Hollywood-stjernes film skuffer spektakulært: Sælger kun én billet

Skuespillerens nyeste film har fået en hård modtagelse.

Der var ikke ligefrem kø til biografen, da Shia LaBeoufs seneste film 'Man Down' fik premiere i England i weekenden.

Kun én biograf viste filmen, og den indtjente kun 7 pund over weekenden, hvad der svarer til prisen på én biografbillet. Det skriver Variety.

I filmen spiller Shia LaBeouf en PTSD-ramt veteran, der kæmper med følgevirkningerne efter at have været sendt til Afghanistan.

Floppede også i USA

Da filmen sidste år havde premiere i amerikanske biografer, fik den nogenlunde samme modtagelse. Kun få biografer viste den, og 'Man Down' blev samtidig gjort tilgængelig på streaming og On Demand.

Shia LaBeouf startede sin karriere på Disney Channel, men har spillet med i 'Transformers', 'Indiana Jones' og i Lars Von Triers 'Nymphomaniac'.

'Man Down' er instrueret af Dito Montiel.