Hollywood-stjerne om Lone Scherfig: Jeg stolede ikke på hende, fordi hun var en kvinde

16x9
Anne Hathaway er mest kendt for sine roller i film som 'The devil wears Prada' og 'Les Miserables', sidstnævnte indbragte hende en oscar for bedste kvindelige birolle. Foto: MARIO ANZUONI / Scanpix Denmark

Anne Hathaway indrømmer, at hun har haft en modvilje mod at arbejde med kvindelige instruktører og undskylder.

Hollywood-stjerne og Oscar-vinder Anne Hathaway indrømmer, at hun før i tiden har haft mindre tiltro til kvindelige instruktører end mandlige.

Det afslører hun i et interview med ABC News.

Her fremhæver hun især arbejdet med den danske instruktør Lone Scherfig i 2011 med filmen 'One Day', der på dansk hed 'Samme dag næste år'.

- Jeg fortryder virkelig, at jeg ikke stolede mere på hende, og jeg er den dag i dag bange for, at årsagen til, at jeg ikke stolede på hende på samme måde som andre instruktører, jeg har arbejdet med, er, at hun er en kvinde.

Bange for at have modarbejdet hende

Filmen blev ikke den store succes – især ikke sammenlignet med Scherfigs film to år tidligere, den oscar-nominerede ’An Education’.

Når Hathaway ser tilbage på samarbejdet, frygter hun, at Scherfigs køn har gjort, at hun ikke gav alt, hvad hun kunne.

- Jeg er så bange for, at jeg har behandlet hende med et tillært kvindehad. Jeg er bange for, at jeg ikke gav hende alt, hvad hun havde brug for, eller at jeg modarbejdede hende, siger hun.

Hathaway taler i interviewet om, at branchen generelt lider under et misforhold mellem kønnene, og at hun selv er blevet klogere, og derfor vælger at fortælle åbent om sine tidligere fordomme.

- Det er noget, jeg har tænkt meget over, i forbindelse med at jeg modtager manuskripter, der skal instrueres af kvinder, siger hun.

Har forsøgt at undskylde til Scherfig

- Det føles som en indrømmelse, men jeg tror, det er noget, vi må tale om, siger hun.

Hathaway har forsøgt at række ud til Scherfig efter interviewet. En talsmand for Lone Scherfig har fortalt ABC News følgende:

- Lone Scherfig er dybt begravet i forproduktionen af sin nye film og meget optaget af det. Hun har bedt mig om at udtrykke kærlighed og beundring over for Anne og hendes arbejde.