Laudrup helt befippet: Får kæmpe kompliment af spansk konge

Michael Laudrup fik stor cadeau af den daværende spanske konge, inden Laudrup forlod Spanien, afslører han i sidste udgave af Talkshowet Meyerheim.

Han undrer sig, Michael Laudrup. Restauranten er tom. Det er ellers en af de bedste restauranter i Madrid. Han sætter sig ved et bord med sin kone Siw.

Pludselig ankommer kongen. Den spanske. Regenten sætter sig ved et bord tæt på Michael Laudrups.

Inden længe gør kongen fagter i retning af den danske fodboldspiller. I de fem forgangne år har danskeren været den største stjerne i spansk fodbold i henholdsvis FC Barcelona og Real Madrid.

- Han vil have, du skal komme derover, siger Michael Laudrups kone Siw til sin mand.

Michael Laudrup rejser sig. Tager et par skridt, hilser pænt og sætter sig. Overfor kongen, hvis søster og niece også er til bords.

- Jeg har hørt, at De forlader Spanien her til sommer, siger kong Juan Carlos.

- Ja, det er rigtigt, jeg stopper nu efter sommer, svarer Michael Laudrup.

- Nå, jamen, så er jeg jo den eneste konge i Spanien, fortsætter kong Juan Carlos.

Laudrup bliver mildest talt overrasket over regentens kompliment.

- Jeg kunne have sagt tusind tak. Men jeg blev helt befippet over, at han sagde det. Så jeg sagde bare… øh…, ja…, fortæller Michael Laudrup og griner højt over sin egen reaktion, da han fortæller om episoden i 'Talkshowet Meyerheim', der for sidste gang bliver sendt i aften klokken 21.15 på TV 2 Charlie.

Episoden, hvor den spanske konge gav Michael Laudrup den store kompliment fandt sted i foråret 1996, hvor Laudrup annoncerede sit stop i spansk fodbold efter fem år og fem mesterskaber. 

Meyerheim har jagtet Laudrup i 11 år

I den sidste udgave af Talkshowet Meyerheim afslører Michael Meyerheim desuden, at han i hele showets levetid – 11 år – har kæmpet for at få netop Michael Laudrup som gæst.

Faktisk havde Michael Meyerheim lovet TV 2, at han kunne skaffe netop Michael Laudrup som gæst til showet. Noget, der altså først lykkedes efter 11 år.

- Da jeg skulle forsøge at overtale TV 2 til at lave programmet, sagde jeg, at "jeg kan skaffe alle kendte danskere". For at sætte trumf på, hørte jeg mig selv sige "lige fra Klaus Rifbjerg til Michael Laudrup", indleder Michael Meyerheim sit sidste show.

- Det kneb lidt med Laudrup

Tv-værten uddyber:

- Det lykkedes meget hurtigt at få Klaus Rifbjerg med. Men Michael Laudrup.. Aaahh, det kneb lidt. Det passede aldrig rigtigt, og det var måske heller ikke det, han havde mest lyst til, fortæller han i tv-indslaget herunder.

For at Michael Meyerheim kan holde sit løfte til sin arbejdsgiver, har Michael Laudrup derfor indvilliget i at deltage i den sidste udgave af 'Talkshowet Meyerheim'.

I aften klokken 21.15 kan du derfor i Talkshowet Meyerheim høre Michael Laudrup svare på spørgsmålet om, hvorvidt han kan forestille sig selv som dansk landstræner og på, hvordan han reagerer på den enorme berømmelse, hans fodboldkarriere har bragt med sig.

Efter 11 sæsoner slutter 'Talkshowet Meyerheim' . Se finaleshowet onsdag klokken 21.15 eller se snigpremieren allerede nu på TV 2 PLAY.  De øvrige gæster i Michael Meyerheims sidste talkshow er Sidste Babett Knudsen, Nikolaj Lie Kaas og Ghita Nørby.