for tiden, men det rammer ikke rigtig fashion-kategorien.
Læs om de otte designere