Umage par skal hjælpe udsatte børn: Vi kender hinanden på 'Vestegns-nikket'

Sammen med fodboldstjernen Daniel Agger skal Helle Thorning-Schmidt få flere udsatte børn til at gå til fritidsaktiviteter.

De virker måske som et umage par.

Han er en tatoveret fodboldspiller - hun er Danmarks tidligere statsminister.

Men de har to ting til fælles: De er begge vokset op på den københavnske Vestegn, og så brænder de for at gøre noget for udsatte børn og unge.

- Vi har kendt hinanden i noget tid og har holdt kontakten, siger Helle Thorning-Schmidt, direktør for Save the Children til Go’morgen Danmark.

Nu har Agger Foundation og Helle Thorning-Schmidt slået pjalterne sammen og samler penge ind til et projekt på Vestegnen, der skal få udsatte børn til at gå til fritidsaktiviteter, præcis som de selv gjorde.

Jazzballetdanser og fodboldtalent

Daniel Agger er vokset op i Hvidovre og spillede i sin ungdom fodbold i Rosenhøj og Brøndby, og han er ikke i tvivl om, at sporten har gjort meget for ham:

Det er gennem sporten, jeg fik mine kammerater, det bygger dig op og hjælper dig i den rette retning.

Daniel Agger, tidligere anfører på det danske landshold

- Du oplever en masse ting og kommer rundt i landet. Det er gennem sporten, jeg fik mine kammerater, det bygger dig op og hjælper dig i den rette retning, siger han.

Helle Thorning er vokset op i Ishøj, men for hende var det ikke fodboldbanen, men derimod danselokalet der gjorde en forskel.

- Jeg blev aldrig rigtig inviteret indenfor i fodboldfællesskabet. Men jeg har gået til dans og jazzballet og rigtig mange andre fritidsaktiviteter. Det havde jeg nok ikke gjort, uden min mor havde sagt, at nu skulle jeg gå til det.

Helle Thorning blev aldrig inviteret indenfor i fodboldfællesskabet. Video: Marie Kjempff

Kender udsatte børn fra egen barndom

Projektet skal samarbejde med kommuner på Vestegnen, hvoraf flere har mange sårbare børn og unge. Ifølge en undersøgelse fra KORA fra 2015 udgør sårbare børn 13 pct. af alle børn i Brøndby Kommune. I andre kommuner er tallet helt nede på 3 pct.

- Der er familier her i Danmark, der lever meget langt fra et fællesskab, hvor man lukker sig inde i sig selv. Det at komme i et sportsfællesskab er, at man åbner sig mod verden og er del af noget større. Det kan redde familier, og det kan redde nogle unge knægte. Det er med til at redde børn, det ser vi i hele verden. Derfor er jeg så optaget af, at børn kommer i gang med fritidsaktiviteterne, siger Helle Thorning-Schmidt.

De har begge to set lidt af hvert i løbet af deres opvækst:

- Jeg har bestemt mødt børn, der havde det rigtig svært, hvor forældrene ikke tog sig særligt meget af dem og ikke sørgede for, at de kom i skole med spidset blyant og rent tøj, siger Helle Thorning-Schmidt.

Kender hinanden på nikket

Daniel Agger lagde ikke meget mærke til udsatte klassekammerater dengang, men han kan se dem i et anderledes lys i dag.

- Jeg tænkte ikke på det dengang, men jeg kan se det nu. Det er dem, vi skal ud og have fat i, dem projektet handler om, siger han.

De to deler et helt særligt vestegnsbånd, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Der er det hemmelige 'Vestegns-nik', som man giver til hinanden, som betyder, at vi kommer fra den samme baggrund, siger hun.

Projektet bliver sat i gang i juni med arrangementet 'Golf og Galla', der er en golfturnering og en gallamiddag, hvor overskuddet går til Red Barnets arbejde med udsatte unge på Vestegnen.

I de første to år af projektet er målet at sikre minimum 400 udsatte børn og unges deltagelse i fritidsaktiviteter.