Burhan G og Dorthe Gerlach er med i efterårets ’Toppen af poppen’

Burhan G har tænkt sig at arbejde i studiet dag og nat – Dorthe Gerlach satser på at komme ”mentalt uforberedt” i ’Toppen af poppen’ 2017.

Burhan G og Dorthe Gerlach er nu blevet føjet til listen af danske kunstnere, der skal fortolke hinandens sange på et endnu ukendt sted i Danmark i den nye sæson af ’Toppen af poppen’.

- Jeg glæder mig til at lære de andre at lidt bedre at kende, høre deres historier og mærke deres fortællinger i musikken, siger Burhan G, der har udgivet albums på både engelsk og dansk og som står bag hits som ’Lucy’ og ’Tættere på himlen’ sammen med Nik & Jay.

Originalen skal behandles med respekt

TV-seerne kommer til at møde en velforberedt Burhan G i programmet.

- Jeg har forberedt mig, som jeg altid gør, når jeg laver musik. Jeg bruger dag og nat i studiet på at sætte mig ind i sangene og har forsøgt at finde ind til kernen.

Det er ikke ukendt for ham, at fortolke andres numre. I 2011 hittede han med ”Jeg’ i live”, der er en cover-version af Sanne Salomonsen og Thomas Helmigs hit fra 1989.

Burhan G har haft 13 top 10-singler på den danske hitliste og har modtaget både guld- og platinplader.
Burhan G har haft 13 top 10-singler på den danske hitliste og har modtaget både guld- og platinplader. Foto: Axel Schütt / Scanpix Denmark

- Det er vigtigt, at jeg beholder sangens karakter, men vil stadig gerne sætte mit eget personlige præg. Selvfølgelig behandlet med den største respekt for originalen, siger han.

- Vi skal stemme hinanden ind – ikke ud

Det andet nye navn, sangeringen Dorthe Gerlach, er også spændt på at komme i gang og møde de andre deltagere.

Dorthe Gerlachs album Natlys handler blandt andet om skilsmissen fra hendes partner i privatlivet og musikken, Michael Hartmann.
Dorthe Gerlachs album Natlys handler blandt andet om skilsmissen fra hendes partner i privatlivet og musikken, Michael Hartmann. Foto: Claus Bech / Scanpix Denmark

- Omdrejningspunktet i programmet er musikken, historierne bag og dét der sker, når alle deler noget af sig selv. På den måde handler det om at stemme hinanden ind, ikke om at stemme hinanden ud, og det kan jeg godt lide.

Dorthe Gerlach udkom i 2015 med det dansksprogede album ’Natlys’, hvoraf singlen af samme navn kommer fra. Hun er også kendt som sangerinde i duoen Hush, der har solgt over 100.000 albums i Danmark og turneret i ind- og udland i mere end 10 år.

Hun er meget spændt på, hvilke af hendes sange, de andre vælger. Ventetiden bruger hun på at forberede det praktiske omkring opholdet:

- Nu tænker jeg mest på madpakker, fornuftigt fodtøj og den slags, og ellers satser jeg på at komme totalt mentalt uforberedt. Uanset hvad er jeg glad på mine sanges vegne, fordi de får lov at få nyt liv i hænderne på så forskellige, musikalsk stærke personligheder.

Musikere på lejrskole

Tidligere på ugen blev den danske rockstjerne Michael Falch afsløret som første deltager i år.

Det betyder meget for deltagerne at lære hinanden at kende – både på et professionelt og et personligt plan.

Jeg tror det bliver ret intenst og måske også en udfordring at være på “lejrskole” på den måde. Men jeg glæder mig. Både til at blive inspireret musikalsk og til at blive klogere på de mennesker, som gemmer sig bag sangene, siger Dorthe Gerlach.

Det er Burhan G enig i.

- Når vi mødes på landevejen eller til festivaler, så bliver det ofte kun til et hurtigt “hej hej”, så det bliver fedt at komme lidt tættere på. Men jeg håber også at kunne lære noget af dem, af deres erfaringer og deres måde at bruge musikken på, siger Burhan G.

Indtil videre er det kun holdet bag 'Toppen af poppen', der kender navnene på de resterende deltagere til den nye sæson, de bliver nemlig først afsløret senere.

Af tidligere deltagere kan nævnes Søs Fenger, Mads Langer, Peter A.G., Jokeren og Poul Krebs.

Læs mere om Burhan G, Dorthe Gerlach og de andre deltagere i årets 'Toppen af poppen' lige her.