'Beverly Hills' har 25 års jubilæum: Her er skuespillerne i dag

Strip, alkoholafvænning og reality-tv. Man kan roligt sige, at 'Beverly Hills'-skuespillerne er havnet vidt omkring, efter at tv-serien stoppede.

Torsdag den 23. marts er det præcis 25 år siden, at danskerne for første gang stiftede bekendtskab med den kønne Kelly, ballademageren Dylan, de velopdragne tvillinger Brenda og Brandon og alle de andre fra West Beverly Hills High School i tv-serien 'Beverly Hills 90210'. 

Den vandt hurtigt indpas i danske teenageres hjerter og bliver til trods for sin 25 års fødselsdag stadigvæk vist i fjernsynet på TV 2 ZULU. 

Fakta om Beverly Hills 90210

  • Oprindeligt hed serien 'The Class of Beverly Hills'.
  • 'West Beverly High School' findes ikke i virkeligheden, den skole der bliver brugt i optagelserne hedder er 'Torrance High School'.
  • Jennie Garth var den første, der fik en rolle tv-serien. 
  • Dylan McKay skulle oprindelige kun have været med i de første afsnit af tv-serien, men han blev senere forlænget. 
  • 'Beverly Hills' er den mest indbringende tv-serie produceren Aaron Spelling har lavet. 
  • Der findes 296 afsnit af Beverly Hills - ingen skuespillere har medvirket i samtlige afsnit. 

Men hvad blev der af skuespillerne bag de populære karakterer, der var med helt fra første afsnit? Det kan du få svaret på her: 

Kelly Taylor - Jennie Garth

Den i dag 44-årige Jennie Garth, der spillede rollen som Kelly Taylor, er en af de skuespillere fra tv-serien, der har haft ganske travlt efter 'Beverly Hills' og har medvirket i både film og tv-serier. I 2014 spillede hun over for 'Beverly'-kollegaen Tori Spelling i tv-serien ’Mystery Girls’, der dog blev skrottet af tv-kanalen ABC efter blot én sæson.

Brenda Walsh - Shannen Doherty

Shannen Doherty blev efter nogle år skrevet ud af serien, fordi hun havde en række skænderier med flere af de andre skuespillere, blandt andre Jennie Garth - det har begge skuespillerinder senere fortalt åbent om

I slut-90’erne kom hun med i endnu en populær ungdoms-tv-serie i ’Heksene fra Warren Manor’, som hun dog også blev skrevet ud af. I 2015 fik hun brystkræft, som hun fortalte åbent og ærligt om, blandt andet på de sociale medier. Hun har siden opdateret offentligheden løbende om sit sygdoms- og behandlingsforløb ved blandt andet at lægge billeder på Instagram. 

Brandon Walsh - Jason Priestley

Brendas bror, Brandon, blev spillet af den nu 47-årige Jason Priestley, der også blev skrevet ud af serien undervejs. Kort efter blev skuespilleren anholdt i forbindelse med spirituskørsel og måtte en tur på afvænningsklinik. Siden da har han arbejdet som producer og instruktør på både film og tv-serier.

Dylan McKay - Luke Perry

Sammen med Jason Priestley smeltede Luke Perry, der spillede rollen som Dylan, mange pigehjerter i 1990'erne. Den i dag 50-årige Perry har spillet med i både film, tv-serier og Broadway-musicals. At Luke Perry nu er blevet 50, kan naturligvis ses på de karakterer, han spiller nu - i tv-serien 'Riverdale', som er en af de nyeste serier, han har medvirket i, spiller han således far til en ung teenager, der spilles af K.J. Apa, der blev født samme år, som 'Beverly Hills 90210' havde premiere i Danmark.

Tori Spelling - Donna Martin

Tori Spelling, der indtog rollen som dydige Donna, er bestemt ikke gået i glemmebogen efter 'Beverly Hills 90210', primært fordi hun løbende har prydet mange forsider på grund af sit privatliv. Sammen med sin mand, Dean McDermott, som hun har fem børn med, medvirker hun i reality-serien ’Tori & Dean: Inn Love’, der har kørt i fem år og handler om parrets familieliv og parforhold på godt og ondt.

I 2006 døde Toris far, Aaron Spelling, der blandt et hav af tv-succeser stod bag netop 'Beverly Hills 90210'. Det affødte et stort arveskænderi i familien, der også bragte den nu 43-årige Tori Spelling på avisforsiderne.

David Silver - Brian Austin Green

Donnas 'Beverly Hills'-kæreste, David, blev spillet af den nu 43-årige Brian Austin Green, der siden har medvirket i flere tv-serier såsom 'Terminator: The Sarah Connor Cronicles' og ’Desperate Housewives’. I 2010 blev han gift med skuespillerinden Megan Fox, som han har tre børn med. Derudover har han en søn fra et tidligere forhold.

Steve Sanders - Ian Ziering

Den i dag 52-årige Ian Ziering spillede rollen som den glade og lidt for overmodige Steve, der ofte traf nogle ikke helt gennemtænkte beslutninger.

Umiddelbart efter 'Beverly Hills 90210' hørte man ikke så meget til ham, men i 2013 kom han pludselig frem igen - primært af to grunde. For det første medvirkede han i filmen 'Sharknado', der fik så dårlige anmeldelser, at den næsten blev kult, for det andet begyndte han at optræde som mandlig stripper i Las Vegas. 

Andrea Zuckerman - Gabrielle Carteris

Med sine i dag 56 år var Gabrielle Carteris den ældste blandt de ”unge” skuespillere. Hun medvirkede i forskellige mindre tv-serier, efter hun stoppede i 'Beverly Hills 90210', og i dag er hun underdirektør i skuespillernes fagforbund Screen Actors Guild American Federation of Television and Radio Artists.

Afstemning