Svend var en af verdens bedste - derfor hentede nazisterne ham en tidlig morgen

Svend Asmussen var en legende på den danske musikscene, hvor han i årtier var jazzens mester. Men 29. august 1943 bortfører nazisterne ham.

Der findes nogle mennesker, som bare er født til at kunne det hele ekstra godt. 

Svend Asmussen var en af disse. 

I aftenens afsnit af 'Mercur' på TV 2 CHARLIE spiller trioen Swe-Danes til generalprøven på Radio Mercurs store radioshow på Mercur-teatret. Svend Asmussen var en del af trioen og portrætteres af Anders Bernitt.

Svend Asmussen

Svend Asmussen blev født 28. februar 1916 i København. 

Han spillede violin fra han var syv år gammel, og udviklede sig til en af verdens bedste jazz-musikere. Han steg for alvor i berømmelse for sin deltagelse i revyer og shows.

Under krigen blev han bortført af nazisterne og sendt til Berlin, hvor han i knap to måneder sad fængslet.

Med svenske Alice Babs og Ulrik Neumann skabte han i 1959 Swe-Danes, som blev en verdenssucces, der optrådte overalt i Europa og USA.

Han mistede sin kone Annegrethe i 2000, men fandt ny kærlighed i Ellen Bick Meier.

Han døde 7. februar 2017 - 100 år gammel.

Som helt ung var han et gudsbenådet musikalsk talent, som kunne spille flere instrumenter - med og uden noder. 

- Allerede som ung var han på et højt niveau. Han kunne alt, han satte sig for, og han gjorde det godt, siger Frank Büchmann-Møller, forfatter til Svend Asmussens biografi '100 år for fuld musik' og bibliotekar på Syddansk Musikkonservatorium, hvortil Svend Asmussen i 2005 donerede hele sit arkiv af musik. 

Svend Asmussen blev født 28. februar 1916 og startede musikundervisningen allerede som 5-årig. Han stod på en scene som 12-årig, og det blev hans andet hjem. 

- Det lå ham enormt meget på sinde, at folk skulle have en oplevelse, siger Frank Büchmann-Møller.

16x9
Svend Asmussen med kæresten Ellen Bick Meier ude til højre til fest i Tivoli. I midten ses Prins Henrik og tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen. Foto: Claus Bech Andersen / Scanpix

En kendt mand blev taget

Gennem 30'erne og 40'erne spillede Svend Asmussen med mange forskellige kunstnere og blev et kendt ansigt i dansk kulturliv. Især var hans mange engagementer i revyer hos revykongen Stig Lommer og hans jazz-koncerter er et tilløbsstykke. 

Men 9. april 1940 blev Danmark besat. Under et overvældende og overraskende angreb kaprede nazisterne landet på sengen, hvor 16 danske soldater mistede livet.

Under besættelsen fik Danmark en særlig god behandling på grund af samarbejdspolitikken, men bølge efter bølge af demonstrationer, strejker og sabotageaktioner gjorde, at den nazistiske tålmodighed slap op.

29. august 1940 blev dagen, hvor Danmark skulle vænne sig til en meget hårdere linje fra nazisterne. Første skridt var at indføre militær undtagelsestilstand i landet, hvilket betød, at nazisterne fik uhindret magt til at gøre som de ville.

16x9
En ung Svend Asmussen på et udateret billede. I 1960 havde han sammen med trioen Swe-Danes et internationalt hit med 'Scandinavian Shuffle'. Foto: Jesper Gottschalch / Scanpix

Den første aktion var masseanholdelser.

- Det var ren gidseltagning. Man valgte de danske kendisser for at gøre størst muligt indtryk på danskerne, som skulle vide, at nu gik besættelsen ind i en nye fase, hvor det grundlæggende var slut med de gode forhold, siger Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet.

En af disse kendisser var 27-årige Svend Asmussen.

- Nazisterne vækkede Svend og hans kone Annegrethe tidligt om morgenen den 29. april, og han var kun i pyjamas, da han åbnede døren. Svend har altid set ung ud, så nazisterne spurgte faktisk efter hans far, siger Frank Büchmann-Møller.

Forbløffet måtte nazisterne erkende, at de havde fat i den rigtige mand. Svend Asmussen skulle pakke tandbørste og undertøj, imens hans gravide kone var dybt chokeret. 

- Bare rolig, han kommer snart hjem igen, skulle de have sagt, ifølge Ellen Bick Meiers bog om Svend Asmussen 'June Nights'.

Han blev sat ned i en lastbil sammen med andre kendte danskere og først kørt til Alsgade Skole i København, hvor nogle hundrede danskere blev stuvet sammen i gymnastiksalen. Få dage senere blev han overført til Vestre Fængsel. 

- Mens han sad i Vestre Fængsel, kunne han spille violin, lave figurer og få besøg af sin mor og kone, siger Frank Büchmann-Møller.

Det ændrede sig dog, da nazisterne tog ham med til Berlin

16x9
Svend Asmussen med sin søn Claus Asmussen, som senere blev det længste vedvarende medlem i Shu-bi-dua. Han var med i over 30 år. Foto: Birthe Melchiors / Scanpix

Nazi-fængslet på Alexanderplatz

Uden at vide hvorfor, blev Svend Asmussen sendt til Berlin med to Gestapo-officerer. Hans kone fik at vide, at hun kunne hente resterne af hans ting i Vestre Fængsel. 

- Hun troede, at jeg var blevet skudt, siger han i Ellen Bick Meiers biografi. 

På Hovedbanegården i København rammer alvoren ham. Han er et kendt ansigt, og flere mennesker genkender ham som fange med de to nazister og vinker diskret til ham. Man forventede nok, at han var ude på sin sidste rejse. 

På Alexanderplatz i Berlin lå nazisternes frygtede militærfængsel, hvor Svend Asmussen blev indskrevet som en forbryder med fotografering forfra, fra siden og fingeraftryk. 

Cellen var væsentlig dårligere end i Vestre Fængsel og målte to skridt den ene vej og tre skridt den anden vej. I siden var en briks, som han ikke måtte sidde på om dagen og en skammel, som han ikke måtte stå på for at kigge ud af vinduet. Hvis man ikke adlød, blev man lagt i lænker. 

- Jeg kunne høre min nabo i lænker rasle i cellen ved siden af, siger han i Ellen Bick Meiers biografi. 

I flere uger blev døren stort set ikke åbnet.

- Gennem en lille lem i døren stak de maden ind til mig på stang som et rovdyr. Hver morgen fik jeg en metalkande med vand, og det var min eneste mulighed for at spejle mig selv, siger han videre.

Sådan gik tiden, hvor Svend Asmussen blev overladt til sine egne tanker, der i større og større omfang kredsede om, at han ville blive henrettet. Samtidig med dette kastede britiske fly hver aften bomber over Berlin, og Svend Asmussen krøb ofte sammen i hjørnet med et tæppe over sig og fingrene i ørene. 

16x9
Svend Asmussen i 2006. Han mestrede mange andre instrumenter udover violinen. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Hjemsendelsen

Det blev efterhånden klart, at den regulære bortførelse af Svend Asmussen var af en mere politisk orientering. 

Endelig kom en tysk soldat for at udføre forhøret. I tre-fire lange timer skulle Svend Asmussen fortælle alt om sit liv, venner, kolleger og alt muligt andet til kriminalrat Schmidt, som viste sig at være en venlig mand. 

Svend Asmussen fik vist billeder af skumle typer, men genkendte ingen af dem. 

Efter forhøret blev han sendt tilbage til sin celle, og der skulle igen gå uger, før han hørte noget nyt. Som hobby begyndte han at kvase væggelus med et rusten søm. På en god dag fik han has på 50 stykker.

Pludselig en dag gik døren op.

Der stod kriminalrat Schmidt og meddelte, at næste morgen ville Svend Asmussen blive sendt hjem. 

Han faldt den tyske soldat om halsen, opløst af tårer.

- Nazisterne endte med at frigive gidslerne, fordi den militære undtagelsestilstand var en succes. Der var stort set ingen sabotage eller strejker i ugerne efter gidseltagningen, så efter seks uger løftede nazisterne undtagelsestilstanden, som de havde lagt Danmark under, siger Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet og fortsætter:

- Det var rigtig godt for gidslerne, hvis liv dermed ikke kom i spil - for eksempel ved offentlig henrettelse.

16x9
Den 90-årige jazz-violinist Svend Asmussen giver koncert i Glassalen i Tivoli lørdag den 15. juli 2006 under Copenhagen Jazz Festival. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Antinazisten "Onkel Hans"

Det viste sig, at der var foregået et stort arbejde i Danmark for at få den berømte musiker på dansk muld igen. Efter gidseltagning havde Svend Asmussens kone Annegrethe og revykongen Stig Lommer henvendt sig i Dagmarhus ved Rådhuspladsen i København, som nazisterne havde beslaglagt og gjort til sit hovedkvarter. 

Den ledende skikkelse var kriminalrat og Gestapo-chef Hans Hermannsen, en tysker fra Flensborg som havde opnået stor respekt ved at jagte og anholde kommunister.

Men bag hagekorset og skråremmen bankede ikke et nazistisk hjerte. 

Hans Hermannsen brugte sine mange kontakter i det tyske system til at hjælpe danskere, som blev anholdt af nazisterne. 

Det var også ham, som hev i de tråde, der bragte Svend Asmussen hjem til Danmark igen. 

- Svend kom hjem igen den 14. oktober 1943 med hjælp fra Hans Hermannsen fra Dagmarhus, siger Frank Büchmann-Møller, forfatter til Svend Asmussens biografi '100 år for fuld musik'.

Hvordan det lykkedes ham, står uklart, men Hans Hermannsen samarbejdede med Modstandsbevægelsen, og blev efter nazisternes kapitulation ikke anholdt som andre nazister i Danmark. I stedet skrev aviserne om hans bedrifter, hvor han skulle have "reddet 300 danskere ud af tyskernes kløer".

Efterfølgende blev han eftersigende ansat af PET og fik lov til at bo i Flensborg.

16x9
Svend Asmussen og Ellen Bick Meier. De fandt sammen i 2005 og var sammen til hans død i 2017. Foto: Kristian Juul Pedersen / Scanpix Danmark

Folkehelten

Anderledes var det dog for den 27-årige Svend Asmussen, som havde fået den værste oplevelse i sit liv. I knap to måneder var han i nazisternes vold, og i ugevis havde han ingen anelse om, hvorvidt han ville få et lift til Danmark eller en kugle for panden. 

Heldigvis blev det et lift hjem.

Oplevelsen lærte ham, at problemer i hverdagene var bagateller og småtterier sammenlignet med opholdet i Berlin. Han var en lettere forandret mand, som heldigvis kom hjem med liv og forstand i behold. 

Revykongen Stig Lommer arrangerede hurtigt en ekstraforestilling med Hornbækrevyen i Tivolis Koncertsal for at vise danskerne, at Svend Asmussen var kommet hjem i god behold. 

Da han trådte ind på scenen med musikeren Ulrik Neumann ville bifaldet ingen ende tage. 

Duoen ventede og ventede. 

Det var først, da Svend Asmussen viste publikum sin frisure i nakken, at bifaldet forstummede. Den havde tyskerne nemlig klippet helt kort, som var moden for nazisterne. Da brød publikum ud i latter og forestillingen kunne begynde. 

- Jeg besøgte ham, da han var 98 år. Han var dårligt gående på grund af et par hjerneblødninger, men hans hoved fejlede intet. Han var helt nede på jorden og rigtig sød. For den ældre generation i dag var han en meget stor personlighed, siger Frank Büchmann-Møller, forfatter til Svend Asmussens biografi '100 år for fuld musik'.

Svend Asmussen blev 100 år gammel. Han døde den 7. februar 2017.

Hver søndag klokken 20.55 viser TV 2 CHARLIE tv-serien 'Mercur'. I aftenens afsnit synger Swe-Danes hittet 'Scandinavian Shuffle'.